spot_img

FMI tildeler danske Terma kæmpeordre på levering af luftværnssystem til Hæren

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har besluttet at indkøbe luftværnssystemer til Hærens 1. Brigade ved danske Terma, fremgår det af EU’s udbudsportal. FMI ønsker sig en enkelt national hovedleverandør, og de betingelser opfylder kun Terma, som dermed kan skrive en milliardordre i ordrebogen.

Det bliver danske Terma, der skal levere de længe ventede luftværnssystemer til Hærens 1. Brigade. Det står klart, efter at Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) via EU’s udbudsportal har offentliggjort, at man agter at indgå en aftale til en værdi af i alt fem milliarder kroner med den danske forsvarsvirksomhed, der er hjemmehørende i Lystrup ved Aarhus.

Aftalen med Terma indgås som en såkaldt direkte tildeling, fordi FMI vurderer, at kun Terma lever op til de opstillede krav. Normalt skal større materielindkøb sendes i EU-udbud, men medlemslandene kan gøre brug af bestemmelserne i artikel 346 i EUF-traktaten og fravælge udbudsrunder, når væsentlige nationale sikkerhedsinteresser er på spil. Det er der i denne sammenhæng, vurderer FMI:

»Det er af sikkerhedsmæssige hensyn afgørende, at FMI indgår aftale direkte med én hovedleverandør, der kan tage ansvaret for det samlede system, herunder integrationen af alle subsystemer, hvoraf en stor del tilvejebringes via eksisterende (udbudte) rammeaftaler, som FMI har indgået, og dermed påtage sig systemhus-ansvaret,« skriver FMI således.

Desuden har man fra styrelsens side lagt vægt på de praktiske fordele ved at indgå aftale med en dansk virksomhed, fremgår det videre af bekendtgørelsen:

»Det er ligeledes afgørende, at den overordnede systemintegration foretages hos en national leverandør, da dette vurderes nødvendigt for at sikre væsentlige nationale sikkerhedsinteresser, herunder at eventuel “nede-tid” minimeres, og at behovet for opgradering og vedligehold kan opfyldes uden risiko for eksport-restriktioner fra nogen udenlandsk stat.«

Skal levere simulationssystem først

Terma skal i første omgang levere et simulationssystem, der sætter 1. Brigade i stand til at uddanne og træne det personel, der skal bruge luftværnssystemet. Selve luftværnssystemet vil derefter blive leveret med en dertilhørende 30-årig aftale om support og vedligeholdelse, fremgår det af aftalen.

Dermed er der truffet beslutning om en af krumtapperne i den meget omdiskuterede middeltunge og deployerbare 1. Brigade – også kaldet ”Hærens knytnæve” – som Danmark havde lovet Nato at have klar i 2023. Det bliver den ikke, men med beslutningen om at indkøbe luftværn ved Terma er et vigtig skridt på vejen nu taget, og Danmark er tættere på at leve op til et af de væsentlige styrkemål, som det længe har haltet med.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse om de udfordringer, der forhindrer 1. Brigade i at blive klar til tiden …

»Luftværnsystemet skal leve op til Natos krav for den Very Short Range (VSR)-luftværnskapacitet, der indgår i Danmarks medium brigade (Natos styrkemål). Luftværnsystemet skal desuden indgå i det nationale forsvar, og skal i den forbindelse leve op til krav om interoperabilitet, herunder kunne indgå i forskellige konfigurationer af luftforsvarskapabiliteter inden for land- og luft-domænerne«

Opstillingen af brigaden på i alt 4.000 mand har været lang tid undervejs og plaget af en række udfordringer på både materiel- og personelsiden. En af de store mangler har netop været luftværnet, som der altså er øremærket i alt fem milliarder kroner til. Der er dog stadig udestående i forhold til nedslidte infanterikampkøretøjer, forsinkede materielleverancer og opsigelser i kølvandet på indsættelser i Operation Gefion og coronaberedskabet. Det står derfor fortsat uklart, hvornår brigaden står helt klar.

Andre læste også

Action24 viser, at soldaterne selv er den bedste reklame for Forsvaret

KOMMENTAR. Action24 var en saltvandsindsprøjtning uden sidestykke, og jeg har i nyere tid aldrig set så mange glade og smilende soldater. Messen i Fredericia viste, at soldaterne sælger billetter helt uden styrelsernes indblanding. Send soldaterne ud på mini-messer i alle garnisonsbyer! Ja, det koster, men det kan være dyrere...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

7 KOMMENTARER

guest
7 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Rasmus Karlsen
Læser
Rasmus Karlsen
26. september 2022 11:05

Testet hyldevare eller udviklingsprojekt (gys)?

Carsten J. Nielsen
Læser
Carsten J. Nielsen
23. september 2022 15:33

Tillykke Terma.
Endvidere fremgår det også af EU’s udbudsportal (ref. 2022/S 166-472600) at FMI ønsker at anskaffe 5 Multi-mission Medium Range Radar-systemer af typen GM200 MM/C (Thales) gennem en government-to-government (G2G) med Nederland Defence Material Organisation (DMO).

Michael Nielsen
Læser
Michael Nielsen
24. september 2022 18:01

Tillykke til Terma.
Hvilket system har man besluttet sig for at købe, og hvorfor?

leif liltorp
Læser
leif liltorp
24. september 2022 8:38

Og hvad hedder dette system så??

Niels Jensen
Læser
Niels Jensen
28. september 2022 17:45

Ja ok det er mange penge for radar anlæg Hvad så med missiler og andet udstyr / det laver de jo ikke. Hvem skal levere det???

Heine Pedersen
Læser
Heine Pedersen
23. januar 2023 22:12

Kan næsten kun være det samme system som USA har udviklet, til at montere på deres Stryker{Piranha) køretøjer.

Michael Nielsen
Læser
Michael Nielsen
20. januar 2023 15:26

Hvad er tidshorisonten på at 1. Brigade får sit luftværn?