I dag går Dannebrog til tops over hele landet. 5. september, flagdagen for Danmarks udsendte er en smuk tradition, og den er velfortjent.

Men når talerne er holdt og flagene rullet sammen, står spørgsmålet tilbage: Hvad vil vi egentlig med vores veteraner resten af året? Arbejdet med borgerforslaget om Afghanistan-udredningen har givet mig anledning til at reflektere over netop det.

Lad mig begynde et sted, der ofte overses; at en veteran ikke bare én ting. Begrebet dækker enhver, der har været udsendt for Danmark i international tjeneste, uanset hvor og hvornår. Men det siger næsten intet om de mennesker, det dækker over.

Men bag ordet gemmer sig vidt forskellige skæbner. Den nyudsprungne konstabel på 22 år og den pensionerede oberst på 70 år. Hende, der kom hjem for tre uger siden, og ham, der var i Congo i 1960. Den, der bærer sin udsendelse som sit livs stolteste kapitel, og den, der ikke har sovet en hel nat, siden han kom hjem. Dem, der næsten aldrig tænker på det, og dem, for hvem det fylder hver eneste dag.

Ved udgangen af april 2026 var der registreret 42.900 veteraner, men da registreringen først blev elektronisk i 1992, er det reelle tal siden 1948 langt højere, op mod 60.000. Fra Gaza og Cypern i de tidlige år, over Balkan, Irak og Afghanistan, til dem, der gør tjeneste ude i verden lige nu.

Det er en umådeligt broget flok, og derfor er det så svært at tale om ”veteranerne”, som var vi én gruppe med samme behov.

Svært at rumme i én fortælling

De fleste kommer hjem i god behold og lever et almindeligt liv videre. Ofte med kompetencer, som civile arbejdsgivere burde stå i kø efter at få fat i: Evnen til at holde hovedet koldt, tage ansvar og løse opgaven. 

Der kører netop nu en kampagne, blandt andet med tidligere forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen i spidsen, om at se veteraner som en styrke for erhvervslivet. Det er rigtigt, og det er på tide at få det budskab ud. 

Men et så bredt begreb som “veteran” er svært at rumme i én fortælling. Jo mere vi taler om veteraner som en ressource, jo større er ansvaret for ikke at tabe dem, der lige nu ikke kan være det.

For veteraner er også dem, der skal finde fodfæste igen. Lære at oversætte de militære kompetencer til en civil hverdag, hvor ingen råber ordrer, og hvor kasernens faste struktur pludselig er væk.

Og veteraner er også de, der har det allersværest. De fysisk sårede, der må slås for den rette behandling. Dem med PTSD, der ikke længere kan arbejde. Dem med moralske skader, der nager samvittigheden længe efter hjemkomst. Dem, der er endt i misbrug.

Vi har allerede i første halvdel af 2026 mistet veteraner, der selv traf den ultimative beslutning og satte punktum for livet. Hver eneste er en tragedie, der sender ringe gennem en hel familie og en hel våbenbroderkreds.

Og forskningen peger på et foruroligende efterslæb: Blandt de veteraner, man har undersøgt, skete halvdelen af selvmordene mere end ti år efter hjemkomst. For de nyere generationer af udsendte kender vi altså reelt ikke det fulde billede endnu. Kampen er ikke slut, bare fordi man ikke blev ramt af en kugle dernede.

Båret af frivillige kræfter

Det bemærkelsesværdige er, hvor stor en del af den indsats, der favner alle disse mennesker, alle disse veteraner, der bæres af frivillige kræfter. Gode kræfter, der selv rejser initiativer eller bakker op om dem, der findes.

Fonden Danske Veteranhjem driver seks veteranhjem rundt i landet, i Slagelse, København, Odense, Aarhus, Aalborg og Fredericia, som lever af frivillighed og kammeratskab. Her er der plads til pandekager, foredrag, træning og snak om gamle dage. Men der er også midlertidig plads til den sårbare veteran, der for en tid ikke kan være hjemme, eller måske slet ikke har et hjem.

Alene sidste år havde hjemmene over 10.000 besøgende og tilbød mere end 500 gratis overnatninger til udsatte veteraner. Overalt dukker desuden fællesskaber op; om sport, om det sociale, om behovet for at være sammen med nogen, der forstår. Det er uvurderligt.

Organisationer som Danmarks Veteraner & Veteranstøtten favner begge dele på én gang: Den akutte, kammeratlige håndsrækning til den enkelte og det lange, seje træk for veteranernes vilkår på det officielle, politiske niveau. Begge dele er nødvendige.

Men det er værd at stoppe op ved, at så meget af omsorgen for dem, staten sendte i krig, hviler på frivillige hænder. 

Uafhængigt af postnummer

Det offentlige er dog også så småt kommet efter det. I 2025 havde mere end 70 af landets 98 kommuner en veterankoordinator, en fast kontaktperson, der hjælper veteraner med at finde vej i systemet. Nogle kommuner har endda en egentlig veteranpolitik. Det er godt.

Men det er også her, problemet bliver tydeligt: Indsatsen er alt for forskellig fra kommune til kommune. I omkring halvdelen af kommunerne er koordinatoren kun på deltid, nogle steder med ganske få timer om ugen. 

Og når en af de mest sårbare veteraner skal visiteres til et specialiseret tilbud som Surfgaarden i Thy, der hjælper svært ramte med PTSD og ofte misbrug oveni, bør det ikke afhænge af, hvilken kommune man tilfældigvis bor i. 

Den slags tunge, specialiserede indsatser burde være uafhængige af postnummer, visiteret gennem et styrket Veterancenter og betalt af staten. 

Der er behov for en langt stærkere indsats fra centralt hold, så det ikke er et spørgsmål om held og geografi, om man får den rette hjælp. Frivilligheden er guld værd, men den kan ikke bære det tunge ansvar alene. 

Og et samfund bliver i sidste ende målt på, hvordan det behandler sine mest udsatte. Uden at glemme alle de andre. Begge dele på én gang. Som Kim Larsen sagde det: “Jeg kan ikke forstå, hvad en regering skal gøre godt for, hvis det ikke er for at hjælpe de svage. De stærke skal sgu nok klare sig.”

Vi skal hylder alle og gribe de udsatte. Hver gang. 

Mere end skåltaler

Pengene er der sådan set. I november 2024 indgik forligskredsen en veteranaftale på 2,4 milliarder kroner frem til 2033, den hidtil største. Nu handler det om, at pengene bruges klogt, og at hjælpen bliver ens – bliver tilstrækkelig – uanset hvor man bor.

Der er også en anden form for anerkendelse, vi skylder at tage alvorligt. Ikke bare skåltalen på flagdagen, men den, der koster noget. Gratis offentlig transport? En skattefri erstatning? Et fradrag?

Der er ikke ét entydigt svar, og det skal der heller ikke være. Men debatten fortjener mere end fine ord én gang om året.

Alt, alt for ofte oplever jeg, at politikere alene interesserer sig for veteransagen, når den egner sig til en selfie og et SoMe-opslag. Da Donald Trump i januar hånede de danske soldaters indsats, stod de i kø for at fordømme ham. Men det var veteraner der under #NoWords for alvor sagde fra.

Under mærkedage og i faklers skær er den politiske tilslutning overvældende. Men når det gælder det seje, konkrete arbejde, bliver der pludselig stille.

Tag formodningsreglen. Den betyder, at myndighederne som udgangspunkt skal formode, at en veterans PTSD skyldes udsendelsen, så omkring 400 veteraner, der tidligere fik afvist deres sag, kan få den genprøvet. Den blev aftalt politisk i november 2024.

Der gik næsten to år, før der overhovedet lå et lovudkast, mens PTSD-ramte veteraner og deres familier ventede i uvished. Nu er forslaget endelig sendt i høring, og det er godt nyt. 

Men når politikerne i dag tager æren, bør de også huske deres del af forhalingen. Og staten står med en kæmpe opgave: at samle op. Ikke bare på dem, der fik nej, men på alle dem, der aldrig søgte, fordi de ikke orkede endnu et afslag.

Slettet fra historieskrivningen

Og så er der den sag, der satte mine egne refleksioner i gang. Folketinget bestilte selv en uvildig udredning af Afghanistan-krigen, men lavede så en ordning, der lod politikerne slette deres egne navne fra central dele af den.

Det krævede et borgerforslag med 50.000 underskrifter, båret frem af veteraner, soldater, pårørende og mange andre, at få dem til at tage ansvar. Flere politikere har selv erkendt, at det var presset udefra, der flyttede dem.

Tænk over det. Selv retten til at lære af den krig, vi sendte soldater i, har veteranerne skullet kæmpe for.

Og listen af veteraner vokser i disse år. Nye missioner betyder nye udsendte, og veteranbegrebet skal fremover også rumme dem, der kommer hjem fra tjeneste i nye brændpunkter.

Behovet forsvinder ikke. Det vokser.

De øvrige 364 dage

Så i dag hejser jeg flaget med stolthed. For kammeraterne, for dem der kom hjem og fandt fodfæste, for dem der stadig kæmper, og for dem der ikke kom hjem.

Vi skal alle huske, at en flagdag aldrig kan stå alene. Den skal afspejle en respekt, der er der hele året, ikke træde i stedet for den. 

Derfor er min opfordring til politikerne, inden de i dag løfter telefonen til en selfie: Kig indad først. Kan I ærligt sige, at I også arbejder for veteranerne de øvrige 364 dage, så tag endelig billedet. Men hvis svaret er nej, så overvej, om det er respekt eller det stik modsatte kun at være der den ene dag.

I det tilfælde ville den smukkeste gestus være at lade billedet af sig selv blive i lommen og i stedet lade soldaterne fylde. Anerkendelse måles ikke i taler eller opslag, men i handling resten af året.

Veteranerne har kæmpet nok. Nu er det på tide, at andre kæmper for dem.

Morten Kromann er dommerfuldmægtig ved Københavns Byret og var udsendt fire gange mellem 2008 og 2013 som soldat i Afghanistan. Han er initiativtager til borgerforslaget om åbenhed i Afghanistan-udredningen. Han skriver på egne vegne.

Hvis du er i krise eller har selvmordstanker, er det vigtigt, du taler med nogen. Kontakt din egen læge, lægevagten eller Livslinien på tlf. 70 201 201, hvis du har brug for hjælp.