DEBAT: Fra et forsvarsperspektiv er det nødvendigt at vende blikket mod havet. De største danske byer ligger langs kysterne, og store dele af det nordatlantiske område kan kun patruljeres fra søsiden. Hvis Danmark for alvor ønsker at sikre rigsfællesskabet og bidrage til Nato, er det til søs, tyngden skal ligge, mener orlogskaptajn Johan Fritzen.

»Næst efter Gud den almægtiges nådige forsyn hviler Kongerigets velfærd, sikkerhed og styrke på Flåden.«

Selvom citatet er gammelt (det er fra 1645), holder det stadig vand. Danmark bliver endda betragtet som en maritim stormagt, når det drejer sig om handelsflåden. Mindre godt går det i Søværnet, der ligesom resten af Forsvaret lider under dårlige politiske prioriteringer, der ikke har taget højde for, hvor hurtigt sikkerhedssituationen kan ændre sig. Eller taget højde for, at man ikke uendeligt kan udskyde beslutninger, der kræver handlekraft.

Her tænker jeg ikke kun på, at vore enheder er for få, for gamle, for slidte, for dårligt bemandet og for dårligt bestykket. Der mangler et strategisk helhedssyn. Ét, der tager kongerigets geografiske vilkår i betragtning. Og hvor siger geografien så, at danske forsvarsprioriteter bør være? Til søs, naturligvis. Det er vanskeligt at overvurdere havets betydning for danske geopolitiske interesser og muligheder.

Kongerigets sammenhæng og suverænitet

Søværnet er helt essentielt i forsvarsopgaverne i Grønland og Færøerne. Kun skibe kan bevæge sig tilstrækkeligt frit i de relevante områder. Der er ganske vist en slædepatrulje hér og et patruljefly dér, men deres udholdenhed og begrænsede støttepunkter gør dem irrelevante i Grønland og på Færøerne.

Kongeriget bindes sammen af havet og kan kun beskyttes fra havet. Derfor er en stærk flåde fundamentet for et stærkt sammenhold og en god forsvarsposition. Enhederne her skal være bygget til Nordatlantens hårde vilkår, have stor rækkevidde og uden videre kunne støtte Joint Force Command Norfolk i sin opgaveløsning, hvilket kræver et mere militært tilsnit end den nuværende nordatlantiske flådepakke består af.

Hele kongeriget Danmark ligger i Joint Forces Command Norfolks operationsområde. Denne ny myndighed har til at opgave at sikre forsyningslinjerne mellem Nordamerika og Europa. Det kræver ubådsbekæmpelse, eskorteenheder og luftforsvar hen over Nordatlanten, hvilket har et tydeligt maritimt aftryk. Samtidig er det også den kommando, der varetager alliancens opgaveløsning i Arktis, hvor Danmark har helt særlige interesser som ét af blot fem lande omkring Ishavet og med en uforløst disput med Rusland og Canada om retten til havbunden ved Nordpolen.

Danske stræders betydning for forsvarspolitik i dag

Danmark har en unik geopolitisk betydning som vogter af ind- og udsejlingen til Østersøen. Det har vi i århundreder udnyttet til at begrænse andres sejlads ved eksempelvis at afkræve sundtold og generelt vogte over vore dyrebare stræder. Nu er vor fremmeste opgave at sikre fri passage for allierede skibe vestfra, som skal videre ind i Østersøen. Det kræver, at der som minimum er ryddet for søminer, og at skibene ikke bliver angrebet i de snævre danske farvande.

Land- og flybaseret luftforsvar er egnet til at beskytte mod lufttrusler (herunder minering fra luften). Men det kan ikke stå alene: kun med en tilstrækkelig minerydningsstyrke kan Storebælt og Øresund blive brugt, som de bør: nemlig som adgangsveje til vore allierede omkring Østersøen. I tillæg hertil er det nødvendigt med ubådsbekæmpelse i Danmarks nærområde.

Det kræver således en tilbagevenden til en mere bredt funderet flåde, der ikke blot har fem store søgående enheder. Det kræver mange små orlogsskibe at følge bevægelserne på de mange russiske skibe, der potentielt er engageret i hybridaktioner hvor kabler, rørledninger, GPS-signaler og andre essentielle tjenester forstyrres eller ødelægges.

Østersøen skal sikre Nato i krisetider

Under den kolde krig sad Warszawa-pagten tungt på Østersøen, for kun Danmark og en lille strimmel Vesttyskland brød den lange ”røde” kyststrækning, der strakte sig helt fra Den Finske Bugt til Lybæk. Østersøen skulle tjene som omflankeringsområde for at bringe tropper fra Polen og Østtyskland i land i Danmark. De danske og vesttyske flåder skulle dengang forsinke og forhindre sådanne landsætninger ved at sænke så meget tonnage fra Warszawa-pagten som muligt. Til det formål havde man missilbatterier i land, torpedobåde, ubåde og mellemstore overfladeenheder.

I Danmark har man efter murens fald skrottet alle disse enheder for i stedet at overlade de egentlige kampopgaver til Søværnets fem fregatter.

I dag er de politiske tilhørsforhold og militære mål vendt helt på hovedet i forhold til for blot 35 år siden. Østersøen er blevet ”blå” i stedet for ”rød”, og nu er det Natos opgave at bruge Østersøen til at bringe forsyninger og tropper til Ruslands nabolande, mens Rusland nu er nødsaget til at sænke så meget Nato-tonnage som muligt, før skibenes dyrebare last bliver omsat til effekt på kamppladsen. Dermed er der også brug for nye og flere enheder. Det kræver eskortefartøjer, forsyningsskibe, luftforsvarsskibe og enheder til ubådsbekæmpelse at kunne beherske Østersøen. Danmark er særdeles udfordret på disse områder, og det samme gælder vore allierede, hvor flåderne ikke er bygget til at kæmpe om overtaget i Østersøen og sikre fri sejlads for allierede.

Fremtidens løsninger ligger på havet

Forsvarets problemer med at uddanne og fastholde dygtige medarbejdere er sandsynligvis den alvorligste af mange brister, der truer Forsvaret. Søværnets enheder udmærker sig ved at være bemandet af relativt få besætningsmedlemmer, som man må forudsætte er lettere at rekruttere end stakkevis af soldater til Hærens regimenter. De mindste ungdomsårgange kan levere større effekt fra skibe, end de kan i traditionelle hærenheder.

Mens vore kolleger diskuterer på livet løs her på OLFI og på kasernerne, hvilke opgavetyper Hæren skal løse, og hvilket udstyr og mandskab den skal løse det med, er det vigtigt at træde et skridt tilbage og se på, hvilke unikke muligheder og begrænsninger, Danmarks geografi byder os. Fra et forsvarsperspektiv er det nødvendigt at vende blikket mod havet. Vore største byer ligger langs kysterne, og der er aldrig mere end godt 50 kilometer til havet, uanset hvor man er i Danmark. Tager man ikke geografien i betragtning, ender man med et dårligere forsvar, end hvad der er muligt og ønskeligt. I disse år ligefrem nødvendigt.

Hvis vi forudsætter, at vore allierede nabolande ikke på hverken kort eller lang sigt udgør en trussel, skal Hæren i de fleste konfliktscenarier ud af landet og kæmpe andetsteds. I det store billede, betyder det ikke meget på slagmarken, om Danmark leverer en tung eller let brigade til at supplere Nato: Det, der virkelig betyder noget, er, om allieredes tropper og materiel kan fragtes de relevante steder hen. Her kommer de næsten uundgåeligt til at passere Danmark, Grønland eller Færøerne. Hvis Danmark for alvor ønsker at sikre rigsfællesskabet og bidrage til Nato, er det til søs, tyngden skal ligge.