Trods covid-19-nedlukningen af det meste af samfundet mødte flere end 120 elever mandag ind på Hærens Sergentskole i Varde, hvor de bor på 12-mandsstuer og spiser sammen i cafeteriet. Det vækker bekymring hos både undervisere og elever, der undrer sig over det, de opfatter som skoleledelsens laissez faire-holdning til corona-pandemien.

Tirsdag eftermiddag skærpede statsminister Mette Frederiksen (S) endnu en gang corona-restriktionerne for at undgå, at smitten kommer helt ud af kontrol. Ifølge regeringen vil den nye og 70 pct. mere smitsomme variant af covid-19 fra Storbritannien blive den dominerende smitte i Danmark, og derfor øger regeringen igen afstandskravet fra en til to meter, ligesom regeringen skærper forsamlingsforbuddet fra 10 til fem personer.

De nye stramme regler gælder dog ikke på Hærens Sergentskole i Varde, som kører nærmest uanfægtet videre. Trods den galopperende smittespredning over hele landet mødte fire delinger og samlet over 120 elever fra nær og fjern mandag ind fra juleferie, og de blev helt som vanligt indkvarteret på deres faste stuer og spiser sammen i cafeteriet. Eleverne begyndte på uddannelsen i sommer, og den fortsætter uanfægtet af den aktuelle nedlukning af landet, som regeringen og sundhedsmyndighederne i slutningen af december forlængede i første omgang til den 17. januar.

Det undrer en af skolens undervisere, som udtaler sig til OLFI på betingelse af anonymitet. Han har især studset over indkvarteringen og cafeteriaforholdene for de mange elever, som i praksis umuliggør efterlevelse af forsamlingsforbuddet på 10 personer:

»Vi har fire delinger med 33 elever i hver, og de sover på 12-mandsstuer sammen. Dem sender vi ud i alle afkroge af Danmark hver fredag. De kommer så igen søndag aften og blander sig med de 11 andre, som de sover på stue med – og med resten af de 33 mand i delingen. Sådan kører vi bare videre,« fortæller underviseren.

Også de i forvejen udskældte cafeteriaforhold giver anledning til bekymring.

»Der står tre eller fire ISS-medarbejdere, som kæmper deres livs kamp for bare at servere noget mad. Hvordan skal de holde det her cafeteria sterilt? Det kan de ikke. De er ikke ude at spritte bordene af, efter der har siddet elever der.«

Mystisk at kalde skole for operativ enhed

Sergentskolen har allerede haft tilfælde af covid-19-smitte blandt eleverne, men har hidtil været forskånet for lange smittekæder internt på kasernen. Til at begynde med blev hele delingen sendt hjem, hvis en elev blev testet positiv. Men for nuværende er proceduren, at skolen kun sender elever hjem, nå de er testet positive. Kammeraterne på stuen eller i delingen tester sergentskolen ikke. Også denne fremgangsmåde undrer underviseren.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om den kritik, der rammer ISS og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse på grund af dårlig mad, manglende rengøring og ringe service …

I det hele taget finder han det mærkværdigt, at man gennemfører sergentuddannelsen som normalt, fortæller han til OLFI.

»Forsvaret har sendt en skrivelse ud, hvor der står, at det kun er essentielt personel, der skal være på arbejde. Det vil reelt sige, at det kun er det operative personnel. At man så vælger at kalde en uddannelsesinstitution – en skole – for en operativ enhed, det er mystisk,« siger han og fortsætter:

»Jeg er godt klar over, at Forsvaret står i en kattepine, hvis de ikke får uddannet delingsførere, for så er der pludselige nye værnepligtige, der ikke har nogen delingsfører. Men man kunne bare aflyse værnepligtsholdene i en periode. Vi er jo ikke i krig. Vi har ikke brug for værnepligtige, som alligevel kun er inde i fire måneder.«

Dertil vil en nedlukning af sergentskolen have andre lavpraktiske fordele, bemærker underviseren.

»Man kunne få styr på fagplaner, og hvad der ellers mangler, og være foran på point, når man åbnede op igen. I stedet for at man som nu halvt slingrende bare suser igennem trafikken og håber på det bedste.«

Gambler med folks helbred

Den bekymrede underviser ønsker sig i det hele taget en mere resolut handling fra ledelsen – både den på sergentskolen og i toppen af Forsvaret. Som underviser kan man godt arbejde hjemmefra, hvis man giver udtryk for at være bekymret på egne eller sin families vegne, men i praksis sker det ikke, fortæller han.

»Hvor mange folk stiller sig op og gør det, når der ikke er andre? Det gør man ikke. Der er ikke en kultur i Forsvaret, som fordrer forsigtighed.«

Muligheden er heller ikke eleverne forundt. I næste uge rykker sergentskolens elever til Borris, hvor de skal i skydelejr, og til februar sendes de i befalingsmandspraktik på tjenestesteder over hele landet. Heller ikke disse dispositioner møder megen forståelse.

»Jeg synes, at man gambler med folks helbred. Det er ikke værdigt for Forsvaret at behandle unge, veluddannede og meget kloge mennesker sådan, fordi de vil tjene deres land som soldater. De står i en situation, hvor de ikke selv kan sige fra. Hvis de ikke deltager i uddannelsen, er de her jo ikke længere og må forlade skolen.«

De fleste af underviserkollegerne på kasernen i Varde har valgt at ryste på hovedet ad sagen og fortsætte arbejdet, men de deler ifølge underviseren følelsen af forundring.

»Vi er mange, der griner ad det og tænker over, hvad det er, der foregår. Det giver ikke nogen mening. Vi er lige så udsatte som alle andre, men der ligger ikke nogen vacciner og venter på os.«

Skarp kritik fra sergenteleverne

OLFI har også været i kontakt med en nyuddannet sergent, som til fulde genkender billedet af en skole, hvor covid-19-tiltagene lader noget tilbage at ønske:

»Deres måde at køre uddannelserne på i forhold til restriktionerne er fuldstændig hul i hovedet. Udadtil ser det ud som om, at der bliver holdt afstand og sprittet af, men i praksis sker det ikke. Materiel vandrer mellem delingerne, og de samme radioer bliver brugt af en hel gruppe i løbet af en dag. Men man har mundbind på, når man kører i bil,« fortæller sergenten.

Der er yderligere opbakning til kritikken fra en af sergentskolens nuværende elever. Han kalder det »hul i hovedet« og »fuldstændig ansvarsløst«, at det er ‘business as usual’ på kasernen i Varde. Han er en af de elever på officersgrunduddannelsen, som i næste uge skal til Borris, og hvis kompagni til februar bliver spredt for alle vinde, når der står befalingsmandspraktik på programmet. Den disposition forstår han heller ikke.

»Vi er sammen over 30 mennesker, som bor tæt op ad hinanden og spiser sammen. Vi håndterer det slet ikke. I starten var vi meget obs på at spritte af, men det er faldet støt i frekvens, og nu er det ren proforma. Der bliver godt nok sprittet af, når vi skal ind i de store auditorier, men den konstante rengøring af hænder er der ikke længere,« siger han og konkluderer:

»Det virker som om, at lige meget hvad der sker, kører vi videre, fordi vi alligevel er færdige om to måneder.«

Skoleledelse afviser kritik

Hos ledelsen på Hærens Sergentskole bekræfter man forholdene omkring indkvarteringen og skydeperioden i Borris, men man genkender ikke underviserens og elevernes udlægning af, at forholdene på skolen skulle være kritisable. I et skriftligt svar til OLFI skriver skolechef oberstløjtnant Henrik Kolding Kristensen:

»Forsvaret vurderer grund- og basisuddannelser som kritiske for opretholdelsen af den operative indsættelsesevne, hvorfor Hærens Sergentskole gennemfører disse uddannelser med tilstedeværelse under nøje iagttagelse af sundhedsmyndighedernes retningslinjer og foresattes befalinger og vejledninger, ligesom vi er klar til at handle, hvis der opstår smitte. På samme måde er vi klar til hurtigt at omstille os, hvis retningslinjerne ændrer sig.«

Han genkender ikke, at hygiejnen i cafeteriet halter, ligesom »skolen vurderer, at både skydeophold og praktikophold ved Hærens enheder kan gennemføres hensigtsmæssigt ud fra de givne vilkår og foranstaltninger.«

Henrik Kolding Kristensen skriver videre:

»Ledelsen har nedbrudt sundhedsmyndighedernes anbefalinger og foresattes befalinger og vejledninger til konkrete foranstaltninger. Dette udmøntes i stående befalinger og løbende dialog med ledere og medarbejdere. Skolen har indtil videre haft fem smittede med covid-19, der alle er blevet smittet uden for skolen. I hvert tilfælde er der på skolen gennemført smitteopsporing, og det er lykkedes at bryde alle smittekæder. Det skal hertil bemærkes, at dette er ud af mere end 700 elever på årsbasis, hvor der for størstedelen gennemføres nødvendig tilstedeværelsesundervisning.«

Kommentarer

2 KOMMENTARER

  1. Nu kan det jo være der er en “lyn”-test mandag, onsdag og fredag morgen, som de har glemt at fortælle om ?

  2. En kritik, skolen “naturligvis” afviser i et formfuldendt svar. Det er dog ikke nyt, at Forsvaret som kulturel institution ikke er tilgængelig for almindelig civil ansvarsnorm.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here