Danmarks seks centralbiblioteker sætter i disse uger fokus på den menneskelige side af Danmarks krigsdeltagelse og fremtidens forsvar. Det sker i samarbejde med flere medieaktører, herunder Radio IIII, som torsdag sender en særudgave af Frontlinjen. Den dykker ned i værnepligten – historisk, aktuelt og i fremtiden
Debatten om et forsømt dansk forsvar har fyldt meget siden Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022. I juni 2023 indgik 10 af Folketingets partier en historisk rammeaftale om et nyt forsvarsforlig, der med tilførslen af knap 200 milliarder kroner over ti år skal bringe Forsvaret tilbage på fode, og som samtidig skal ruste det til fremtidens udfordringer.
Som en opfølgning på den generelle samfundsdebat om forsvar og sikkerhed gennemfører Bibliotekernes Temasamarbejde i disse uger et større landsdækkende tema under overskriften ”Soldat for Danmark”. Her sættes der fokus på de menneskelige omkostninger ved Danmarks krigsdeltagelser, ligesom der ses fremad – for hvad skal der egentlig ske med Forsvaret herfra?
»Bibliotekernes Temasamarbejde vil med “Tema 20: Soldat for Danmark” undersøge, hvad det betyder for en soldat og dennes familie at være udsendt. Det er et tema med høj, aktuel relevans med tanke på krigen i Ukraine, den politisk besluttede styrkelse af dansk militær og udvidelse af værnepligten for både mænd og kvinder,« skriver Bibliotekernes Temasamarbejde om tiltaget på sin hjemmeside.
»Næsten alle kender en udsendt soldat eller en familie, der har en udsendelse helt inde på livet og temaet er desuden rigt beskrevet i litteraturen, hvilket virkelig giver bibliotekerne mulighed for at bringe vores samlinger i spil.«
Frontlinjen dykker ned i fremtidens værnepligt
Bibliotekernes Temasamarbejde er et samarbejde mellem landets 6 centralbiblioteker og modtager støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen. I det konkrete tema om danske soldater indgår desuden en række eksterne aktører.
To af disse er OLFI og Radio IIII, som torsdag mellem klokken 16.00 og 17.00 sender en særudgave af det ugentlige forsvarsmagasin Frontlinjen, som OLFI producerer. Udsendelsen sætter særligt fokus på fremtidens værnepligt og vil kunne ses og høres på Radio IIII’s Facebook-side. Der vil efterfølgende være mulighed for at stille spørgsmål.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Her er de nye materielanskaffelser i mandagens forsvarsaftale
Undervejs i udsendelsen vil du indledningsvis kunne høre pensioneret oberst Eigil Schjønning dele sine betragtninger om værnepligten i et historisk perspektiv. Eigil Schjønning har selv en lang officerskarriere i Hæren bag sig. Den fik et dramatisk klimaks, da han som chef for Hærens Officersskole i 2014 dristede sig til offentligt at kritisere de nye officersuddannelser – den såkaldte bachelormodel – som, han mente, ville sænke det militærfaglige niveau blandt hærofficererne. Kritikken fik ham flyttet til en stilling som chef for Totalforsvarsregion Sjælland, men sikrede ham også et ry som en mand med sine meningers mod. I dag deler Schjønning ud af sin store indsigt i regi af Institut for Militær Analyse.
Med i studiet vil også være Thomas P. Albertsen, som er medlem af Værnepligtsrådet og har aftjent sin værnepligt ved Trænregimentet i Aalborg. Rådet repræsenterer landets værnepligtige og varetager deres interesser overfor Forsvarets øverste ledelse. Værnepligtsrådet optræder også hyppigt i landets medier – uanset om det handler om ligestilling eller længere værnepligtsperioder.
Panelets sidste deltager bliver Louise Franch Gøhler, der er landstalsmand ved Livkompagniet ved Gardehusarregimentet i Slagelse, og som om nogen ved, hvordan det er at forrette tjeneste som kvinde.








