DEBAT: Torsdag bragte OLFI et debatindlæg skrevet af John Foley, som kritiserer Center for Cybersikkerhed (CFCS) under FE for ikke at leve op til loven. CFCS bryder ikke loven og føler sig nødsaget til at gå i rette med kritikken. Det gør chefen for CFCS i dette svar.
Normalt vil Center for Cybersikkerhed (CFCS) ikke gå i rette med debatindlæg eller mediehistorier, blot fordi de ser ud til at bygge på misforståelser om centerets rolle eller arbejde. Men OLFI bragte den 22. juni 2023 et indlæg fra John Foley om CFCS’ mulighed for at genskabe beskeder i forbindelse med Minkkommissionen, som er så fejlbehæftet, at jeg er nødt til at korrigere. For hvis fejl bliver gentaget tilstrækkeligt mange gange, er der risiko for, at nogen ender med at tro, at det er fakta.
Allerførst vil jeg kort slå fast, at det sensornetværk, som CFCS efter CFCS-loven er sat til at drive, har til formål at detektere ondsindet trafik og IT-sikkerhedshændelser hos visse offentlige myndigheder og virksomheder. Ikke at logge beskeder. Det ved, at sensorer via automatiserede processer monitorerer datatrafikken ind og ud af de pågældende myndigheder og virksomheders netværk. Der holdes løbende øje med, om malware eller anden mistænkelig data indgår i trafikken, og hvis det er tilfældet, går en alarm hos CFCS. CFCS kan herefter tilgå indholdsdata på den pågældende sensor og undersøge det nærmere.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Forsvarsministeriet, FE og Center for Cybersikkerhed har svigtet i minksagen
John Foley skriver bl.a., at CFCS i strid med reglerne for tidligt har slettet data fra sensornetværket, som kunne have muliggjort, at sandheden kom frem. Han skriver også, at der har været divergerende meldinger fra CFCS om, hvorvidt centeret kunne gendanne beskederne.
Det er ikke korrekt. Efter CFCS-loven må – ikke skal – CFCS beholde data i 13 måneder (eller tre år for visse myndigheder og virksomheder). CFCS har overholdt slettefristerne. Det er derimod korrekt, at visse data kunne have været beholdt i længere tid, end tilfældet var, men som CFCS har gjort opmærksom på fra start, ville man på grund af kryptering ikke kunne læse indholdet af eventuelle beskeder, som måtte være sendt via f.eks. Statsministeriets eller Justitsministeriets wifi-netværk.
Der ligger en teknisk forklaring på CFCS’ hjemmeside, som man kan læse, hvis man er særligt interesseret.
CFCS har i øvrigt ikke siddet ordrer fra ministerier overhørig. Vi har selvsagt ikke slået ”indenrigs- og udenrigsindhentningen og bearbejdningen” af sensordata sammen i Forsvarets Efterretningstjeneste, sådan som John Foley også skriver. CFCS er tæt reguleret i CFCS-loven, som vi naturligvis overholder.








