INTERVIEW: Det skabte debat, da Anton Skriver Olesen udgav bogen ”Dræn” om udskamning og mobning af rekrutter i Den Kgl. Livgarde. OLFI har mødt forfatteren for at høre om de voldsomme reaktioner, om overvejelserne ved at inddrage fiktionselementer, og om hvordan han forholder sig til beskyldninger om at skulle have forsøgt at diktere mediernes dækning.

Curlingbarn. Snefnug. Dårligt opdraget. Det har ikke skortet på lommepsykologiske personkarakteristikker og bombastiske konklusioner om Anton Skriver Olesens mentale og moralske habitus, siden han i oktober udgav sin bog om den mobbekultur, der efter hans opfattelse gennemsyrer værnepligtsforløbet ved den Den Kongelige Livgarde. Det var imidlertid et gammelkendt skældsord fra den militære jargon, som oftest blev brugt til at beskrive den nu 23-årige forfatter, da han i 2017 forrettede tjeneste ved livgarden. Derfor blev det også navnet på debutudgivelsen:

“Dræn”.

Undervejs i sin værnepligt erfarede Anton Skriver Olesen hurtigt, at når man som han havde svært ved at finde sig til rette med de militære rutiner, sakkede man ikke kun bagud fagligt, men også socialt. Det førte til en stigmatisering, der fulgte ham det meste af rekruttiden og først aftog mod slutningen af det otte måneder lange forløb, hvor den uønskede opmærksomhed i stigende grad blev rettet mod andre rekrutter. Undervejs begyndte Anton Skriver Olesen som en form for selvterapi at nedfælde sine refleksioner på skrift. Det er disse refleksioner, han siden blev enig med sig selv om at dele med omverdenen.

Forventede slag for at stikke næsen frem

Siden udgivelsen af ”Dræn” har internettets kommentarspor været rødglødende og delt i to meget vokale lejre. Hvor den ene er forhippet på at understrege, at man slet ikke kan genkende det billede, der tegnes af livgarden, mødes Anton Skriver Olesen i den anden lejr af støtte og opbakning til sin udlægning.

Kommer reaktionerne i medierne og diverse kommentarspor bag på dig?
»Jeg havde forventet, at når jeg stak snuden frem, ville jeg kunne få nogle slag. Jeg har ikke fået nogle deciderede dødstrusler, så jeg føler mig ikke usikker, men den store modstand mod at acceptere, at nogle inden for livgarden har haft en negativ oplevelse, er kommet bag på mig. Folk er jo blevet vrede over, at jeg har fortalt, hvordan jeg har haft det derinde. Men jeg har også påpeget nogle ting ved kulturen, som jeg godt kan forstå, at folk bliver irriterede over.«

Anton Skriver Olesen mener, at kommentarsporene er med til at bekræfte hans udlægning. Det meste af kritikken går i højere grad på hans karakter end på de faktiske omstændigheder. Derfor forstår han heller ikke, at ledende figurer i livgarden i kategoriske vendinger afviser, at mobning finder sted.

»Det er lidt et paradoks, at livgarden afviser, at de her ting sker, mens man i kommentarsporet bliver bekræftet i, at det er dagligdag, og at der hersker en forventning om, at man ikke må have det, som jeg har haft det. At det er svagt, hvis man har,« siger Anton Skriver Olesen.

Mens den offentlige diskussion om arbejdsmiljøet i livgarden de seneste uger har været meget ophedet, møder den unge forfatter også opbakning fra tidligere rekrutter, som foretrækker at gå mere stille med dørene. Anton Skriver Olesen anslår selv, at omkring 25 tidligere gardere har skrevet til ham siden udgivelsen. Nogle vil blot udtrykke deres støtte, mens andre fortæller om deres egne ubehagelige oplevelser.

Talsmændene er en del af problemet

Når man spørger blandt chefer i Forsvaret, er det første, de vil sige, at bekymringer skal løftes gennem i talsmandssystemet. Hvorfor er du ikke gået den vej?
»For det første var jeg ikke særlig gode venner med den talsmand, som var på vores hold. Jeg følte ikke, jeg kunne stole på ham for nu at sige det, som det er. Han var en af dem, der var allerhårdest i sin tone og bagtalte folk allermest, så jeg havde ingen tiltro til, at han kunne hjælpe mig. Samtidig skulle han jo tage det videre til sergenterne, som var med til at mobbe,« forklarer Anton Skriver Olesen.

Også frygten for ikke at få sine uddannelsespapirer spillede ind i overvejelserne:

»Jeg tænkte, at hvis jeg siger det her, kan de bruge det mod mig: ’Du kunne ikke klare mosten, og derfor skal du ikke have dine papirer’. Jeg tænkte også, at hvis jeg kunne vise, at jeg kunne klare det uden at sige noget, så ville det give nogle gode karakterer. Der er mange faktorer, som spiller ind og gør, at man tror, man skal udholde det fremfor at sige noget.«

Da jeg læste bogen, spurgte jeg mig selv, hvorfor du ikke bare trak stikket, når det var så uudholdeligt at være der. Hvordan kan det være, du ikke gjorde det?
»Jeg havde en samtale med socialrådgiveren tidligt i forløbet. Men for det første ville jeg få nogle papirer, hvor der ville stå, at jeg har socialiseringsproblemer, og at jeg er militærnægter. Jeg får også at vide, at en arbejdsgiver vil kunne se på de papirer, at jeg har socialiseringsproblemer. Og så kunne jeg ikke lide at sige, at jeg ikke kunne klare det. Det havde jeg det dårligt med,« siger Anton Skriver Olesen.

”Antimobbedag” uden opfølgning

Var der noget tidspunkt i det efterfølgende forløb, hvor du igen kom tæt på at have nået din grænse?
»Næste gang, jeg når min grænse, er der, hvor jeg beslutter mig for at skrive bogen. Det bliver en måde at overleve på. Det er, da vi begynder i vagtkompagniet, og det hele starter forfra, fordi vi ligesom skal disciplineres igen. Der er de her øvelsesdage, hvor det bliver ekstra hårdt, indtil man er driftsklar. Det er her, at det hele begynder forfra med at finde frem til dem, der ikke kan finde ud af det. Det er så psykisk hårdt, og så begynder jeg at skrive bogen.«

Det er ellers i det sidste forløb, i Vagtkompagniet, at du får hævet dit niveau og slipper for selv at være nederst i fødekæden … Du lægger mærke til, at der er andre, der har det skidt. Hvordan kan det være, at du ikke prøver at hjælpe dem, mere end du gør?
»Jeg synes, at jeg gør mit bedste for at hjælpe dem. Jeg lægger mærke til de personer, som det går ud over og har samtaler med dem. Jeg deltager heller ikke i den nedgørelseskultur, men har selvfølgelig en frygt for selv at lande der.«

Anton er imidlertid ikke den eneste rekrut, der har lagt mærke til, at der er noget galt på værnepligtsholdet, og flere finder modet til at italesætte deres bekymringer. Og pludselig ser det ud til, at problematikken tages seriøst:

»Der afholdes den her antimobbedag, som jeg er med til at prøve at stadfæste, og hvor jeg siger min mening om, hvordan jeg føler, og hvordan det frustrerer mig, at det sker igen for nogle andre. At jeg ikke kan se, hvordan det hjælper nogen at blive nedgjort,« fortæller Anton Skriver Olesen.

Men efter antimobbedagen, hvor de værnepligtige har besøg af to psykologer, sker der ikke yderligere.

»Nej, der var ikke nogen opfølgning på, om det gik bedre. Det udviklede sig næsten til det modsatte, for der blev ikke givet nogen rammer for, at man kunne få lov at sige, hvis man havde et problem. Derfor blev dem, der havde et problem, til problemet.«

Bliver den dårligste udgave af sig selv

I de andre interviews, som jeg har set dig optræde i, siger du, at du er indforstået med, at der skal være disciplin og en hård tone. Der er mange, som helt åbenlyst synes, at det har været inden for rammer af, hvad der er i orden. Der vil vel altid være nogle, som synes, at tonen er for hård, og som – groft sagt – bare ikke skulle have været i livgarden?

»Jo, det kan man godt sige. Jeg tror, at grænsen går der, hvor man bevæger sig fra venskabeligt at drille nogen – som venner gør – til at gøre det for at få nogen ned med nakken. Og jeg tror altså, at du ville kunne placere næsten alle mennesker i et givent hierarki, og hvis de lander på bunden og bliver nedgjort, vil man i sidste ende altid kunne sige, at de ikke burde have været der. Jeg tror bare, at det er noget af det, der sker, når man bliver nedgjort: Man mister sit potentiale og bliver den dårligste udgave af sig selv.«

Hvad var dine forventninger, da du søgte ind?
»Jeg forventede at få et fantastisk kammeratskab. Det havde jeg virkelig en forventning om. At det her var et sted, hvor man gik op i at give sig hundrede procent og satte en ære i at være en god kammerat. Jeg skulle være ham, der hjalp og støttede folk og fik det bedste ud af dem. Jeg havde regnet med, at der ville være en hård tone, og at sergenterne ville være nogle hårde nysere, men jeg havde samtidig regnet med, at man så ville stå sammen. Jeg har senere fået at vide, at det er en form for ledelsesstrategi at være superhård mod en deling, og at det så er meningen, at delingen ligesom skal samle hinanden op og kæmpe sammen. Det var bare ikke det, der skete. Når der var en, der blev ydmyget, udstillet og nedgjort, fik han ikke støtte, men blev også udstillet af gruppen.«

Ingen trivselsmåling eller ekstern kontrol

Hvad skal man konkret gå ind at skrue på – hvordan kunne sergenterne have håndteret det bedre?
»Jeg tror måske, at der skal noget pædagogik i deres uddannelse. Ærlig talt. De er jo ikke særlig meget ældre end os. Nogle af dem, som jeg gik på hold med, er sergenter nu, og det går i arv: ’Årh, når vi bliver sergenter, skal vi bare tryne de der små lorterekrutter’. Det er lidt en kostskolementalitet. Det er naturligt, at det går i arv, for hvis der ikke er nogle, der siger, at vi skal behandle hinanden ordentligt – og det gør sergenterne ikke – bliver der ikke sat en stopper for det.«

En af de ting, som Anton Skriver Olesen gerne så indført i livgarden, er eksterne tilsyn med, hvordan arbejdsmiljøet her. Han bemærker, at det netop var et besøg fra Arbejdstilsynet, der førte til, at problemerne med mobning af civilt ansatte på Hærens Sergentskole blev opdaget – og skolen efterfølgende tildelt et strakspåbud.

Der har slet ikke været nogen trivselsmåling undervejs i løbet af de otte måneder, du var i livgarden?
»Der var en undersøgelse i forhold til, hvad vi syntes om sergenterne, men der var allerede givet nogle spørgsmål, som vi skulle svare på. Det var ikke frit, hvad vi kunne svare. Det handlede om, hvad vi syntes om eksercitsen og deres militærundervisning og den slags.«

Så når nu chefen for livgarden går ud og siger, at det er regimentets opfattelse, at folk generelt er glade for det, så har han i virkeligheden ikke noget belæg for det?
»Nej, det tror jeg ikke. Han sagde jo selv, at det, han vurderede det på, var, at han havde talt med rekrutterne og deres forældre. Han havde ikke rigtig andet at sige. Han sagde også, at de havde fået flere kvinder ind i livgarden. I 2018 var der på et af holdene kun én kvinde, der gennemførte, så det kalder jeg for totalt bullshit. Så nej, jeg tror ikke, at de har nogen empiri på det. Der burde være nogle arbejdstilsyn.«

Maner rygter i jorden

I kølvandet på udgivelsen af ”Dræn” har det svirret med rygter, som har skabt tvivl om Anton Skriver Olesens udlægning og hans motiver med bogen. Et af disse går på, at forfatteren efter værnepligten skulle have søgt ind som sprogofficer, hvilket jo kan forekomme pudsigt, hvis man samtidig tordner mod en usund kultur i Forsvaret. Men folk har galt fat i kronologien, fastslår den tidligere garder, der søgte ind som sprogofficer før tiden i livgarden. Han blev dog opfordret til at gennemføre værnepligten frem for at påbegynde uddannelsen med de øvrige kadetaspiranter, som for de flestes vedkommende var et halvt til et helt årti ældre end ham selv.

Kunne du forestille dig at arbejde i Forsvaret i dag?
»Jeg har en lyst til at overkomme, at jeg ikke klarede det særlig godt. Så tanken om at søge ind som sprogofficer igen har strejfet mig. Det er kommunikationen i det, at man som sprogofficer arbejder mere diplomatisk, der tiltaler mig,« siger Anton Skriver Olesen og uddyber:

»Jeg tænker, at der er vildt mange fede ting ved Forsvaret. Det er superfedt, at man kan samle folk fra hele Danmark og få dem til at samarbejde om alt muligt. Jeg synes bare, at der i oplæringsprocessen er nogle fejl, hvor der burde være noget pædagogik. Man skal være opmærksom på, hvordan folk har det og skabe et rum, hvor de også kan få lov at sige fra uden at frygte konsekvenserne. Det er en svær balance, når det hele skal være ensrettet, for hvordan skaber man så en kultur, hvor det også er muligt at skille sig ud fra flokken?«

Tror du, at dine medieoptrædener i forbindelse med bogudgivelsen kan blive en hæmsko eller gøre, at folk dømmer dig på forhånd, hvis du en dag skulle søge ind igen?
»Ja, det ville nok være en hæmsko. Jeg ville heller ikke regne med at komme ind, hvis jeg søgte. Jeg tror ikke, de ser så positivt på, at man kritiserer systemet. Men det er ikke noget, jeg er voldsomt ked af. Det var bare en idé.«

Vil ikke diktere mediernes behandling

Et andet rygte går på, at Anton Skriver Olesen har stillet betingelser for, hvordan de forskellige medieredaktioner måtte behandle og omtale hans sag.

Der var en planlagt medieoptræden i Go’ Morgen Danmark, som ikke blev til noget. Hvorfor gjorde den ikke det?
»Det er faktisk ret interessant. Der er to historier. Den ene er, at der kom en Trump-nyhed, og at den var vigtigere. Det hører man jo tit om, og det, tror jeg, er meget normalt. Den anden er, at de ringede og spurgte, om jeg havde lyst til at deltage. Jeg bad om at høre mere, og så fortalte de, at major Østergaard også ville komme med en udtalelse som chef for Vagtkompagniet. Okay, sagde jeg, men så ville jeg gerne have en tidligere rekrut med, som selv havde fortalt majoren om mobning og derfor kunne modbevise hans argument om, at de her ting ikke finder sted. Så var det, at TV2 aflyste bagefter.«

Det gik de ikke med til?
»Det sagde de ikke. Kun at det var på grund af en Trump-nyhed. De sagde heller ikke til mig, at de ikke kunne acceptere mine krav, men at de gerne ville lave det på den oprindelige måde. Ham jeg talte med sagde, at han syntes, det lød spændende og fedt, og at han ville tale med sin redaktør om det. Siden vendte han tilbage og fortalte, at der var kommet en anden nyhed. Jeg havde ikke nogen chance for at sige ’okay, så dropper vi de krav’.«

Hvis TV2 havde sagt til dig: ’Okay, så bruger vi det oprindelige format, hvor det bare er dig og majoren’, så havde du accepteret det?
»Det ved jeg ikke, men det havde jeg nok. Jeg havde bare gjort alt for at få taletid, så jeg havde nok accepteret det, ja.«

Men du har ikke på nogen måde stillet TV2 et ultimatum?
»Jeg har ikke givet dem noget ultimatum, nej.«

Fortryder bogens fiktionselementer

”Dræn” har også fået kritik for brugen af fiktionselementer, som kan gøre det svært at afgøre, hvor skellet mellem virkelighed og fantasi går. Anton selv er bogens primære fortæller, men der gøres også brug af en anden fortæller, den retskafne og socialt velfungerende rekrut Christensen, som er opdigtet.

Svækker det ikke troværdigheden, når man ikke ved, hvad der er sandt, og hvad der er opdigtet?
»Jo. Det gør det. Det er jeg også lidt ærgerlig over. Jeg ville gerne skrive en historie, som gav mening, og som havde en opbygning og så videre. Derfor kunne jeg ikke stå inde for at skrive, at det var hundrede procent ægte. Men alt, jeg er gået ud med i medierne, har omhandlet min egen person, og det kan jeg stå inde for. Det, der står i bogen, er 95 procent rigtigt, og så er der nogle detaljer, jeg har brugt, som har været fra mine venners værnepligt.«

Karakteren Christensen er inspireret og sammenstykket af de af virkelighedens rekrutter, der gik forrest og var gode kammerater. For dem var der også en del af, understreger Anton Skriver Olesen.

»Christensen er idealet. Man kan godt være en dygtig soldat, uden at man skal være et røvhul. Det er det, han repræsenterer. Men han er også skrevet for at ransage mig selv. Han er en person, der er meget kritisk, og det er der også nogle gaver ved. Men han formår at se ud over sin egen kritik, at se det større billede.«

Det at have fiktive elementer gør det jo sværere at afgøre, hvor slemt det har stået til, og hvor mange procent, du har lagt på. Er der episoder, hvor du har skruet op for dramaet?
»Ikke i forhold til kulturen som helhed, men mere i forhold til mine egne oplevelser af, hvad der skete. For eksempel er jeg inde at få mine karakterer på et tidspunkt, hvor jeg får at vide, at jeg ikke kan finde ud af det og aldrig bliver bedre. Og sætningen ”du bliver aldrig bedre” er noget, jeg har fået at vide af en anden, at de har sagt til ham. Så nogle gange samler jeg lidt fra andre.«

Hvis du skulle skrive bogen i dag, ville du så have grebet det an på samme måde i forhold til fiktive elementer og dramaturgisk opbygning?
»Jeg havde ikke rigtig tænkt over det, før en ven sagde til mig, at det var ærgerligt, at der stod på bagsiden, at det var fiktion, fordi det bliver svært at skelne mellem, hvad der er sandt og falsk. Jeg ville gerne have nuanceret for læseren, hvordan jeg havde valgt at bruge de fiktive elementer, så man stadig forstår, hvordan kulturen er.«

Andre har haft det endnu værre

Ifølge Anton Skriver Olesen er ”Dræn” et forsøg på at give andre pressede rekrutter – især dem, der har været endnu mere pressede end ham selv – en stemme:

»Nogle af de historier, jeg har fået fortalt af folk, der har læst bogen, har været meget værre end mine egne personlige oplevelser. Og når jeg taler om ar på sjælen, er det ikke nødvendigvis mine egne, men generelt folks ar på sjælen.«

Er du blevet en de facto talsmand for dem, som ikke tør stå frem?
”Ja, det føler jeg! Og det er også formålet med bogen. Hvis det bare var for min egen skyld, behøvede jeg ikke at udgive den. Så nej, det er også for andres skyld. Andre, der har haft det endnu værre end mig. Mine oplevelser har været hårde, men andre har haft det værre. Men mange vil også bare lægge det bag sig. Det er de færreste, der har lyst til at stille sig op og fortælle om de her ting.”

Hvad håber du, der kommer ud af alt det her?
”Jeg håber, at opmærksomheden tvinger Forsvaret til at tage stilling til det. Og hvis de rekrutter, der er i livgarden nu, bliver behandlet på samme måde og føler det samme, håber jeg, at de har lettere ved at gøre og sige noget. Og så håber jeg, at der kommer nogle arbejdstilsyn eller rammer for, at man kan gøre et eller andet. Jeg læste faktisk i DR K-artiklen, at oberstløjtnant Egidiussen havde sagt, at de nu vil lave tilsyn. Jeg håber, det er noget, som bliver taget seriøst, og at der kommer nogle bedre rammer for at kunne sige, hvis man bliver mobbet.”