DEBAT. Der hersker stadig en ubehagelig og ekskluderende omgangstone på Forsvarets tjenestesteder. Det kræver både selverkendelse og et aktivt opgør med den, hvis Forsvaret fremover skal være en attraktiv arbejdsplads og tiltrække de bedste soldater og medarbejdere, mener Kasper Valentin Poulsen.
Det, jeg vil skrive her, vil formodentlig falde nogen for brystet, men det er ikke desto mindre den virkelighed, jeg blev mødt af, da jeg en augustdag for lidt over fem år siden trådte ind ad porten til Høvelte Kaserne for at aftjene min værnepligt.
Som søn af en politimand har jeg altid haft stor respekt for autoriteter. Jeg forventede derfor ikke, at Livgarden skulle blive en udfordring på det område, men jeg tog grueligt fejl. Det blev et kulturchok på alle tænkelige måder.
Fra første færd blev jeg mødt af en nedværdigende omgangstone præget af homofobi, mandschauvinisme og sexisme, der hurtigt viste sig at være en del af dagligdagen. Selvom jeg hurtigt indså, at Livgarden ikke var noget for mig, valgte jeg alligevel at gennemføre min værnepligt.
Ved en halvvejsevaluering delte jeg mine bekymringer over særligt den homofobiske og sexistiske tone. Mine bekymringer og argumenter blev modtaget positivt af især én befalingsmand. Problemet var desværre, at majoriteten ikke var som ham.
Livgardens kultur virkede som en magnet for dem, der foretrak status quo, og skubbede mere progressive kræfter, der kunne have bidraget til en nødvendig fornyelse, fra sig. Trods alt dette fik jeg glimrende karakterer og blev ad flere omgange opfordret til at søge videre som sergent af min delingsfører, der kom fra reserven og derfor havde en forståelse for, hvordan samfundet uden for kasernen havde udviklet sig. Men jeg takkede nej.
Jeg kunne simpelthen ikke se mig selv som en del af et miljø, hvor homofobi og sexistisk jargon blev betragtet som normen og forblev uimodsagt.
Enhver kritik affejes som misforstået
Efterfølgende har folk spurgt mig, om det virkelig var så slemt, og om jeg ikke bare er et sart curlingbarn. Hvis problemet blot havde været et par dumsmarte kommentarer, ville jeg være enig – dem kan man støde på overalt.
Det var summen af det hele, der gjorde udslaget: At skulle lægge ører til voksne befalingsmænd bruge udtryk som “konfirmandfisse” eller bemærkninger om, at “kun bøsser går med regnbukser” samt anden foragtelig jargon på næsten daglig basis. Sådan en kultur kunne og ville jeg ikke acceptere.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Set fra mit perspektiv virkede Forsvaret som en institution, der var flere årtier bagefter det omgivende samfund. Befalingsmændene yndede at patronisere det omkringliggende samfund og affejede enhver kritik som misforstået. Og da debatten om bogen Dræn, der handlede om mobning i Livgarden, rasede under min værnepligt, var narrativet sjovt nok, at det var de ignorante ”civile”, der måtte tage sig en tudekiks og lære at forstå Forsvaret.
Rygsvømning i bedste sendetid
Nu, fem år senere, ser jeg, at de samme problemer stadig pryder mediebilledet. En nylig undersøgelse viser, at halvdelen af kvindelige værnepligtige har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed og chikane. Hver anden! Det er jo den slags tal, man kunne forvente at se på en fordomsfuld parodi af et autoværksted.
Senest har man kunne læse, at en håndbog på Hærens Officersskole indtil for ganske nyligt opfordrede kvindelige kadetter til ikke at gå udfordrende klædt, og at de gerne må overlade det ”meste til fantasien”. Håndbogen blev ellers fornyet lige inden sommerferien. Her må man udlede, at Forsvaret ikke fandt et helhjertet opgør med deres forældede kvindesyn nødvendigt, før DR gjorde dem opmærksom på problematikken.
Man ved efterhånden ikke om man skal grine eller græde. At høre Forsvarets ledelse forsøge at undskylde og forklare sig i medierne minder mest af alt om en boomeragtig onkel, der ikke kan følge med tidens udvikling. Det kan med andre ord ikke undre, at politikerne er betænkelige ved at poste så mange milliarder i en dysfunktionel arbejdsplads.
Opgøret må starte indefra
Forsvaret har selv erkendt, at det skal afspejle det omgivende samfund, men vejen dertil er stadig meget lang. Det er ganske enkelt ubegribeligt, at Forsvaret, fem år efter jeg aftjente min værnepligt, stadig kan have disse problemer.
Behovet for at rydde op i geledderne forekommer som en nødvendighed, hvis vi skal sikre, at de mange milliarder, der over de næste mange år vil blive tilført, skal bringe Forsvaret ind i det 21. århundrede – det store spørgsmål er dog, hvor mange der vil være tilbage, hvis Forsvaret skal leve op til det omkringliggende samfunds standarder.
Jeg håber, de mange sager om krænkelser, sexisme og anden upassende opførsel kan føre til selvransagelse og røde ører blandt nogle befalingsmænd og Forsvarets ledelse, men jeg tvivler oprigtigt på det. Forsvaret har alt for længe afvist kritik med den samme nedladende standardreaktion: At alle uden for Forsvaret er ignoranter, der ikke forstår sig på Forsvarets anliggender.
Det er ellers ret lige til: Hvis Forsvaret ønsker at tiltrække de bedste kræfter, må de forstå, at det ikke er samfundet, der skal tilpasse sig Forsvaret – det er Forsvaret, der skal tilpasse sig samfundet.
Et godt råd til de mange retskafne mænd og kvinder, der selvfølgelig findes i Forsvaret, og som er godt trætte af at blive slået i hartkorn med de af deres kollegaer, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt: Sig fra næste gang din kollega udtrykker sig sexistisk, homofobisk eller på anden måde upassende.
Tavshed er en stiltiende accept og forøger kun afstanden mellem Forsvaret og resten af samfundet. Opgøret må starte indefra – og det skal starte nu.







