DEBAT: Den nuværende garnisonering i Hæren er en af de primære kilder til den udfordrede bemandingssituation. Det er nødvendigt at tage den op til revision og diskutere de geografiske rammer, hvis yngre soldater skal have lyst til at blive i Forsvaret mere end et par år, mener premierløjtnant Christian Baden Jørgensen.
Lad mig starte med at slå fast, at jeg køber ind på den brede erkendelse af, at Forsvarets fastholdelsesproblematik er mangefacetteret, og ikke lader sig løse med et snuptag. Altså skal dette indspark i debatten ses som et supplement til koret af yderst relevante pointer om grundløn, anciennitetsbelønning, materiel, arbejdspladsens beskaffenhed, fleksibilitet ift. soldatens livsfase mv.
Når jeg forsøger at klemme endnu en variabel ind i det allerede mættede miljø, skyldes det, at jeg oprigtigt har savnet en debat – og dermed bevidsthed – om de geografiske rammer som Forsvaret, og i særdeleshed Hæren, forventes at løse sin opgave inden for.
Mit ståsted er Hæren, og mit subjekt er qua mit job langt hen ad vejen Hærens yngre officerer. Jeg vil dog mene at jeg til dels også har hjemmel til at udtale mig på vegne af Hærens befalingsmænd og menige, da jeg trods alt har arbejdet tæt sammen med – og haft fornøjelsen af at være foresat for – en del af dem siden min udnævnelse i 2019.
I min optik er vi nødt til at inddrage Hærens garnisonering som en af de primære kilder til den nuværende udfordrede bemandingssituation. Kort sagt: Ønsker vi flere fastansatte kollegaer i geleddet, bør vi overveje, hvor på det danske landkort vi byder dem at gøre tjeneste.
For besværligt at være weekendpendler
Det er ikke en menneskeret at kunne cykle på arbejde – bevares. Faktum er bare, at vores unge soldater med tiltagende hastighed flokkes mod byerne. Urbaniseringen er en ubønhørlig global megatrend, og hvis vi tror, at vi med sognerådspolitik og udflytning af offentlige arbejdspladser kan svømme mod strømmen her, kan vi godt tro om igen. Så kan vi kæmpe og sparke, til vi drukner af udmattelse.
Hvis vi ønsker at tilbyde en attraktiv arbejdsplads til morgendagens kontraktansatte officerer, befalingsmænd og dygtige menige, må vi ganske enkelt indse, at beliggenhed tæt på befolkningscentrene er en væsentlig faktor – sammen med alt det andet.
Ministeren understregede så sent som 20. april, at grundlønnen for det uniformerede personel ikke er til forhandling. CU’en – som mange retteligt forventer sig meget af – er en opsparing, som ikke medfører en oplevet lettere hverdag her og nu, og den lokale løndannelse, herunder mobilitetstillæg, har for mange af mine soldater været en mager gulerod.
Og nu til det konkrete: Jeg har elsket min tid som artilleriofficer ved Danske Artilleriregiment i Oksbøl. Jeg har haft dygtige chefer, og under min kommando har jeg haft ihærdige befalingsmænd og dedikerede soldater. Det eneste, jeg har manglet – ud over vores eksistensberettigende skyts – har været flere af soldaterne.
En af de væsentligste årsager til, at mine soldater gennem tiden har fundet andre græsgange, har været besværligheden ved at leve som weekendpendler med fast base i Odense, Aarhus eller København. Det fungerer populært sagt et par år, og så bliver det for surt, når først de begynder at få andre forpligtelser op gennem deres tyvere.
Lyt til de unges ønsker til deres hverdag
Hvis vi som samlet forsvar oprigtigt ønsker, at vores erfarne professionelle soldater skal blive lidt længere i uniformen, må vi altså ikke negligere, at unge mennesker har ønsker og krav til deres liv og hverdag. Vi bør, præcis ligesom med CU’en, lytte til deres ønsker og behov og genbesøge den nuværende garnisonering.
I min optik er det positivt, at vi har to af vores panserinfanteribataljoner placeret på Sjælland. 45-60 minutters pendling fra København muliggør – med hiv og sving – en hverdag, hvor vores soldater kan få enderne til at mødes mellem tjeneste og familieliv. Modsat kan man undres over, at man ikke kan være soldat, hvis man ønsker et familieliv i Aarhus eller Odense.
Samtidig er bemandingen ved så kampafgørende våbenarter som artilleriet i Oksbøl og ingeniørerne i Skive så udfordret, at det for den militære sikkerheds skyld nu holdes hemmeligt. Når der forventes flere normer tilført eksempelvis Danske Artilleriregiment til luftværn, raketkastere og en yderst ventet stabsunderafdeling, forværres dette problem. Der er mange gode kræfter ved regimenterne, der kæmper for, at det skal blive en succes – men den geografiske friktion er så stor, at de i min optik slider sig selv op forgæves.
Oksbøl Kaserne er fortsat essentiel for Hæren. Terrænet og kasernens langsomt forbedrede faciliteter er en stor ressource. Men bør alle Danske Artilleriregiments omkring 700 normer være placeret der, når en større andel af dem fortsat står ubesatte hen?
Nuvel – vi kan bemande en vis del af 1. Brigades enheder med værnepligtige, men hvis brigaden skal være deployérbar og kunne løse opgaver af anden karakter end (udvidet) selvforsvar af det danske territorie, så må vi fortsat fastholde en substantiel del af soldaterne som professionelle og kontraktansatte. Der er ingen vej uden om det.
Farligt at være fastlåst i sparelogik
Blandt de mere erfarne kolleger, som jeg har haft fornøjelsen af at gøre tjeneste med, trækkes der ofte lidt på skuldrene (og smilebåndene), når snakken falder på den nuværende garnisonering af de to nævnte våbenarter. »Hvis vi fortsat lå på Sjælsmark og i Farum, forsvandt vores fastholdelsesproblemer som dug for solen,« hoster de.
Nostalgien farver alting lyserødt, og der er sikkert mange gode (og dårlige) grunde til at det er uladsiggørligt. Pointen, jeg prøver at komme frem til, er bare: Vi skal passe på ikke at forblive fastlåste i en sparelogik, hvor det stadig opfattes grinagtigt at drømme om bedre geografiske vilkår for vores soldater.
Jeg håber, at dette indspark vil generere debat. Der er sikkert mange ting, en idealistisk ung og uprøvet officer som undertegnede kan klandres for ikke at forstå. Jeg håber at blive klogere, men det, jeg håber står tilbage, når jeg ellers er blevet belært om min manglende indsigt, er følgende budskab:
Hvis vi virkelig ønsker en hær, der kan fastholde sin vigtigste ressource i mere end et par år, er vi nødt til at skabe rammerne om et arbejdsliv, der giver mening for soldater i tyverne og trediverne. De logikker, der har været med til at forme ”nedturen”, må simpelthen vige!
De lokalpolitiske drømme om arbejdspladser i udkanten har, som så meget andet, vist sig at være urealistiske at realisere. Her må vi som militært system pege på kejseren og få styr på munderingen. Hvis vi reelt ønsker at få kampkraft for pengene, må vi simpelthen gøre det muligt for vores ihærdige soldater at blive dygtige. De skal have tid og kunne få et familieliv til at fungere! Her må den geografiske garnisonering ikke glemmes som et af de vigtigste håndtag – også selv om det koster penge.







