I sidste uge blev Europas største konference om desinformation, Disinfo2026, afholdt i Vilnius i Litauen. Konferencen arrangeres hvert år af den uafhængige organisation EU DisinfoLab og samler embedsmænd, journalister, forskere og tech-folk fra mange lande.
Det er et fagligt interessant forum, og programmet spænder altid vidt. Jeg plejer selv at deltage i konferencen, men kunne ikke i år. Dette indlæg handler imidlertid ikke om min planlagte udeblivelse, men andres pludselige frafald.
Kort før konferencen trak tre sponsorer sig: Værtslandet Litauens udenrigsministerium, Canadas Global Affairs og EU’s udenrigstjeneste European External Action Service (EEAS). Forløbet er beskrevet i artikler i The Guardian og Politico, som dette indlæg bygger på. Kilder, jeg betragter som troværdige.
Derudover har f.eks. redaktøren for FaktaBaari, den finske pendant til danske TjekDet, også skrevet om forløbet med henvisning til de nævnte artikler.
Amerikansk påvirkning på programmet
Ifølge The Guardian og Politico skyldtes frafaldet nemlig pres fra det amerikanske udenrigsministerium, fordi nogle af konferencens mere end 40 forskellige seancer behandlede USA som en aktør inden for fremmed informationspåvirkning. Et panel hed således “USA as a FIMI threat: adapt, acknowledge, push back”.
FIMI er EU’s egen betegnelse for netop dét: Fremmed informationsmanipulation og indblanding.
Er nogle sponsorskilte på en konference virkelig værd at diskutere? Det kan lyde som en bagatel i en verden med krige og konflikter. Men her er det værd at bemærke, at det amerikanske udenrigsministerium åbenbart mente, at det var.
Det virker som en påfaldende lav tolerancetærskel. Havde det amerikanske udenrigsministerium selv været sponsor og trukket sig, ville det have været én ting.
Noget andet er at få andre, herunder EEAS, til at gøre det. Ikke alle lod sig dog presse. Ifølge The Guardian var der fra det franske udenrigsministeriums side ”absolut ingen grund til at ændre engagement” i forhold til konferencen.
Naivt at tro andet
Det ville jo være naivt at lade, som om USA ikke forsøger at blande sig i europæiske forhold. Læs f.eks. den amerikanske sikkerhedsstrategi fra 2025.
Forsvarets Efterretningstjenestes offentlige trusselsvurdering UDSYN 2025 skriver i forbindelse med strategien:
”USA lægger ikke skjul på, at landet ønsker en anden retning for den politiske udvikling i Europa. Ifølge den amerikanske sikkerhedsstrategi fra november 2025 ønsker USA at støtte bevægelser, som udfordrer den aktuelle politiske retning i Europa.”
Det var samme risikovurdering, som blev vidt og bredt citeret for at skrive, at ”USA (nu) bruger sin økonomiske og teknologiske styrke som et magtmiddel, også overfor allierede og partnere.”
Det kender vi så udmærket til i Kongeriget.
Fra Kreml via Washington
Der er mange aktører i kampen i informationsrummet. USA er langtfra alene. Men USA er der også. Og der er en sammenhæng, som en europæisk desinformationskonference ikke kan se bort fra: Pro-russiske fortællinger finder vej til Europa via blandt andet amerikanske politikere og influencere på diverse platforme.
I 2024 deltog den amerikanske journalist Liz Wahl som taler på samme konference. Hun er tidligere vært på den russiske statsfinansierede kanal RT America, indtil hun for åben skærm sagde sin stilling op som protest mod den russiske annektering af Krim i 2014.
På konferencen sagde Wahl noget, jeg noterede i mine papirer: ”Det er efterhånden svært at se, hvor russisk desinformation slutter, og hvor (amerikanske) hjemmegroede konspirationsteorier begynder.”
Det er kun blevet tydeligere siden. Uanset hvor falske fortællinger har rod, må vi kunne diskutere, hvordan vi bør forholde os til dem. Vi må kunne diskutere, hvordan vi skal forholde os til en administration, der mildest talt har et løst forhold til sandheden.
Til FN’s generalforsamling i 2025 talte Trump om, at klimaforandringer er verdens største fupnummer. I 2026 talte han fra samme talerstol om, hvor mange krige han har stoppet, i et regnestykke, ingen andre kan få til at gå op. For nylig ytrede Trump igen, at præsident Zelenskyj kunne have afsluttet krigen mange gange, og at Ukraine bør få en ny præsident.
Elefanten i rummet
Det er alt dette og meget mere, der gør, at sagen er større end en uafhængig europæisk konference om informationspåvirkning og nogle frafaldne statslige sponsorer.
Det indirekte pres er et faresignal. For når statslige sponsorer giver efter, medfører det risiko for, at fremtidige arrangører af konferencer eller andre projekter udøver selvcensur, uden at nogen behøver at gøre noget.
Vi kan godt lade, som om vi ikke kan se elefanten i rummet. Men det forsvinder den ikke af.
En europæisk desinformationskonference i 2026, der ikke – også – taler om USA, gør ikke sit arbejde. Disinfo2026 gjorde det heldigvis, bare med færre sponsorer. Eliot Higgins, grundlæggeren af open source-organisationen Bellingcat, opsummerede ironien på LinkedIn:
“Så svaret på, hvem der blandede sig i Disinfo2026, var det amerikanske udenrigsministerium, som hørte, at vi ikke kunne lide amerikansk fremmed indblanding, så de indførte noget amerikansk fremmed indblanding i vores konference om amerikansk fremmed indblanding.”
Jeanette Serritzlev er militæranalytiker med speciale i desinformation og hybride trusler ved Institut for Militære Operationer på Forsvarsakademiet. Hun skriver som privatperson og ikke i sin egenskab af ansat ved Forsvarsakademiet.