DEBAT. Nye aktindsigter viser, at interne faglige vurderinger i Center for Cybersikkerhed stod i direkte modstrid med den fortælling, ledelsen gav offentligheden og Folketinget. Og den daværende chefs rolle tåler nu langt større kritisk lys, skriver cybersikkerhedsekspert John Foley.

Da jeg i 2023 kritiserede Center for Cybersikkerhed (CFCS) for at være for passive og for ikke at bruge deres tekniske muligheder i sms-sagen, blev jeg mødt af en usædvanligt skarp reaktion fra den daværende chef for CFCS. Han afviste alt som misforståelser, som om CFCS intet ansvar havde og intet kunne have gjort anderledes.

Nu ved vi, at det ikke var rigtigt. Vi ved det, fordi CFCS’ egne medarbejdere har skrevet det ned. Vi ved det, fordi deres interne notater først er kommet frem efter massivt pres og en Ombudsmandssag.

Indlægget fortsætter efter henvisningen …

Forsvarsministeriet, FE og Center for Cybersikkerhed har svigtet i minksagen

Og vi ved det, fordi dokumenterne viser noget helt andet end den fortælling, CFCS’ ledelse gav offentligheden – og Folketinget. Det er alvorligt. Og det er på tide at sige det ligeud: CFCS’ ledelse viderebragte ikke den sandhed, centrets egne fagfolk kendte.

CFCS’ eksperter havde ret – CFCS’ chef sagde det modsatte

De nye aktindsigter viser uden plads til fortolkning:

– CFCS mente, at politiets undersøgelse var utilstrækkelig.
– CFCS kendte til yderligere metoder, der ikke blev brugt.
– CFCS vurderede, at Justitsministeriet havde politisk indsnævret opgaven.
– CFCS ønskede faktisk fuld meroffentlighed – og blev stoppet.

Dette er ikke småting. Dette er en direkte modsigelse af, hvad CFCS-chefen sagde til mig, til pressen og indirekte til Folketinget. Det efterlader ét ubehageligt spørgsmål: Hvorfor fortalte CFCS-chefen ikke det, han vidste?

Ministerierne blokerede – men CFCS’ ledelse valgte at spille med

Det står nu fast, at Justitsministeriet og Forsvarsministeriet aktivt forhindrede CFCS i at udlevere akt 3 og akt 9. Men det står også fast, at CFCS’ ledelse valgte at bøje nakken. Det var ikke centrets fagfolk, der var problemet. De gjorde deres arbejde. De dokumenterede deres viden. De ønskede åbenhed. Det var ledelsen, der valgte ikke at stå fast. Og når en efterretningstjeneste accepterer, at politiske hensyn trumfer faglighed, så bliver den et politisk instrument – uanset om det er bevidst eller ej.

Lad os tage tyren ved hornene. En chef i FE/CFCS falder ikke bare ned af stolen uden grund. Afgange i efterretningstjenester sker sjældent tilfældigt. Og endnu sjældnere uden bagvedliggende konflikter mellem:

– faglighed
– politiske hensyn
– lovgivning
– og ministeriel kontrol

Indlægget fortsætter efter henvisningen …

Forsvarsministeriet, FE og Center for Cybersikkerhed har svigtet i minksagen

Kan disse nye afsløringer – og den gamle interne uenighed – have spillet en rolle? Det er i hvert fald ikke irrelevant at bemærke følgende:

1) CFCS-chefen gav i 2021–2023 en fortælling, der nu viser sig ikke at stemme med centrets interne dokumenter.

2) Ministerierne var dybt involveret i at forme CFCS’ offentlighedshåndtering.

3) De interne dokumenter underminerer den fortælling, som CFCS-chefen offentligt holdt fast i.

4) En sådan diskrepans er gift for en efterretningstjeneste – og for ministerierne.

Jeg siger ikke, at hans afgang skyldes dette. Men jeg siger, hvad alle rådgivere, embedsmænd og tidligere FE-folk ved: Når en tjenestechef er kommet i klemme mellem faglighed og politik, og når der senere dukker dokumenter op, som underminerer den officielle linje, så er afgang ikke en tilfældighed – men en løsning. Hvis der er noget, dette forløb viser, er det, at CFCS ikke bare var passiv: Centret havde to sandheder – en intern og en ekstern. Det er en opskrift på ledelsesmæssigt kollaps.

Hvad står tilbage nu?

De nye aktindsigter gør én ting klart: Forløbet omkring sms-sagen var ikke bare resultatet af tekniske begrænsninger eller juridiske misforståelser. Det var resultatet af et sammenbrud i den fortælling, der blev givet til offentligheden, og den viden der eksisterede internt. Når en efterretningstjenestes medarbejdere dokumenterer én virkelighed – og denne ikke bliver bragt videre af ledelsen – rejser det spørgsmål, som ikke længere kan overses:

– Hvem traf beslutningen om, at CFCS’ interne viden ikke skulle frem?
– Hvem vurderede, at politisk ro var vigtigere end faglig sandhed?
– Hvorfor blev centret ikke stående på sin egen vurdering?
– Og hvor mange andre gange er teknisk indsigt blevet politikfiltreret?

Dette handler ikke om at åbne gamle skandaler. Det handler om at forstå en struktur, hvor vigtige vurderinger i en efterretningstjeneste kan forsvinde på vejen mod ministerierne. En struktur, hvor sandheden først kommer frem efter 674 dage, efter Ombudsmandens indgriben – og efter at centrale embedsmænd har holdt igen så længe de kunne.