Auditørkorpset rejser sigtelse mod hærchef Hans-Christian Mathiesen

2
Generalmajor Hans-Christian Mathiesen er stadig officielt chef for den nyoprettede hærkommando. Men siden slutningen af oktober har han været fritaget for tjeneste, mens Auditørkorpset efterforsker ham for tjenestemisbrug. Foto: Forsvaret

Generalmajor og chef for hærstaben Hans-Christian Mathiesen sigtes for tjenestemisbrug og grov pligtforsømmelse. Det skriver Forsvarsministeriets Auditørkorps i en pressemeddelelse torsdag. Der forestår dog yderligere efterforskning, før det afgøres, om der også skal rejses tiltale mod generalmajoren, der har været fritaget for tjeneste siden slutningen af oktober.

Forsvarets Auditørkorps har torsdag middag sigtet hærchef Hans-Christian Mathiesen for tjenestemisbrug efter straffelovens § 155 og for grov pligtforsømmelse efter den militære straffelovs § 27. Det oplyser auditørkorpset i en pressemeddelse.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at man på baggrund af den gennemførte efterforskning har vurderet, at der er tilstrækkeligt grundlag for at rejse sigtelse mod generalmajoren, der har været fritaget for tjeneste siden 24. oktober. Auditørkorpset skriver desuden, at det kræver yderligere efterforskning, før man er i stand til at afgøre, om der skal rejses tiltale.

Sagen mod Hans-Christian Mathiesen tog sin begyndelse i slutningen af oktober, hvor OLFI kunne afsløre en række nepotismeanklager mod hærchefen, der blandt andet skulle have fremmet sin kærestes karriere ved i al hemmelighed at ændre på optagelseskriterierne til den prestigefyldte uddannelse Master i Militære Studier, så kæresten kunne optages, ligesom han senere skulle have oprettet en projektstilling skræddersyet til kæresten.

LÆS OGSÅ: H.-C. Mathiesen gik på isen

OLFI’s afdækning af sagen gav anledning til, at Forsvarsministeriets Auditørkorps indledte en såkaldt forundersøgelse, der skulle afdække, om der var grundlag for en regulær efterforskning. I forbindelse med forundersøgelse blev hærchefen fritaget for tjeneste, hvilket han har været lige siden.

Med dagens sigtelser undgår flere forhold i sagen at falde for forældelsesfristen, der for så vidt angår den civile straffelovs § 155 er på fem år.

guest
2 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer