Peter Ernstved Rasmussen har ikke ret, når han siger, at tiden er inde til at forhandle fred mellem Ukraine og Rusland.

Men han har ret i, at tiden så sandelig er inde til at tage et opgør med den sikkerhedspolitiske elites tro på, at krig er målet i sig selv. Og med deres grundlæggende enighed om, at man ikke behøver at have en plan for at vinde en krig, bare man er med i den.

Kongeriget Danmark er verdens 12. største territorium. Det ligger mellem stormagterne, men vi har opgivet tanken om at være et imperium. Vi ønsker i stedet at være et fællesskab. Det gælder de fleste europæiske lande i EU.

Rusland derimod er stadig et imperium, og hvor alle andre europæiske lande har opgivet deres imperialistiske drømme, holder Rusland og russerne fast i idéen. De har en strategi for at udvide, men vi mangler en strategi for at stoppe dem.

I årtier var Amerikas strategi “containment” (inddæmning). Det blev også Vestens og dermed Danmarks strategi. Krigen i Ukraine er den observerbare udmøntning af den strategi.

Trump-administrationen har smidt strategien over bord, nok mest fordi Trump og hans venner ikke kender den eller bare er ligeglade, og nu er der ingen.

Derfor er spørgsmålet om formålet med denne krig reelt.

Skal vi videreføre Amerikas strategi uden Amerika? Eller skal vi lave en ny?

Hvad er krigens formål?

Det politiske mål er aldrig selve krigen, men den forbedring, kampen skal føre til. Fascismens endelige nederlag. Opgøret med kommunismens undertrykkelse. Modstanden mod islamismens forvrængning af islam til et redskab for undertrykkelse. Og ikke mindst demokratiets overlevelse. I dette tilfælde Ruslands udvidelse af sit imperium mod vest.

Mål og midler hænger sammen. Uanset hvad man sætter i gang, må man kunne forklare, hvad man vil opnå, og hvordan man vil nå dertil. De ressourcer, det kræver, er de ressourcer, det kræver. Bruges der færre midler, end der kræves, opnås målet ikke.

Den sidste firkløverregering, vi havde under Schlüter, var måske ikke den bedste regering i danmarkshistorien. Men den var med til at etablere en politisk grundsætning, som alle partier i dag accepterer:

Politiske ønsker skal finansieres. Man skal finde de økonomiske midler, hvis man vil have ret til at gennemføre sin politik.

Det samme princip burde naturligvis gælde sikkerhedspolitikken. Hvis man vil føre krig, og dermed sende andre mennesker i krig for at dræbe, ødelægge huse og måske endda jævne hele byer med jorden, så skal man kunne forklare, hvad det skal nytte.

Hvad er det politiske mål? Hvad er det ønskede slutresultat? Og hvordan kommer vi derhen? På mange måder er det blevet denne og den tidligere regerings projekt. Schlüter indførte økonomisk ansvarlighed, og Mette Frederiksen forsøger at indføre sikkerhedsansvarlighed.

Når vi taler om dansk sikkerhedspolitik, er en af de mest problematiske arvegods efter Anders Fogh Rasmussen, at vi tilsyneladende ikke længere behøver at kunne forklare, hvordan en krig skal vindes. Bare vi er med.

For nu at citere Anders Fogh: “Kampen for demokrati og frihed fortsætter.”

Fint. Men hvordan vinder vi den? Det skal den sikkerhedspolitiske elite svare på, ellers har vi ikke sikkerhedsansvarlighed.

Et uvelkomment spørgsmål

Der kan siges meget negativt om Peter Ernstveds leder. Men det er ikke argumenterne, der er problemet for hans kritikere, som jeg ser det. Problemet er, at han stiller spørgsmål, som den sikkerhedspolitiske elite helst vil være fri for at besvare, og her fritager jeg ikke mig selv!

For længe havde den danske sikkerhedspolitiske elite travlt med at fortælle os, hvor afgørende Afghanistan var. Man var nærmest direkte fej, hvis man ikke mente, at det var en vigtig krig. Også efter Osama bin Laden var død, og al-Qaeda var væk.

Man skulle for enhver pris sige, at kejseren bestemt ikke var nøgen. Hans klæder var fantastiske. Og i øvrigt var det en rigtig god idé at fortsætte en krig, selv om ingen længere kunne forklare, hvad den skulle føre til.

Nu står vi her. Fem år inde i krigen i Ukraine. Hvor er planen? Hvor er det politiske mål?

Den 1. januar 1942 svarede Roosevelt på samme spørgsmål om Anden Verdenskrig i Casablanca:

“This involves the simple formula of placing the objective of this war in terms of an unconditional surrender by Germany, Italy and Japan. Unconditional surrender by them means a reasonable assurance of world peace, for generations.”

Hverken Churchill eller Stalin havde godkendt det. Men nu var målet sat.

Volodymyr Zelenskyj har igen og igen fortalt, at Ukraine har brug for flere våben, mere ammunition og flere ressourcer. Man må respektere hans evne til at møde verdens ledere med et smil, samtidig med at han beder om endnu flere penge og våben, mens de tøver, og hans borgere dør.

Han ved, hvad hans opgave er. Han kæmper for sit lands overlevelse.

Hans påklædning er heller ikke tilfældig. Den mørke, militærinspirerede beklædning er blevet et symbol på en præsident, der leder sit land i krig.

Den leder tankerne hen på Churchill og den måde, en krigsleder signalerer alvor og beslutsomhed på.

Ikke nok at heppe på Ukraine

Men man må også forestille sig, at Zelenskyj indimellem kigger på Europa og stiller sig selv det samme spørgsmål:

Hvornår beslutter I jer for, at vi skal vinde?

For det er jo det helt afgørende spørgsmål. Ukraine skal ikke bare have mulighed for at fortsætte krigen. Ukraine skal have mulighed for at vinde den. Og hvis det er Europas politiske mål, må vi også være villige til at forklare, hvad det kræver, hvor langt vi vil gå, og hvilke konsekvenser vi er parate til at tage.

Jeg vil gerne have, at Ukraine vinder, men det er ikke nok, at jeg synes det, der skal sættes midler af til Ukraine, som gør, at de kan opnå en sejr. 

Det er ikke ansvarlig sikkerhedspolitik blot at gentage, at Ukraine skal støttes, så længe det tager. Det er en hensigtserklæring, ikke en strategi.

En strategi kræver, at man definerer målet, vurderer modstanderen, identificerer de nødvendige midler og forholder sig ærligt til de risici, der følger med. Den kræver også, at man løbende vurderer, om de midler, man anvender, faktisk bringer én tættere på målet.

Jeg er ikke enig med Peter Ernstved i hans forslag om, at vi skal forhandle fred nu, og heller ikke i tonerne. Men som den fjerde statsmagt er det hans opgave. En fredsaftale, der belønner russisk aggression, og som blot giver Putin tid til at genopbygge sin militære styrke og fortsætte senere, er ikke en fredsløsning. Det kan være en udsættelse af den næste krig.

Vi skal huske på, at Putin startede i Tjetjenien, så Georgien, dernæst Syrien og nu Ukraine.

Men Peters spørgsmål – hvad gør vi nu? – er godt nok relevant!

Det er ikke illoyalt at stille spørgsmål

Og hvis en politiker, embedsmand eller officer synes, det er ubelejligt, skal man måske overveje, om problemet ligger hos den, der stiller spørgsmålet, eller hos dem, der burde have svaret.

Det er ikke illoyalt at kræve en strategi. Det er ikke at svigte Ukraine at spørge, hvordan Ukraine skal vinde. Og det er bestemt ikke at være Putins nyttige idiot at insistere på, at vores politiske ledere skal kunne forklare, hvad vores indsats skal føre til.

Tværtimod.

Demokratiet er ikke tjent med en sikkerhedspolitisk debat, hvor det at stille spørgsmål bliver betragtet som et tegn på svaghed, mens det at gentage de rigtige floskler bliver betragtet som handlekraft.

Jeg vil også gerne have et svar. Tak!

Peter Ernstved er ikke fej, fordi han siger det, han gør. Det kræver mod at udfordre en konsensus, som alle tilsyneladende forventes at bakke op om.

Fejheden ligger hos dem, der kan se, at der mangler en plan, men alligevel insisterer på, at alt går efter planen. Hos dem, der hellere vil kritisere budbringeren end forholde sig til budskabet. Og påstår at alle dem, der vil give flere penge, er de gode, mens dem, som beder om en plan, er onde. 

For det er nemmere at råbe, at kejseren har tøj på, end at indrømme, at han står nøgen.

Jeg er nu 46 år, og efter hvad jeg kan regne mig frem til, er det den fjerde krig, Folketinget er blevet enige om, at man ikke behøver at have en plan for.

Denne gang vil jeg gerne se en plan, der viser, hvordan vi skal hive sejren hjem, og ikke få skudt i skoene, at Peter og jeg ingen moral har, fordi vi stiller det spørgsmål, som soldaterne ikke kan stille: Hvad er planen, chef? Tak!

Krig handler ikke om at være med.

Krig handler om at opnå et politisk mål. Og hvis man ikke kan forklare, hvordan man vil nå det mål, er fred et helt reelt alternativ. Ellers har man bare sendt mennesker i krig og håber på det bedste.

Og det er faktisk slet ikke godt nok bare at svare: “Kampen for frihed og demokrati fortsætter.”

Jens Marquard Sørensen er sikkerhedsrådgiver. Han har tidligere gjort tjeneste i det danske og norske søværn og undervist norske søofficerer og specialstyrker. Han er desuden forhenværende formand for Lederne Søfart.