DEBAT: Med det nationale kompromis om Forsvaret blev der tilført Forsvaret milliarder. Der blev ikke skabt et strategisk dokument, der gav offentligheden et begreb om Forsvarets fremtidige størrelse – det ødelægger forsvarsdebatten om alt fra værnepligt til materiel, mener generalsekretær i Atlantsammenslutningen Lars Bangert Struwe.
Lige nu diskuterer politikere værnepligt, men i offentligheden mangler vi fuldstændigt et strategisk dokument, der sætter rammen for denne diskussion. Vi ved simpelt hen ikke, hvor stort Forsvaret skal være. Taler vi om, at Hæren skal være på 10.000, 20.000 eller 30.000 soldater? Vi ved det ikke. Vi ved kun, at nu vil man stille en tung brigade. Det betyder, at der skal være ca. 6.000 soldater der, men hvad med uddannelse, hvad med reserver? Taler vi i virkeligheden om, at der skal skabes fire brigader? Hvis der sendes en brigade ud, skal der være en brigade, der uddanner sig, og en til to, der dækker Danmark.
Imidlertid taler politikerne om værnepligt og om, hvorvidt vi skal have kvindelige værnepligtige, men ikke, hvad de skal bruges til. Står vi i den situation, at der skal skabes en stor reserve, der kan mobiliseres i tilfælde af krise eller krig? Vi ved det ikke. Og det er et stort problem, for så diskuterer vi værnepligt på et manglende grundlag.
Forsvarsdebatten er lige endt med at handle om penge, om materiel og om værnepligt – krydret med skandaler og diverse læk. Det er en katastrofe for os alle, men udtryk for, at vi igennem 20 år ikke har debatteret Forsvaret som et hele, men som enheder, der kan bruges i internationale missioner. Vi har udsendt en bataljon, en fregat, seks fly etc. Dette har ændret vores debat om Forsvaret. Der har ikke været en forsvarskommission siden 2008, og det gør, at der ikke er et samlet dokument, der giver Forsvaret og forsvarsdebatten retning.
Skal ikke dimensionere efter styrkemål
Hvis Forsvaret i tilfælde af krig skal stille samlet set f.eks. 40.000 mand, er det næppe muligt at gøre dette ved kontraktansat personel alene. Krigen i Ukraine og i Israel peger entydigt på behovet for meget store styrker, der indgår i en mobiliseringsreserve. Det har vi ikke i dag.
Nato har nogle styrkekrav til os, men de dimensionerer kun til dels Forsvaret. For det handler om, hvad Nato har brug for til det kollektive forsvar – ikke hvad der f.eks. er brug for til uddannelse af nye enheder, beskyttelse af havne og luftbaser. I 2025 kommer der nye styrkekrav, og alt, hvad jeg hører fra Bruxelles, er, at de bliver større. Natos styrkemål er derfor ikke det, som politikerne skal dimensionere Forsvaret efter, men det minimum vi kan sende videre.
Forsvarsdebatten dimensioneres lige nu af diskussioner om penge. Ikke hvad de skal bruges til. Krigen i Ukraine og i Israel viser en forandret slagmark. En ny krig, der både rummer gamle elementer og nye.
Der er behov for et robust samfund, hvor der er et samspil imellem stat, erhvervsliv og civile. Så kan man modstå f.eks. cyberangreb eller andre angreb imod vores kritiske infrastruktur. Konventionel krig er tilbage, og slagmarken udgøres af hele statens territorium samt cyber og rummet. Det gør, at Forsvaret ikke kun skal kæmpe ved en frontlinje, men også beskytte hele statens territorium. Det kræver, at Forsvaret har en dimension, der muliggør dette.
Vigtige diskussioner udelades af forsvarsdebatten
Den barske lære af krigene er, at vi ser masse kombineret med præcision. Det betyder, at der er behov for både kvantitet i form af meget materiel og mange soldater, så det kan mistes på slagmarken. Dette skal kombineres med kvalitet i form af avanceret teknologi. I USA prøver man nu at kombinere dette ved at lavet Replicator-programmet, hvor man søger at bygge tusinder af droner og robotter, der kan mistes i stor stil. Ukraine mister lige nu 10.000 droner om måneden. Der er også brug for massive mængder af ammunition og andet materiel. Ellers løber man alt for hurtigt tør.
Man kan ikke gemme sig på slagmarken. Droner, satellitter og andre typer af oplysningsindhentning gør, at enhederne på slagmarken hurtigt opdages og angribes. Denne såkaldte kill chain er meget præcis, hurtig og medfører store tab. Der går cirka to minutter, fra artilleriet har skudt, til at der skydes imod det. Så man skal nu skyde og køre væk med det samme. Det skal indregnes i det nye danske forsvar.
De enkelt værns opgaver overlapper hinanden. Der kæmpes i alle fem militære domæner: jord, vand, luft, rum og cyber på en gang. Det udfordrer de klassiske inddelinger i militære værn, og kræver nye tankegange.
Desværre er disse elementer væk i den danske forsvarsdebat, der lige nu handler om kvindelig værnepligt og ikke om, hvad de værnepligtige skal bruges til. Vi aner ikke, hvor mange soldater, der skal bruges, og vi diskuterer simpelthen ikke det samlede forsvar. Det vil give anledning til en masse problemer fremadrettet, fordi vi ikke tænker et samlet forsvar.