DEBAT: Folk, der advokerer for en total ukrainsk sejr, må kalibrere deres retorik og strategi, for den kommer ikke, medmindre Nato engagerer sig militært i Ukraine, skriver debattør og historiestuderende Kasper Valentin Poulsen.
Der er i sandhed sorte skyer over Ukraine i disse måneder. Både præsident Volodymyr Zelenskyj og hans forsvarschef, Oleksandr Syrskyi, har været ude og advare om manglen på ammunition og de gradvise russiske fremskridt.
Men selvom Ukraine skal have al den våbenhjælp, Vesten kan mønstre, ændrer det ikke ved den fundamentale kendsgerning, at Rusland har et langt større rekrutteringsgrundlag end Ukraine.
Vi kan med andre ord sende nok så mange missiler og 155 mm-artillerigranater til Ukraine, uden nogen garanti for, at det i det lange løb vil være udslagsgivende, eftersom det i lige så høj grad er manglen på soldater som manglen på ildkraft, der i øjeblikket får ukrainerne til at trække sig tilbage, kvadratmeter for kvadratmeter.
Et simpelt regnestykke
I sidste ende er udfaldet af Ukraine-krigen et spørgsmål om simpel matematik, hvilket Zelenskyjs beslutning om at sænke aldersgrænsen for mobilisering af reservister fra 27 til 25 er et vidnesbyrd om. En manøvre, der potentielt betyder, at yderligere 400.000 ukrainere kan blive indkaldt til militærtjeneste.
Det er en betydelig forøgelse af de hidtil 800.000, som Ukraine meddeler at have mobiliseret siden krigens start.
Alt imens rekrutterer Rusland frivillige i al hast – og britiske efterretninger indikerer sågar, at Rusland i øjeblikket formår at hverve hele 30.000 nye soldater om måneden – altså knap 1.000 om dagen, hvilket for øvrigt svarer til omtrent det samme antal døde og sårede, som Rusland påføres dagligt i øjeblikket.
Derudover har Zelenskyj advaret om, at Rusland forbereder en stormobilisering på 300.000 soldater til juni.
Står de britiske efterretninger og udsigten til en russisk stormobilisering til troende, risikerer Ukraine at havne i en situation, hvor de ikke formår at erstatte deres tab hurtigt nok – hvilket meget vel kan vise sig at blive det vendepunkt, der tvinger ukrainerne til forhandlingsbordet i en ugunstig position.
Set i det lys må vi tilføje en ekstra variabel til regnestykket for at sikre et udfald til fordel for Ukraine: militært engagement fra Nato.
Nato-tropper til Ukraine
Tilbage i februar sagde Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, at »det kan ikke udelukkes, at der skal sendes vestlige tropper til Ukraine i bestræbelserne på at vinde krigen over Rusland«.
Macrons udtalelse åbnede dermed døren på klem for at tage mere drastiske skridt i bestræbelserne på at sikre en ukrainsk sejr i krigen, som de færreste ville kunne have forestillet sig for to år siden, da Rusland invaderede Ukraine.
Udtalelserne affødte ligeledes reaktioner fra andre statsledere, som indikerer, at det meget vel kan være i den retning, vi bevæger os.
Og eftersom Rusland – ifølge Putins talsmand, Dmitrij Peskov – allerede er i direkte konfrontation med Nato, og det i forvejen er en “offentlig hemmelighed“, at der er vestlige soldater i Ukraine, hvilket den polske udenrigsminister, Radoslaw Sikorski, for nylig påpegede, er tiden måske inde til at sætte handling bag alle alvorsordene og vise, hvad vi dur til.
Nato vil potentielt kunne frigøre en betydelig andel ukrainske styrker ved eksempelvis at sende logistik- og støttepersonale til Ukraine. Dette ville tillade ukrainske soldater at fokusere på frontlinjen, mens Nato-tropper kunne varetage støttefunktioner, som for eksempel reparation af beskadiget udstyr og træning af nye rekrutter.
Spørger man Kevin Ryan, der er pensioneret brigadegeneral og tidligere militærattaché i Moskva, kan vi også tage skridtet videre og eventuelt overdrage missilforsvaret af en række vitale vestukrainske byer til vestlige tropper. Det kunne være byer som for eksempel Kiev, Lviv og Odesa, som trods alt er placeret i behørig afstand fra frontlinjen.
Det vil de facto delvist indfri Ukraines ønske om oprettelsen af en no-fly zone, som Zelenskyj allerede i krigens første fase anmodede Vesten om. Dengang var Vesten forståeligt tøvende af frygt for at overskride Putins såkaldte ”røde linjer”. Set i bakspejlet har det dog været en dødelig beslutning, da vi igen i år er vidne til intense terrorbombementer af ukrainske byer og energi-infrastruktur.
Nato-enhederne skal naturligvis forblive langt fra fronten og forhåbentlig aldrig se en russisk soldat i øjnene, men deres aflastning og tilstedeværelse vil stadig gøre Ukraine i stand til at få mest muligt ud af sin dyrebareste ressource: sine soldater.
Alt skal på bordet
For to år siden sagde vi »aldrig kampvogne, aldrig fly, aldrig langdistancemissiler«. I dag er der ikke mange grænser for, hvad vi er villige til at sende til Ukraine, så hvorfor ikke militært støttepersonel?
Det må efterhånden stå klart for enhver, at vi ikke kan fortsætte som hidtil; at alt skal på bordet for at hjælpe Ukraine med at slå Rusland, som Estlands premierminister, Kaja Kallas, har udtrykt det.
Folk, inklusiv undertegnede, der advokerer for og ønsker en total ukrainsk sejr, må snart til at kalibrere deres retorik og strategi, for den kommer ikke medmindre Nato engagerer sig militært i Ukraine.









