DEBAT: Det Radikale Venstres forsvarsordfører, Christian Friis Bach, sagde i radioprogrammet ”Frontlinjen” på Radio4 den 4. oktober, at han hilste en åben debat om Forsvaret velkommen. Desværre har han siden hældt faglige anbefalinger ned ad brættet og blandet andre prioriteter ind i sine visioner for fremtidens forsvar, mener kaptajnløjtnant Johan Fritzen.

Forsvarets sølle tilstand skyldes mange faktorer. Den vigtigste er sandsynligvis, at forsvarsbudgettet har været helt utilstrækkeligt i mange år. Det har været nede på 1,11 % af Danmarks bnp og dermed fjernt fra Natos anbefaling om at anvende to procent. Det er let umiddelbart at erkende, hvad det har betydet for kasernernes tilstand, fastholdelse af dygtigt personel og for mængden af ammunition på lagrene: Utilstrækkelige budgetter har betydet utilfredsstillende forhold.

Men også en usund debatkultur har haft betydning for nedgangen i forsvarsevne, selvom det er vanskeligere at erkende. På samme måde har Forsvarets forfatning måttet lide, fordi andre politiske områder er blevet slået sammen med forsvarspolitikken.

Obersten og lektoren, der mente for meget

I mange år har det været forbundet med karrieremæssige risici at udtale sig fagligt om Forsvaret. Kendte eksempler omfatter den tidligere chef for Hærens Officersskole, oberst Eigil Schjønning, og lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jacobsen.

Oberstens brøde bestod i, at han i 2013 offentligt havde omtalt nyordningen af officersuddannelserne som værende utilfredsstillende. Uddannelserne blev dengang forkortet markant og profilen for potentielle ansøgere blev ændret: Kadetterne blev generelt ældre og mere akademiske, fordi de skulle have en bacheloruddannelse for at blive lukket ind på Hærens Officersskole.

Obersten blev forflyttet til anden tjeneste, fordi hans loyalitet blev draget i tvivl. Men var det modsatte ikke nærmere tilfældet? Hæren havde nemlig en mand, der tog sin stilling som chef for officersuddannelserne så alvorligt, at han var villig til at risikere karrieren i forsøget på at råbe Folketinget op. Den karrieremæssige konsekvens, som obersten oplevede, blev ikke just gavnlig for det faglige debatmiljø i Forsvaret. Det lader dog til, at oberstens anbefalinger bliver fulgt i dag, da man med endnu en omlægning af officersuddannelserne ønsker at ændre dem i retning af de “gamle” uddannelser. At lytte til en mand, der kunne se ti år fremad inden for sit fagområde, var var ikke noget, Forsvaret kunne rumme i 2013.

Det andet eksempel havde næsten konsekvenser for en hel institution. Lektor Jacobsen vurderede efter evakueringen af Kabul, at Pakistan var blevet rost for meget af statsminister Mette Frederiksen (A). Det medførte vrede fra både stats- og forsvarsministeren. Derefter fulgte en speget affære, hvor Peter Viggo Jacobsen tilsyneladende er blevet truet med fyring, og Forsvarsakademiet risikerede at blive udflyttet fra København.

Det ville i sig selv være tragisk at udflytte en institution som straf for at levere, hvad institutionen skal. Det ville dog være dobbelttragisk i denne sag, hvor netop samflytning til Forsvarsakademiet var en af de påståede positive synergieffekter ved den samme omlægning af officersskolerne, der fik oberst Schjønning forflyttet.

Forsvarsakademiet og lektor Jacobsen blev altså også ramt af et negativt syn på debatten i og om Forsvaret.

Mere debat eller mere af det samme?

Derfor var det glædeligt, da Christian Friis Bach modsagde tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S), der som bekendt mente, at Danmark ikke var rede til en offentlig debat om Forsvaret. Bach brugte sine første minutter som forsvarsordfører på at rose Forsvarets chefer for at være engagerede i debatten. Han sagde yderligere, at faglige vurderinger er nødvendige, og at han gerne vil høre flere holdninger til, hvordan Forsvaret skal udvikle sig, og hvilke ønsker de forskellige værn og enheder har. Slutteligt sagde han, det var »virkelig nyttigt« for folketingsmedlemmerne, hvis man blandede sig.

Indlægget fortsætter under afspilleren …

Ovenstående eksempler illustrerer, at det er nødvendigt med politisk opbakning til et åbent debatmiljø. Desværre gik der kun en uge, før Bach delvist modsagde sig selv og de flotte ord. Onsdag den 11. oktober kommenterer Christian Friis Bach flotilleadmiral Carsten Fjord-Larsens udmelding om, at Søværnet på lang sigt bør have ubåde. De faglige råd, som Søværnskommandoens næstkommanderende kommer med, blev hurtigt skudt ned af Christian Friis Bach. Bach mener nemlig, at droner kan erstatte ubåde.

Men kan droner virkelig gøre ubåde overflødige i den nærmeste fremtid? Det spørgsmål kræver et fagligt svar – ikke et politisk. Meldingen fra Søværnskommandoen er klar: Danmark bør have ubåde. Det er vovet af Friis Bach at sige, at »vi ikke skal tænke i fortiden, men på fremtiden«. Mon ikke om flotilleadmiralen tænker på fremtiden? Man burde mene, at han drager nytte af årtiers erfaring inden for søkrig, og at dette ikke er ensbetydende med, at han fastlåses i fortiden.

Det er påfaldende, at Christian Friis Bachs første uge som forsvarsordfører rundes af med, at han underkender de faglige råd, han netop har efterspurgt. Bach kan fra et politisk synspunkt være imod ubåde, men at han skråsikkert taler relevansen af ubåde ned, får næppe flere fagpersoner til at bidrage til debatten.

Friis Bach bruger det faktum, at vi ikke er de bedste til at operere ubåde, som argument for, at vi ikke skal have dem. Han mener i stedet, at vi skal lade vore allierede ordne søkrig under havoverfladen. Med den udtalelse taler Bach hele relevansen af Forsvaret ned med udgangspunkt i ubådene. For vore budgetter, bemanding og materiel har ikke tilladt os at træne tilfredsstillende i mange år. Jeg tør ikke tænke på, hvor småt Forsvaret skal blive, hvis vi kun skal have enheder, der er blandt Natos bedste! Erkendelsen af, at vi halter bagefter, bør kun opildne til, at vi forbedrer os sammen med vore allierede.

Lad forsvarspolitikken være sig selv

Selvom jeg hverken er flotilleadmiral, oberst eller lektor vil jeg gerne komme med ét fagligt råd: Lad forsvarspolitik være forsvarspolitik i sin egen ret. Mange af Friis Bachs forsvarsordførerkolleger er gået i den velkendte fælde, at forsvarspolitikken skal drive alle mulige andre politiske projekter; klimaet, udkantsdanmark og eksperimenterende innovatører skal alle nyde godt af Forsvaret.

Ideelt set var det Forsvaret, der nød godt af eksempelvis klimaindsatsen og innovative virksomheder, snarere end omvendt. For når forsvarspolitik parres med andre prioriteter, er det så godt som altid forsvarsdelen, der forsvinder fra slutproduktet. Lad forsvarspolitik være forsvarspolitik i sin egen ret: Hvis det er bedst for Søværnet at drive en grøn flåde, må man stole på, at Forsvaret selv foreslår tiltag i den retning. Hvis Hærens behov for små droner bedst dækkes af nordjyske virksomheder, er det forhåbentlig netop dem, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse udvælger.

Men hvis man i stedet pådutter Forsvaret særligt udvalgte løsninger baseret på landsdels- eller klimapolitik, ender man med udstyr, der enten er dårligere eller dyrere end nødvendigt. Forsvarspolitik er så vigtigt et område, at det skal stå alene og ikke bruges som middel i andre politiske målsætninger.

Friis Bach er meget optaget af, at Danmark skal levere en grøn flåde. Men hvis man skal bruge hans eget argument om, at vi ikke bør bruge energi på noget, vi ikke er de bedste til, så bør vi lade vore nabolande om at kæmpe for klimaet, idet vi i Danmark ikke er førende inden for klimapolitik. Forsvaret er på vej mod en bedre økonomisk ramme, og det er ét af flere nødvendige tiltag for at styrke forsvarsevnen. Lad os håbe, at åben debat baseret på faglige råd bliver endnu ét. Og lad os undlade at udvande forsvarspolitikken ved at pådutte Forsvaret en masse opgaver med at drive udkants-, industri- eller klimapolitik.

Billedtekst: Fregatten “Niels Juel” under havnemanøvre på Flådestation Korsør. Foto: Forsvarsgalleriet