DEBAT. Siden 2021 har posten skiftet mellem Søren Gade, Torsten Schack Pedersen og Hans Andersen. Tre personer på fem år. Det er ikke kontinuitet. Det er rotation, og det er useriøst, skriver Daniel Karpantschof i et åbent brev til Folketinget.
Først og fremmest et tillykke til de nyvalgte medlemmer af Folketinget. Tillykke til de blivende. Måske også et tillykke til de fritstillede. Mens den kommende statsminister leder forhandlingerne om Danmarks næste regering, vil jeg bede jer om at have én konkret ting med i jeres overvejelser om det kommende folketingsarbejde:
Tag udpegningen af den kommitterede for Hjemmeværnet seriøst.
Det er ærgerligt for Folketinget, at Hans Andersen ikke blev genvalgt. Faktisk et tab. Men det interessante er ikke personen. Det er signalet ved hans opslag på sociale medier. For i sine opslag om ikke at blive genvalgt nævner han ikke Hjemmeværnet. Som han er kommitteret for. Ikke med ét ord. Og det er svært at læse som andet end et symptom på noget større.
Artiklen fortsætter efter henvisningen …
»Hjemmeværnet har haft en lidt usynlig rolle i forhold til de militære opgaver«
Siden 2021 har posten skiftet mellem Søren Gade, Torsten Schack Pedersen og Hans Andersen. Tre personer på fem år. Det er ikke kontinuitet. Det er rotation. Og det er useriøst. Det sker samtidig med, at Hjemmeværnet vokser i betydning, i størrelse og i kritisk betydning for samfundet.
At have fire ledere på seks år er useriøst. Men der er noget endnu vigtigere, som risikerer at gå tabt i den måde, posten behandles på.
Forankret i befolkningen
Hjemmeværnet er ikke bare en militær kapacitet. Det er en af de mest særegne konstruktioner i det danske demokrati. En frivillig styrke. Forankret i befolkningen. Underlagt staten. Og forbundet direkte til de folkevalgte gennem den kommitterede. Det er et bindeled, som mange lande misunder os.
Det er her, den demokratiske legitimitet ikke bare formelt eksisterer, men leves i praksis. Hvor borgere ikke blot vælger deres repræsentanter, men selv træder ind og løfter en del af statens mest grundlæggende opgave: sikkerhed.
Artiklen fortsætter under opslaget …
Hjemmeværnet består af en fastansat struktur og en frivillig struktur. Op igennem alle led af Hjemmeværnets ledelse, fra underafdeling, op igennem de respektive værn, til formandskabet, suppleres den faste struktur af en frivillig/civil. Og fra det hyperlokale til det nationale formandskab, tages denne dobbelte civile/frivillige-fastansatte organisation seriøst.
Mellem intention og virkelighed
Denne helt særlige, danske model, er unik. Og truet. Ikke fordi de frivillige mangler vilje (for vi vokser kraftigt disse dage!). Ikke fordi de fastansatte mangler professionalisme eller kompetencer (for det er fanme nogle dygtige, engagerede folk vi har).
Men fordi forbindelsen til det politisk-demokratiske niveau kun er så stærk, som man vælger at gøre den. Og lige nu bliver den ikke taget alvorligt nok. For hvad sker der, når det bindeled bliver svagt?
Så begynder afstanden at vokse. Mellem dem, der beslutter, og dem, der udfører. Mellem intention og virkelighed. Mellem Folketinget og det Hjemmeværn, der hver dag omsætter beslutninger til handling.
Artiklen fortsætter efter henvisningen …
Krisemøde på Høvelte efter afsløringer: “Det styrker ikke tilliden til ledelsen”
Det er ikke en abstrakt risiko. Det er en meget konkret organisatorisk konsekvens. Der er tusindvis af frivillige, som stiller deres tid til rådighed. Der er fastansatte, som driver en organisation i vækst og forandring. Vi kan ikke være tjent med, at den øverste civile repræsentation behandles som en sidebemærkning.
For det er det, det bliver, når posten som kommitteret roterer hurtigt, fylder lidt og tilsyneladende ikke kræver et egentligt engagement. Endda glemmes af den afgående, i den sidste kadance af ord, der sendes afsted in memoriam. Det er ikke bare en svaghed. Det er manglende respekt for det helt særlige, som Hjemmeværnet repræsenterer. Og manglede respekt for de frivillige der knokler øjnene ud af uniformen, for sikre Danmark.
Ikke en ceremoniel figur
Den kommitterede er ikke en ceremoniel figur. Det er Folketingets direkte forbindelse til Hjemmeværnet. Det er her, forståelsen opbygges, prioriteringer formes og retning fastholdes. Hvis den funktion ikke fungerer, vokser afstanden mellem det demokratiske-politiske niveau og den operative virkelighed. Man kan sige at sjælen i Hjemmeværnet netop ligger i dette unikke frivillige bindeled. Og det er en afstand, Danmark ikke har råd til.
Jeg skriver dette som privatperson – og udelukkende på vegne af mig selv. Men også som en frivillig der om få måneder træder ind i Hjemmeværnets Landsråd, potentielt Hjemmeværnets formandskab, og som dermed bliver en del af den truktur, der skal få dette samspil til at fungere. Jeg skriver dette desuden også som vælger.
Jeg ser frem til samarbejdet med den kommende kommitterede. Men det samarbejde forudsætter, at I som Folketing vælger at tage rollen alvorligt. At I udpeger en person med tid, vilje og forståelse. At I forventer engagement. Og at I sikrer kontinuitet.
Ellers udhules ikke bare en titel. Så udhules selve det bindeled mellem folk og forsvar, som gør Hjemmeværnet til noget særligt. Det forpligter. Og derfor er budskabet enkelt:
Tag udpegelsen af den kommitterede for Hjemmeværnets alvorligt.
Tag det frivillige engagement alvorligt.
Tag forbindelsen mellem folk og forsvar alvorligt. Danmark har brug for det.





