Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har fredag indgået en aftale med tyske Rheinmetall om indkøbet af 16 Skyranger 30-tårne. Systemet består af maskinkanoner og luftværnsmissiler og kommer til at udgøre krumtappen i Hærens mobile luftværn.
Hærens kortrækkende luftværn – også benævnt VSHORAD (Very Short Range Air Defence System, red.) – får tyskproducerede Skyranger 30-tårne som omdrejningspunkt. Der står klart, efter at Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) fredag har underskrevet en kontrakt med producenten Rheinmetall, der skal levere i alt 16 tårne. Det skriver FMI på sin hjemmeside.
Tårnene monteres på Hærens pansrede mandskabsvogne af typen Piranha V og er udrustet med både en 30 mm high velocity-kanon og et på nuværende tidspunkt ukendt missilsystem, der skal sætte det i stand til at nedkæmpe fly, helikoptere og droner på meget korte afstande.
Fredagens aftale vækker glæde i FMI.
»Kontraktindgåelsen er et vigtigt skridt på vejen til at etablere brigadens luftværn, som igen er en essentiel del af at gøre brigaden fuldt operationel. Valget af Skyranger-tårnet og dets maskinkanon er sket i tæt samarbejde med vore kolleger på Forsvarskommandoens område,« siger generalløjtnant Per Pugholm Olsen, der er chef for FMI.
Forventet levering i slutningen af 2026
FMI oplyser, at der i første omgang bliver tale om en initial-/prototype-produktion på fire tårne som forventes leveret i slutningen af 2026. Initialproduktionen følges op af en seriel produktion på tre gange fire leveringer i løbet af 2027 og 2028. FMI vil ikke oplyse prisen for anskaffelsen, der er kommercielt fortrolig.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Hæren kan øjensynligt se frem til at få Skyranger-luftværn til Piranha V, men …
FMI er aktuelt i gang med at vælge, hvilket missil der skal indgå i det samlede luftværnssystem, også også denne proces er der for nuværende tavshed om.
Udover Skyranger-tårnene bestående af maskinkanon og missiler, vil det samlede luftværn omfatte radar, operationscenter og kommunikationssystemer, skriver FMI på sin hjemmeside. Som det tidligere er meldt ud, bliver det den danske forsvarsvirksomhed Terma, der får ansvaret for at få systemets forskellige bestanddele til at spille sammen.






