Andreas Graae er lektor og forskningsleder ved Institut for Militær Teknologi på Forsvarsakademiet og forsker og underviser i militærteknologi og teknologiske fremtidsscenarier.

Hvad forsker du konkret i lige nu?

Udover at forske i dronekrigen, som den ser ud lige nu i Ukraine, er jeg faktisk endnu mere optaget af, hvordan Forsvaret på længere sigt kan omstille sig teknologisk og forberede sig på krige, vi endnu ikke kan forestille os.

Krigen i Ukraine har med god grund gjort droner til et helt centralt tema i europæisk forsvarsplanlægning og styrkeudvikling. Men de kapaciteter, vi investerer i nu, skal også kunne fungere om fem, ti eller tyve år, hvor krigen kan se helt anderledes ud.

Droner vil sandsynligvis stadig spille en stor rolle, men måske som dele af langt mere komplekse systemer, hvor kunstig intelligens understøtter beslutninger og målgenerering, og hvor autonome robotter opererer på landjorden, i luften og både over og under havoverfladen.

Derfor arbejder jeg med et begreb, jeg kalder teknologisk fremsyn, som har at gøre med strategisk foresight, teknologiske trend-analyser og det, man kalder useful fiction: altså forskningsbaserede fremtidsscenarier og fortællinger om mulige nye teknologier, krige og konflikter. 

Med den tilgang forsøger jeg IKKE at forudsige, præcis hvordan krigen ser ud om x antal år, da den slags forudsigelser er notorisk usikre. Jeg undersøger i stedet, hvilke situationer, beslutninger og dilemmaer forskellige teknologiske udviklinger kan stille mennesker og militære organisationer overfor. Her kan fiktionen fungere som et mentalt øvelsesrum, hvor vi udfordrer vores vante forestillinger, før virkeligheden gør det for os.

Hvorfor er det et vigtigt emne at belyse?

Danmark står midt i en historisk oprustning. Vi investerer mange milliarder i kampfly, luftforsvar, artilleri og skibe, og det er så afgjort helt nødvendigt og vigtige kapaciteter at råde over.

Men der er en risiko for, at de velkendte platforme kommer til at fylde så meget, at vi undervurderer de mindre synlige forudsætninger for fremtidens militære magt: data, software, kunstig intelligens, cyberkapaciteter, elektronisk krigsførelse og – måske vigtigst af alt – evnen til hurtigt at tilpasse os og omsætte information til handling.

Fremtidens krige afgøres nemlig ikke nødvendigvis af, hvem der har opfundet den mest avancerede teknologi, men i højere grad af hvem der hurtigst kan forstå teknologien, integrere den i organisationen og udvikle nye måder at kæmpe på. Det er en kognitiv udfordring, og den er markant sværere at løse end blot at udvikle og masseproducere nye teknologier.

Forsvarsplanlægning indebærer samtidig, at man træffer meget langsigtede beslutninger på et meget usikkert grundlag. Avancerede våbensystemer tager mange år at udvikle og anskaffe, men teknologien og trusselsbilledet kan ændre sig på få måneder.

Vi risikerer derfor at bruge erfaringerne fra Ukraine som en facitliste og investere massivt i kapaciteter til den krig, vi allerede kender. Vi skal derfor blive bedre til at forestille os mange forskelligartede krige og teknologiske konfliktscenarier.

Hvordan fik du ideen?

Ideen udspringer af mødet mellem min humanistiske baggrund og mit arbejde med militær teknologi. Jeg har i mange år forsket i droner, kunstig intelligens og autonome systemer, men også i de forestillinger og fortællinger, vi bruger til at forstå teknologien.

Et af mine tidligere forskningsprojekter handlede eksempelvis om autonome dronesværme. Dengang fremstod sværme af små robotter stadig som et ret spekulativt fremtidsscenarie, men i dag arbejder militære organisationer og virksomheder meget konkret med sværmteknologi og med muligheden for, at én operatør kan kontrollere mange systemer.

Det illustrerer, at fiktion kan give os et sprog for teknologier og dilemmaer, før de er fuldt udviklede.

Senere blev jeg optaget af, hvordan militære organisationer selv anvender noveller og romaner, grafiske fortællinger, scenarier og krigsspil til at udforske fremtidens krig. Disse fortællinger beskriver ikke blot en mulig fremtid, men påvirker også, hvilke trusler vi tager alvorligt, hvad vi investerer i, og hvilke former for krig vi overhovedet kan forestille os.

Forestillinger om fremtiden er på den måde med til at forme de beslutninger, vi træffer i nutiden – og dét synes jeg er vildt spændende.

Det rejser nemlig spørgsmålet om, hvem der får lov til at skrive fremtiden. Grænsen mellem videnskab og science fiction bliver mere og mere flydende, og fortællinger om nye teknologier kan hurtigt blive overtaget af virksomheder, militære organisationer og andre aktører med interesse i at skabe begejstring og politisk opbakning.

Vi har bl.a. set, hvordan techfyrster som Elon Musk, Peter Thiel og Alex Karp har taget science fiction-forestillinger til sig og gjort dem til teknologiske og politiske køreplaner – ofte ved at bevare de spektakulære visioner, men se bort fra fortællingernes oprindelige advarsler om magt, kontrol og ulighed.

Fiktioner åbner derfor ikke kun vores forestillingsevne, men kan også skabe hype omkring bestemte teknologier og få én mulig fremtid til at fremstå mere sandsynlig eller uundgåelig, end den egentlig er.

Hvad har særligt overrasket dig i de foreløbige resultater?

Det mest overraskende er, hvor lidt fremtid der egentlig er i vores forestillinger om fremtidens krig.

Selv meget spektakulære scenarier om kunstig intelligens, cyberangreb, rummet og autonome våben ender ofte med at ligne velkendte krige og teknologier, vi allerede bruger nu. Der kommer selvfølgelig hele tiden nye maskiner på slagmarken, men stormagterne, konflikterne, heltene og forestillingen om militær succes forbliver stort set de samme. Vores idéer om fremtiden bliver dermed ofte det vi kender fra nutiden blot tilsat lidt mere avanceret teknologi.

I min forskning undersøger jeg som sagt militær useful fiction, der er en genre under udbredelse i både USA, NATO, Frankrig og Storbritannien. Tilgangen omtales også som fictional intelligence eller FICINT, fordi den kombinerer fiktionens fortællekraft med viden fra forskning, efterretninger og strategiske analyser. Det er efterhånden blevet en hel genre. Det amerikanske forsvarsmedie Defense One lancerede for eksempel i 2026 en månedlig serie med titlen Fictional Intelligence, hvor korte fortællinger bruges til at undersøge fremtidens teknologi, konflikter og militære operationer.

Et andet godt eksempel er tegneserien NATO 2099, udgivet af NATO Defense College, som kigger hele 75 år ud i fremtiden og forestiller sig en verden med kunstig intelligens, rumkrig og stadig tættere forbindelser mellem mennesker og maskiner. Alligevel er både konflikterne, de geopolitiske aktører og de militære organisationer påfaldende genkendelige. Teknologien er futuristisk, men den verden, den indgår i, ligner i høj grad vores egen.

I det hele taget er genren præget af en stærk tro på teknologi som den afgørende drivkraft, et dominerende vestligt perspektiv og en overraskende nostalgi efter velkendte våbensystemer og traditionelle militære dyder.

Når den avancerede teknologi svigter i fortællingerne, vender kampvognen eller den handlekraftige soldat ofte tilbage og redder situationen. Det viser mig, hvor svært det er at frigøre vores forestillingsevne fra det, vi allerede kender.

Scenarier, der skulle udfordre militær tænkning, kan derfor ende med at bekræfte eksisterende verdensbilleder, organisationsformer og investeringer. Vi tror, at vi øver os på fremtiden, men risikerer i virkeligheden at repetere fortiden.

Hvad er den største udfordring i arbejdet med at belyse den sag?

Den største udfordring er at udvikle scenarier, som både virker relevante og faktisk forstyrrer vores vante måde at tænke på.

Hvis et scenarie bliver for fantastisk og science fiction-agtigt, risikerer deltagerne at afvise det som urealistisk. Men hvis det omvendt ligger for tæt på nutiden, lærer vi meget lidt nyt. Det interessante område ligger midt imellem: Scenariet skal være genkendeligt nok til, at vi tager det alvorligt, men fremmed og ubehageligt nok til, at vores eksisterende rutiner og antagelser ikke længere giver sikre svar.

Det gælder også fremstillingen af teknologi. Cyberangreb bliver eksempelvis ofte visualiseret som pludselige eksplosioner, omfattende strømsvigt og samfundskollaps.

Virkelighedens cyberkonflikter er ofte langsommere og mere tvetydige. Ligesom det hybride trusselsbillede mere generelt handler det i høj grad om overvågning, manipulation og usikkerhed om, hvem der står bag. 

En nyttig fremtidsfiktion skal derfor både udfordre vores opfattelse af, hvilke kapaciteter der bliver afgørende, men også hvem der træffer beslutningerne, og hvad militær styrke overhovedet betyder. Den skal ikke forudsige fremtiden, men gøre os bedre til at handle, når fremtiden ikke bliver, som vi forventede.