DEBAT. Spørgsmålet er ikke, om der skal være mere eller mindre debat. Spørgsmålet er, hvordan vi organiserer en kvalificeret, ansvarlig og strategisk offentlig samtale om militære forhold i en tid med stigende trusler.

Danmark befinder sig i en sikkerhedspolitisk situation, der er fundamentalt anderledes end for bare få år siden. Krigen i Ukraine, eskalationer i Mellemøsten og en generel stormagtskonkurrence har flyttet os fra en periode med relativ stabilitet til en periode præget af usikkerhed, oprustning og potentiel konflikt.

I en sådan situation er der et åbenlyst behov for oplysning. Offentligheden skal forstå, hvad der sker, hvorfor der investeres trecifrede milliardbeløb i forsvaret, og hvilke risici Danmark står overfor. Demokratisk legitimitet forudsætter indsigt.

Men samtidig er der en grænse. Ikke alt kan – eller bør – diskuteres åbent. Militær kapacitet, operative planer, sårbarheder og prioriteringer er i sagens natur følsomme. En stat, der fuldt ud åbner disse diskussioner, svækker sig selv. Uenighed kan bruges af vores modstandere – det være sig direkte fjender som Kina og Rusland, eller USA som modstander i forhold til Grønland – til at slå splid internt.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Forsvaret gav ulovlig ordre til åbenmundet kaptajn

Det er dette spændingsfelt, sagen om Forsvarsakademiet (FAK) og Forsvarskommandoen (FKO) udstiller og senest diskussionen om bemanding i Nordatlanten viser. Og det er her, debatten ofte bliver for unuanceret.

Den danske tradition

Danmark har historisk haft et anstrengt forhold til sikkerhedspolitisk debat.

I mellemkrigstiden udviklede diskussionen sig til en direkte magtkamp mellem Hæren og Søværnet. Ressourcekampen blev ført i offentligheden, og resultatet var ikke oplysning, men splittelse og svækket strategisk retning. Det er en erfaring, der sidder dybt i den militære institution. Efter 1945 valgte man derfor en anden model: kontrolleret oplysning.

Her spillede Atlantsammenslutningen en central rolle. Den blev etableret som et civilt forum for sikkerhedspolitisk debat, men med tæt forbindelse til Forsvaret. Mange officerer deltog – ikke som repræsentanter for institutionen Forsvaret men som borgere med en faglig indsigt.

Det var en måde at balancere behovet for oplysning med behovet for kontrol. Denne balance forudsatte imidlertid også noget andet: en ledelse, der turde give plads til debat.

Bruddet i 1990’erne

Den sidste forsvarschef, der aktivt beskyttede officerers mulighed for at deltage i den offentlige debat, var general Jørgen Lyng i 1990’erne. Siden da er der sket en gradvis indsnævring. Ikke nødvendigvis gennem formelle forbud, men gennem kultur: signaler, karrierehensyn og en stigende centralisering.

Resultatet er det, vi ser i dag: en udbredt selvcensur. Når forskere og officerer fortæller, at de “ikke bliver opfordret” til at deltage i den offentlige debat, er det i praksis en effektiv begrænsning – uden at nogen formelt har indført den.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

»Danmark er ikke nogen supermagt«

Eksempelvis har Berlingske dokumenteret, at Forsvarets øverste ledelse ønskede at reducere Forsvarsakademiets offentlige formidling markant. Det omfattede bl.a. nedlæggelse af pressevagt og ekspertoversigt, central godkendelse af forskning og medieoptrædener, reduktion af formidling til offentligheden samt overvejelser om uniform og medieoptrædener.

Planen blev delvist trukket tilbage efter politisk kritik. Det er dog vigtigt at forstå, at dette ikke er et enkeltstående administrativt initiativ. Det er et symptom på en bredere institutionel udvikling.

For lidt offentlig debat

Når Danmark investerer massivt i Forsvaret, er det ikke blot legitimt – men nødvendigt – at offentligheden har adgang til kvalificeret, faglig viden. Hvis Forsvarsakademiets forskere ikke deltager i den offentlige debat, opstår der et tomrum. Det bliver enten udfyldt af, udenlandske analyser, politisk spin eller af uinformerede kommentarer. Ingen af delene er naturligvis ønskelige.

På dette punkt er kritikken af Forsvarets ledelse berettiget: der er en risiko for, at man underminerer sin egen legitimitet, hvis man tier. Men kritikken rammer kun halvdelen af problemet. Den anden halvdel ligger hos Forsvarsakademiet selv. Der er opstået en forestilling blandt nogle ansatte om, at de har samme forskningsfrihed som universitetsansatte. Det har de ikke. Forsvarsakademiet er ikke et universitet. Det er en del af Forsvaret.

Det betyder tre ting:

1. Formålet er ikke fri forskning, men militær relevans. Forskningen skal understøtte opbygning af kampkraft og operativ evne.
2. Der er en loyalitetsforpligtelse. Ansatte er en del af en hierarkisk organisation med klare kommandostrukturer.
3. Ytringsfrihed er ikke det samme som taleret. Man har ret til at ytre sig – men ikke nødvendigvis ret til at gøre det som repræsentant for institutionen.

Når debatten fra FAK derfor nogle gange flyttes ud i medierne, er det ikke nødvendigvis et tegn på en sund debat. Det kan også være et tegn på manglende klarhed om roller. Det gælder eksemplvis diskussionen om at bruge uniformen som symbol i medierne. Det bliver hurtigt absurd, hvis en ekspert taler i civil, men udelukkende har sin viden fra sin militære ansættelse. Uniformen signalerer autoritet – men også institutionel tilknytning. Problemet er derfor ikke uniformen i sig selv. Problemet er uklarheden om, hvem der taler.

Er det individet, forskeren eller institutionen?

Debatten om bemanding

Endelig er der debatten om bemandingen af sejlende enheder i Nordatlanten. Den illustrerer, at der mangler løsninger på bemandingsproblemerne i Forsvaret. Det har udløst en dyb og forståelig frustration blandt de ansatte. Imidlertid er det helt forkert at gå i medierne og fortælle om bemandingsproblemer i de sejlende enheder. Det er operative oplysninger, der ikke skal ud.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Inspektionsskibe mangler hver fjerde soldat, og resten er i alvorlig mistrivsel

Jeg er dybt foruroliget over, at fagforeningerne, Forsvarets ledelse og Forsvarsministeriet ikke kan håndtere disse problemer, og at vi ikke har mandskab nok. Der må og skal findes en løsning. Men offentlig debat om bemanding og konsekvenser for beredskab giver alt for stor indsigt for vores fjender, og ikke mindst skaber det en fortælling, der ligner den, vi tidligere har set blandt sygeplejersker og folkeskolelærere, hvor man taler sig selv så meget ned, at det i sidste ender er med til at skabe rekrutteringsproblemer.

Strategisk kommunikation

Det centrale spørgsmål er derfor ikke, om der skal være mere eller mindre debat. Spørgsmålet er: hvordan organiserer man en kvalificeret, ansvarlig og strategisk offentlig samtale om militære forhold i en tid med stigende trusler?

Her fejler Forsvaret, Forsvarsakademiet og de, der går i medierne med problemerne. Forsvaret fejler, hvis det forsøger at lukke debatten ned gennem kontrol og signaler. Det skaber mistillid og svækker den demokratiske forankring.

Forsvarsakademiets ansatte fejler, hvis de agerer som universitetsforskere uden at anerkende deres rolle som en del af en militær organisation. Og de andre ansatte i Forsvaret kan give et indblik til andre, som de ikke skal have.

En bæredygtig model kræver derfor en klar rollefordeling om, hvad rolle Forsvarets ansatte har – herunder de ansatte på FAK. Hvornår taler man som privatperson, og hvornår taler man på vegne af Forsvaret? Dette skal være eksplicit – ikke implicit. Der skal samtidig være en aktiv beskyttelse af den faglige debat. Det betyder, at ledelsen ikke blot bør tolerere debat, men aktivt beskytte den – inden for klare rammer. Det kræver lederskab, ikke kontrol. Og sidst men ikke mindst skal der være en strategisk udvælgelse af åbenheden. Det betyder, at ikke alt skal deles, men det, der skal deles, skal være kvalificeret, relevant og rettidigt.

Det er forskellen på kaotisk debat og strategisk kommunikation.

En ny geopolitisk virkelighed

Sagen om Forsvarsakademiet og bemandingen i Nordatlanten er ikke blot en historie om ytringsfrihed. Det er en historie om en stat, der forsøger at finde balancen mellem åbenhed og sikkerhed i en ny geopolitisk virkelighed. Problemet er ikke, at Forsvaret ønsker kontrol. Den er nødvendig. Problemet er, at kontrollen risikerer at kvæle den faglige debat. Men omvendt er problemet heller ikke kun Forsvaret.

Hvis Forsvarsakademiets ansatte vil have fuld forskningsfrihed, findes der et sted for det: universiteterne. Hvis de vil være en del af Forsvaret, må det acceptere de vilkår, der følger med. Det afgørende er derfor ikke at vælge mellem åbenhed og lukkethed. Det afgørende er, at forstå at begge dele er nødvendige – og at balancen mellem dem er blevet en af de centrale sikkerhedspolitiske udfordringer i sig selv.

Lars Bangert Struwe, ph.d. er ejer og foredragsholder i Geopol Strategi og sikkerhedspolitisk seniorkonsulent i Influenter og Atlantsammenslutningen.