Kommentar. Berlingske harcelerer over, at islamiske kræfter får lov til at undergrave både Danmark og andre lande i Europa. Men avisen glemmer at nævne, at den sikkerhedspolitiske trussel også kommer indefra – nemlig fra Tyrkiet.
Tyrkiet blev medlem af Nato i 1952. I år er landet så vært for det kommende Nato-topmøde, der afholdes i Ankara fra 7. til 8. juli. Den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio har allerede sagt, at der bliver tale om ”afgørende ændringer” i organisationen af den vestlige forsvarsalliance.
Som flere har antydet, betyder det formentlig en reduktion af støtten til Europa på grund af den amerikanske præsident Donald Trumps skuffelse over manglen på europæisk opbakning til krigen mod Iran. Tyrkiet vil givetvis benytte lejligheden til at fremme sin egen strategiske betydning og tilbyde at komme Europa til undsætning.
Det er dog et tilbud, der af flere grunde vil være klogt at afslå.
Tidligere under den kolde krig var Tyrkiet en pålidelig allieret. Men i 1964 truede Tyrkiet med at invadere Cypern på grund af konflikten mellem tyrkisk-cyprioterne og græsk-cyprioterne. Da der var risiko for, at Sovjetunionen, der støttede den græsk-cypriotiske gejstlige præsident Makarios, ville gribe ind, advarede USA’s præsident Lyndon B. Johnson Tyrkiets premierminister Ismet Inönü om, at landet ikke kunne regne med Nato’s støtte.
Et uløst problem
Ti år senere invaderede Tyrkiet alligevel Cypern, og den tyrkiske besættelse af den nordlige del af øen udgør fortsat et uløst problem. Da Tyrkiet begyndte optagelsesforhandlinger med EU i oktober 2005, gik de allerede i stå i december 2006, fordi Tyrkiet nægtede at anerkende den cypriotiske republik.
Siden 2002 har der været en ny regering ved magten, ledet af Recep Tayyip Erdogan, der har haft en anden tilgang end tidligere. Allerede i 1994, da han blev valgt som borgmester for Istanbul for det islamiske Velfærdsparti (RP), erklærede han, at han var tilhænger af sharia (islamisk lovgivning).
Artiklen fortsætter under henvisningen …
I 1997 gjorde Erdogan det tydeligt, at ”demokrati ikke er vores mål, det er et middel”. Året efter blev Velfærdspartiet opløst af forfatningsdomstolen, og Erdogan fik en kortvarig fængselsdom. Men Erdogan havde lært lektien. Da AKP (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet), der blev stiftet i 2001, kom til magten året efter, blev det fremstillet som vestligt orienteret, reformistisk, moderat og neoliberalt. Men EU og USA blev narret.
Et måske kommende EU-medlemskab blev brugt som skalkeskjul for et opgør med AKP’s sekulære modstandere og militæret, der førte til en række skueprocesser fra 2008 til 2013. Samtidig forklarede Erdogan, at det var AKP’s mål at opdrage en religiøs generation, hvilket førte til en total omkalfatring af uddannelsessystemet.
I sommeren 2013 gik det dog galt for Erdogan. Et ungdomsoprør mod Erdogans styre begyndte med besættelsen af en lille park i Istanbul og bredte sig til hele landet. Men det blev brutalt slået ned. I juli 2016 førte et afværget kupforsøg til en udrensning af den tyrkiske imam Fethullah Gülens bevægelse, som ifølge regeringen stod bag komplottet.
Nu er turen så kommet til det sekulære oppositionsparti, CHP (Republikansk Folkeparti).
Tyrkiets grundlægger
CHP-partiet blev stiftet i 1923 af Mustafa Kemal Atatürk – det moderne Tyrkiets grundlægger. Sidste år blev partiets populære borgmester i Istanbul, Ekrem Imamoglu, dog arresteret. Ekrem Imamoglu står nu over for 142 anklager, hvilket ifølge den franske avis Le Monde kan give ham en fængselsdom på op til 2.352 år.
Derudover er partiets leder Özgür Özel sammen med flere andre CHP-borgmestre blevet fjernet. Med støtte fra beredvillige domstole har Erdogan undertrykt al opposition og stadfæstet et autoritært styre i Tyrkiet, mener flere medier.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Hollandsk forsvarsminister vækker opsigt med ny udtalelse om F-35 kampflyet
Økonomisk går det heller ikke godt for Erdogan. Landet kæmper med en tårnhøj inflation, og befolkningen lider.
Samtidig har Tyrkiet rent udenrigspolitisk været på slingrekurs til trods for sit medlemskab af Nato og målet om på sigt at blive medlem af EU. For otte år siden understregede Erdogans chef for internationale relationer, Ayşe Sözen Usluer, at Tyrkiet igennem de sidste 10-15 år ikke havde følt noget behov for at vælge mellem Øst og Vest eller USA og Rusland.
Tyrkiets tætte samarbejde med Vladimir Putins Rusland og købet af S-400-luftforsvarssystemet har ført til en konflikt med USA, hvilket har udløst de såkaldte CAATSA-sanktioner. Tyrkiet har endda bejlet til den omdiskuterede SCO (Shanghai Cooperation Organisation) og søgt om medlemskab af BRICS. Desuden pointerer Europa-Parlamentet i sin seneste landerapport, at der er ringe overensstemmelse mellem Tyrkiets udenrigspolitik og EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Vil hjælpe Ukraine
Sidste år blev Tyrkiets udenrigsminister Hakan Fidan alligevel inviteret til London for at deltage i det stiftende møde af ”de villiges koalition” til forsvaret for Ukraine. Her udtrykte Fidan Tyrkiets interesse i at være en del af Europas nye sikkerhedsstruktur.
Under det kommende Nato-topmøde i Ankara vil Tyrkiet formentlig lægge op til, at landet nu skal være en del af koalitionen, hvilket umiddelbart lyder tillokkende, fordi tyrkerne har Natos andenstørste hær og har udviklet en række avancerede våbensystemer.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Sandheden om Grønland ligger et helt andet sted, end Trump siger
I april sagde EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen imidlertid i en samtale med den tyske avis Die Zeits chefredaktør, Giovanni di Lorenzo, at Europa direkte skal afskærme det europæiske kontinent fra at kunne påvirkes af Rusland, Tyrkiet og Kina.
“Vi skal tænke større og geopolitisk,” sagde hun.
Tyrkiet er heller ikke inkluderet i Europas forsvarsprogram for 2028-2034 og i EU’s forsvarsindustrielle investeringsinstrument SAFE.
Sidste år udtrykte Europa-Parlamentet endda bekymring over, at Tyrkiet med sin kritiserede tilgang først og fremmest ønsker at fremme sine egne interesser, og i år skal advarslen derfor være klar. De tyrkiske myndigheder bør lægge mindre vægt på landets kapaciteter inden for sikkerhed og forsvar for i stedet at gøre noget ved den alvorlige demokratiske tilstand, som landet befinder sig i.
Robert Ellis er international rådgiver på RIEAS (Research Institute for European and American Studies) i Athen.