Søren Sjøgren er major i Hæren og forskningsleder ved Institut for Militære Operationer på Forsvarsakademiet. Han har en ph.d. i filosofi.

Hvad forsker du konkret i lige nu?

Jeg forsker i det militære operative chefvirke. Altså, hvordan træffer vi de bedst mulige beslutninger på kamppladsen eller i de militære operative hovedkvarterer? Hvad er stabens rolle, hvad er chefens rolle og hvad er næstkommanderendes rolle?

På moderne dansk kalder vi det command-and-control eller C2. Det kan muligvis henlede tankerne på kadaverdisciplin og en “gør-hvad-jeg-siger”-ledelsesform, men den type er faktisk ret sjælden. 

Den militære topchef bliver ofte en form for integrator, der skaber rammer for, at enhederne under chefen og i stigende grad også ved siden af kan lykkes med deres opgaveløsning.

Jeg har haft lejlighed til at deltage i en række øvelser ved flere af de store Nato-hovedkvarterer, deltage i amerikansk stabsuddannelse samt gennemføre i omegnen af 60 interviews med militære topchefer i Nato og FN.

Hvorfor er det et vigtigt emne at belyse?

Den militære profession er særlig, idet vi sjældent udfører det, vi træner til. Den britiske historiker Michael Howard beskrev det som en olympisk svømmer, der var tvunget til at træne på land.

Vi er altså tvunget til at gøre os nogle antagelser om, hvordan fremtidens krige måtte se ud. Selv på øvelse konstruerer vi fjendebilledet og den måde, fjenden handler på, ud fra antagelser om, hvordan det måske ville være i virkeligheden. Det er et vilkår. 

Antagelserne omsætter vi til standarder i form af doktriner og processer, der er meget effektive til at sikre et smidigt samarbejde. Men hvis vi ikke passer på, risikerer vi, at standarderne bliver til mål i sig selv; tænkningen bliver dogmatisk. Hvis alle følger én procedure til at analysere en problemstilling, bliver løsningerne også ens.

Hvis man på kamppladsen bliver forudsigelig, gør man sig selv til et let mål. Cheferne har en central rolle i at skabe rammer for og i nogle tilfælde selv drive innovativ tænkning. Det afledte problem er så: hvordan vi tester, udvælger og uddanner fremtidens militære chefer.

Hvordan fik du ideen?

Projektet er en direkte forlængelse af et tidligere projekt om det taktiske chefvirke, som jeg præsenterede for en række Nato-generaler for at få deres perspektiv på mine resultater. Der var tydelig interesse for emnet, men også en klar indvending: at det militære chefvirke ser anderledes ud, når man bevæger sig op på det øverste niveau, hvor det militære møder det politisk-strategiske.

Den indvending blev startskuddet til det nuværende projekt, for jeg kunne se, at der var et hul i forskningen: Vi ved en del om, hvordan chefer og stabe fungerer på taktisk niveau, men langt mindre om, hvordan de øverste militære chefer navigerer, når opgaven ikke længere er entydigt militær – endsige entydigt defineret, men skal forhandles med et politisk niveau, der har sin egen logik og sit eget tempo.

Hvad har særligt overrasket dig i de foreløbige resultater?

Det er interessant at se, hvor lidt struktur og tydelige rammer der er på de øverste niveauer. Vi uddanner gerne til, at der er en klart defineret opgave fra foresatte eller i det mindste en situation, hvorfra man kan udlede en opgave. Den kan vi få staben til at analysere og komme frem til en række muligheder.

På det øverste niveau er den politiske guidance til tider helt fraværende, og de militære chefer skal selv bruge deres dømmekraft, evt. sammen med deres nærmeste hjælpere, til overhovedet at forstå, hvad situationen er for derfra at udlede eller måske rettere definere en eller flere opgaver.

Situationen er således meget mere diffus og kræver inddragelse af en hel række ofte civile aktører, som vi normalt ikke arbejder meget med i vores operative uddannelser.

Hvad er den største udfordring i arbejdet med at belyse den sag?

Den absolut største udfordring er adgangen til de relevante personer. Aktivt tjenestegørende topofficerer har en meget pakket kalender, og de nyligt pensionerede har faktisk også tit. Dernæst er det kun en mindre andel af topofficererne, der er direkte interessante for studiet her; altså dem med operativ erfaring fra de højeste niveauer.

Og så er der et sideløbende problem, som mange af mine kolleger også står med: nemlig at meget af arbejdet og diskussionerne i de operative hovedkvarterer er klassificeret. Det kræver, at man tænker sig grundigt om i forhold til hvad og hvordan man kan diskutere.