Jeg gav den én med krabasken. I en leder skrev jeg i dag, at politikerne burde finde en civil operatør til hurtigst muligt at løsne Eskadrille 722 fra opgaven med at flyve redningsberedskab og lade Forsvarets EH-101 helikoptere koncentrere sig om de militære opgaver som taktisk troppetransport. Den holdning kan man stadig godt argumentere for, men jeg erkender blankt, at jeg her til aften har fået den revideret en del.

Uheldigvis optrådte der flere faktuelle fejl i min artikel, og det skulle man ikke læse mange af kommentarerne fra opslaget på Facebook for at forvisse sig om. Er der noget, jeg som journalist går op i – så er det at skrive korrekt og undgå faktuelle fejl. Det levede min leder ikke op til, fandt jeg ud af.

Jeg kontaktede en af kommentatorerne fra Facebookopslaget og bad vedkommende ringe, så jeg kunne høre, hvilke faktuelle fejl, der optrådte i artiklen. Det afstedkom en interessant samtale, som giver anledning til en vigtig refleksion. Kilden forretter til daglig tjeneste i Eskadrille 722 og ved, hvad vedkommende taler om, men er også meget bevidst om ikke at videregive følsomme oplysninger.

Jeg fortalte, som sandt var, at jeg byggede min holdning på samtaler med kilder, som jeg har stor tillid til – og ikke har nogen som helst grund til at betvivle. Men de faktuelle fejl var åbenlyse.

Helt forkert påstand om vagtplaner

Jeg skrev i min leder, at besætningerne grundet manglende flystel var overgået til 12-timers vagter. Det er åbenbart ikke korrekt. Eskadrille 722 opererer med 72-timers vagter, og det har eskadrillen haft en aftale med både fagforeninger og Forsvaret om i 20 år. Videre skrev jeg, at Eskadrille 722 havde sendt to helikoptere til Grønland med Søværnets skibe. At de er sejlet til Grønland, er sådan set rigtigt nok, men det skete ikke med Søværnets skibe.

Jeg skrev videre, at de var sejlet, fordi de ville være tvunget til eftersyn med det samme ved ankomst til Grønland, hvis de var fløjet og havde brugt dyrebare flyvetimer på transporten. Sandheden er, at en EH-101 har 60 flyvetimer mellem hvert serviceeftersyn. Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste vurderer ikke, at det i øjeblikket er muligt gennemføre et eftersyn på Grønland, og derfor ville helikopterne skulle sejles tilbage til Danmark til eftersyn.

Men i virkeligheden er idéen med at sejle helikopterne til Grønland et forsøg på at få flere flyvetimer i Grønland. I stedet for at bruge halvdelen af flyvetiden på transport, foreslog Eskadrille 722 selv at lade de to helikoptere til øvelsen Arctic Shield transportere med skib for derved at kunne anvende alle 60 flyvetimer i Grønland og opbygge dyrebar erfaring med at flyve i det arktiske område.

Jeg refererede i min leder til Rigsrevisionens seneste beretning fra august, som endnu en gang kritiserer redningsberedskabet for ikke at leve op til de stillede krav. På baggrund af min snak med kilden i 722 kan jeg konstatere, at også Rigsrevisionen kan løbe med en halv vind. I beretningen kritiserer statens revisorer redningsberedskabet for at have være forsinket i 106 tilfælde på fem år. Men som kilden forklarer, skyldtes det i 93 af tilfældene, at helikopteren skulle have fyldt mere brændstof på tanken grundet opgavens lange distance – som eksempelvis flyvning til en boreplatform. Når helikopterne ikke holder fuldt tankede på SAR-vagter (search and rescue), skyldes det hensynet til operationsfrihed og løftekapacitet.

EH101 har markante fordele

Når jeg gerne lader mig overbevise om, at det måske alligevel ikke er løsningen bare at skifte Forsvarets EH101 ud med en civil operatør, skyldes det ikke mindst, at EH101 kan flyve i al slags vejr – også med iskrystaller i luften. Helikopteren har masser af varmelegemer, og det gør den dyr – men pålidelig også i en snestorm. Samme luksus kan de fleste mindre civile helikoptere ikke levere.

Kritikken af helikopteren har gennem hele EH101’s levetid ofte drejet sig om mangel på reservedele. Men det skyldes ifølge min kilde ikke, at selv enkle og billige reservedele skulle være i restordre hos leverandøren Leonardo. I stedet har det handlet om et indkøbsregime, som primært grundet økonomi ikke gav Eskadrille 722 og siden Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste mulighed for at opbygge et lager af livsvigtige reservedele. De kunne først bestilles – ofte med lang leveringstid, når de rent faktisk stod og skulle bruge dem.

Hvordan kunne jeg så ende med at skrive en leder, som indeholdt faktuelle fejl og manglede væsentlige nuancer? Den korte version er, at jeg ikke kontrollerede oplysningerne fra mine kilder, før jeg satte mig til tastaturet. Det er en god lære, som fører til refleksion både hos mig og min kilde.

Fagpersonerne i den operative del af Forsvaret vil gerne fortælle, hvad de laver. Men Forsvarets tavshedsregime holder kommunikationen i en meget kort snor. Jeg har adskillige gange bedt om interview med generalmajor Jan Dam, som det aldrig er lykkedes mig at få i tale. Forsvarschefen har indskærpet overfor alle i Forsvaret, at personellet med den øgede trussel skal være mere påpasselige med at tale med typer som mig.

Derfor lukker de i, kontakter os mindre og er i det hele taget en udfordring at få i tale. Konsekvensen er, at vi i pressen skriver både journalistiske artikler og kommentarer, klummer og ledere på baggrund af den viden, som vi har adgang til. Man kan med rette anklage mig for i dag at være sprunget over, hvor gærdet var lavest, for noget af informationen kunne jeg have fået ved at researche bedre på EH101. Men jeg stolede på Rigsrevisionen og de kilder, som jeg havde talt med.

At jeg ikke ventede, til jeg havde stillet spørgsmål gennem Forsvarskommandoens pressetjeneste, kan jeg i bagklogskabens klare lys godt ærgre mig over.

Konklusionen er, at jeg gerne siger undskyld til Eskadrille 722.