Danmarks Radio har lavet en flot og spændende dokumentar; ”Kriseøvelse 2026”. Her samles en flok erfarne krisestyringseksperter fra mange sektorer, til en krisestyringsøvelse, tilrettelagt af to eksperter – Rasmus Dahlberg og Lene Sandberg sammen med DR. Tilsammen udgør de den danske, nationale, strategiske og operative krisestab, som skal træffe de afgørende beslutninger om hvad de vil gøre ved de scenarier og hændelser de præsenteres for.

Jeg skal være den første til at rose programmet og initiativet, fordi det medvirker til at oplyse, uddanne og forberede befolkningen på, hvordan kriser og hybridkrig kan se ud, noget som jeg længe har påpeget at myndighederne er alt alt for dårlige til. Tilmed er det et ganske flot studie: lidt mørkt og dystert, lidt dramatisk og professionelt, og samtidig lidt klinisk. Sverige, Norge og England har haft lignende programmer tidligere, og har brugt meget mere tid i medierne på at tale om kriser og krig. Så jeg er stor fan af dette projekt, som udstråler kvalitet og indsigt, men det udstiller også vores niveau for krisestyring.

Præmissen må anerkendes, før al kritik. Der er tale om en ramme, som ikke fuldt kan afspejle virkeligheden. Nogle vil påstå, at den virkelige, ægte krisestyring er meget bedre, end det vi ser på TV. Men her vil jeg gerne advare mod al for stor tiltro til myndighederne. Hvis man tror, at den danske nationale operative stab er et topmoderne operationscenter taget ud af en amerikansk actionfilm, hvor medlemmerne kan tilgå alle kameraer i hele Danmark, kalde satellitfotos op på storskærm, og lige dirigere helikopterne hen, hvor de skal bruges, ja så løber fantasien af med en.

Indtil for nylig var denne Nationale Operative Stab (NOST) blot et tomt mødelokale, hvor repræsentanter fra sektorerne mødes, når der er behov. Læs lige det igen; når der er behov. De udvalgte deltagere i programmet kommer fra positioner, hvor de kunne være sektorrepræsentanter, så deres baggrund burde være i orden til at afspejle virkeligheden.

Tre væsentlige observationer springer i øjnene, når man ser programmet; 1) at der slet ikke er nogen plan, 2) at forsamlingen slet ikke virker som en stab, og 3) at sektoransvarsprincippet bruges aktiv mod hinanden under krisen.

Der er ingen plan!

Det første problem er i min optik, at der slet ikke er en plan for det, som staben vil. Fra det første dilemma er det helt naturligt for staben kun at kaste sig over det. Her kunne man virkeligt have ønsket sig, at den erfarne stabschef, eller en hvilken som helst anden deltager, havde henvist til en plan. Det kunne end da blot være det, som i fagsproget hedder en ”strategisk hensigt”, som rigtig nok ikke er en plan, men dog en målsætning.

Hvad er det de vil? Hvilke kendte prioriteter, som de har indøvet og drøftet før, ligger til grund for deres drøftelser og beslutninger? Tænk hvis én havde sagt: ”Det, vi har planlagt at prioritere under brownouts på Sjælland, er…”.

Der er intet grundlag for at prioritere butikker, sygehuse eller Lolland før eller efter andre. Da sundhedssektoreren siger, at man da ikke skal flytte 300 hjemmepatienter til sygehusene (i en sundhedsregion på 2 millioner borgere), fordi det vil vælte det hele, ja så er der ingen plan. Skal Hjemmeværnet hente dem? Ingen ved det.

Det er ikke nogen stab

De kalder sig nok en krisestab, men det er en vigtig erkendelse, at NOST’en faktisk ikke er en stab. Det er en forsamling af udvalgte sektorrepræsentanter. Her er det i øvrigt værd at bemærke, at kommunerne, som spiller en væsentlig rolle i både programmet og i virkeligheden, slet ikke er repræsenteret i den Nationale Operative Stab. Manden for bordenden hedder nok stabschef, men forsamlingen er ikke en stab.

En (rigtig) stab har faste, kendte funktioner, processer, metoder, osv. Det skinner stærkt igennem i programmerne, at deltagerne ikke kender de produkter og funktioner, som en stab skal leverefor at muliggøre beslutningstagning på et oplyst grundlag. Eksempelvis beder stabschefen ofte Forsvarets Efterretningstjeneste om at sige lidt om situationen, når der opstår et nyt dilemma. Det er i sig selv problematisk, da det jo er Politiets Efterretningstjeneste, som har både opgaven og ansvaret nationalt, dér hvor dilemmaerne i programmet, hybridkrigen og konsekvenserne opstår.

Rollefordelingen er uklar, selv på det niveau. Det er stærkt problematisk, at de ikke skaber sig et fælles situationsbillede af, hvad der egentlig sker ude i samfundet. Derudover kigger de på intet tidspunkt fremad. Hvad mon det næste dilemma (angreb..) mon er? Det står dem klart, at det er et komplekst hybridt angreb, fra en fjendtlig statsaktør, men de tænker ikke på, hvad fjendens mål eller næste skridt er. Hvor længe vil denne krise vare? Det er vigtigt at vurdere for de beslutninger, vi træffer, men den diskussion tager de heller ikke.

Sektoransvarets grimme ansigt

Undervejs i drøftelserne viser sektoransvaret sit grimme ansigt flere gange, og det er vigtigt at forstå. Første gang sker, da Hjemmeværnet tilbyder kommunerne hjælp med at flytte de sårbare borgere, men hvor politiet da lige skal blande sig.

”Det er kommunernes ansvar, og det kan jo være, at Hjemmeværnet skal bruges til noget andet,” siger han.

Det er den samme politirepræsentant, som mener, at man da lige kan hente nogle betjente fra Jylland til at håndtere Sjælland og øerne uden strøm i tre døgn uden at spørge om hjælp fra andre.

Hjemmeværnet er også klemt mellem to negle – og vil normalt heller ikke være selvstændigt repræsenteret i krisestaben – da der skal prioriteres mellem bevogtning af kaserne, eller bevogtning af energisektorens 400 kritiske installationer. Her kunne den kvikke repræsentant fra FE ellers have indskudt, at der nok ikke var en militær trussel mod de kaserner, men en højaktuel sabotagetrussel mod energiinfrastrukturen. Men det var nok ikke hans sektoransvar.

Pointen er, at sektoransvaret er så tungt, at ikke nok med at sektorer knapt tilbyder at hjælpe hinanden, så vil nogle sektorer faktisk blande sig i, hvad andre sektorer må tilbyde og få af hjælp. At det er Politiet, som gør det konkret her, er nok meget sigende.

Vigtig indsigt i national krisestyring

Der er flere andre punkter, som er værd at hæfte sig ved i programmet. Eksempelvis er jeg helt paf over, at staben vælger at betale hackerne i cyber-ransomware angrebet mod kraftværkerne 35 millioner kroner for at genåbne for adgangen. Hvordan kan de tro, at russiske hackere midt i et komplekst hybridt angreb dog vil åbne, hvis man betaler?!

Rasmus Dahlberg er også helt paf:

”Det må jeg sige,” udbryder han – for han kan nok ikke finde på andet at sige.

Andre opsigtsvækkende iagttagelser er, at Politiet mener at have nok betjente til at patruljere butikkerne, hvis plyndring af butikker begynder. At de ikke rigtig erkender, at selv Hjemmeværnet ikke har nok soldater til at bevogte alle transformatorstationerne, og at Politiet tror, at de vil have betjente til det. At der skal ganske få timer – under et døgn – til at presse en sådan krisestab, at få dem til at miste overblikket, og træffe beslutninger som eksempelvis at betale russiske hackere 35 millioner kroner og undlade at køre mad ud til sårbare borgere.

Når det er sagt, og kritikken er fremlagt, så synes jeg stadig, at det er et godt og vigtigt program. Rasmus Dahlberg konkluderer ved afslutning af episode 1, at det på under 24 timer er lykkedes at køre krisestaben ud, hvor grundlæggende principper ikke længere gælder (ifbm. cyber-angrebet, hvor de betaler). Det vigtige ved programmet er ikke, at den virkelige krisestab måske er lidt anderledes og forhåbentligt bedre forberedt.

Det vigtige er at oplyse, uddanne og forberede den brede befolkning på, hvordan krisestyring på det niveau kan se ud. Scenarierne er fuldt ud realistiske, og kombinationen af mange hændelser samtidigt er hybridkrigens natur. Vores fjende er dygtig til det, og vores samfund er sårbart.

Det er kun to år siden, at en snestorm på E45 ved Aarhus fangede en lokal beredskabstab så forkert, at bilisterne måtte overnatte i bilerne i snedriverne på motorvejen. Under Coronapandemien var der i hvert fald én episode, hvor der ikke var tid til at læse bilagene på trods af de andre gode takter.

Danmarks Radio har netop vist serien ”En Hemmelighed Under Jorden” om regeringsbunkeren REGAN VEST. Selvom truslen i dag er en anden, viser det program os, at for 50 år siden tog man det anderledes alvorligt og forberedte sig systematisk og seriøst selv på mindre sandsynlige scenarier.

Hvis man havde taget en kommunal krisestab fra 1977 og givet dem nutidens scenarier, havde det nok afdækket en mere samarbejdet stab. Se disse to serier ved siden af hinanden, og det, som vi kan lære af vores indstilling under Den Kolde Krig, står endnu klarere.

Krisestyring ER svært. Det er præcis derfor, at vi skal have en professionel stab, som øver det. Tak til Danmarks Radio, Rasmus Dahlberg og Lene Sandberg for at vise det så tydeligt i ”krisestaben”.