Konservativ forsvarsordfører stopper på posten efter omtale af Ecco-samarbejde

Niels Flemming Hansen er færdig som konservativ forsvarsordfører efter Vejle Amts Folkeblads omtale af Holst Skos salg af Ecco-sko. Foto: Philip Davali/Scanpix

Niels Flemming Hansen er færdig som Det Konservative Folkepartis forsvarsordfører, skriver Vejle Amts Folkeblad. Det sker efter avisens omtale af samarbejdet mellem den udskældte danske skoproducent Ecco og butikskæden Holst Sko, som Niels Flemming Hansen er medejer af.

Niels Flemming Hansen afgiver sit ordførerskab på forsvarsområdet, efter at Vejle Amts Folkeblad har sat fokus på salget af Ecco-sko i butikskæden Holst Sko, som han er medejer af. Det skriver avisen selv tirsdag.

Ecco har fået kras offentlig kritik for sin beslutning om at fastholde salget i Rusland trods den russiske invasion af Ukraine. I Holst Sko har man fortsat Ecco-sko i sortiment, og det er Niels Flemming Hansens medejerskab af kæden, der nu får ham til at forlade posten som forsvarsordfører oplyser han selv i en skriftlig udtalelse:

»Som mange nok ved, har Ecco besluttet ikke at trække sine aktiviteter i Rusland, hvilket berettiget har ført til stor kritik. Jeg er selv medejer af skobutikkerne Holst Sko, som har Ecco på nogle af hylderne. Det har ført til, at der af Vejle Amts Folkeblad er blevet rejst tvivl om, hvor min loyalitet ligger, når jeg samtidig er forsvarsordfører for Det Konservative Folkeparti. Jeg har derfor efter aftale med min gruppeformand meddelt, at jeg ønsker at stoppe som forsvarsordfører for Det Konservative Folkeparti,« forklarer Niels Flemming Hansen selv til Vejle Amts Folkeblad.

Taber penge på salg af Ecco

Niels Flemming Hansen har tidligere hyldet danske virksomheder, som har trukket sig ud af det russiske marked, men har altså indirekte fortsat samarbejdet med Ecco gennem Holst Sko, som han ejer 40 procent af.

Salget af Ecco-sko er dog ingen guldrandet forretning, forsikrer Niels Flemming Hansen. Alligevel ønsker man ikke i Holst Skos ejerkreds at afbryde samarbejdet med den udskældte skoproducent.

»Hvis nogle tror, at jeg laver profit på at sælge sko i øjeblikket, så må jeg desværre skuffe dem. For Holst Sko kører lige nu med et underskud. Ecco udgør dog en meget stor andel af vores omsætning, og det vil derfor betyde fyringer af medarbejdere, hvis Ecco fjernes fra hylderne,« forklarer Niels Flemming Hansen, der har lovet at donere et eventuelt overskud fra salget af Ecco-sko til Ukraine.

Niels Flemming Hansen afløses på posten som konservativ forsvarsordfører af Rasmus Jarlov, men forbliver partiets beskæftigelses-, transport- og landdistriktsordfører.

Ét svar til “Konservativ forsvarsordfører stopper på posten efter omtale af Ecco-samarbejde”

  1. Mickei Reinhold Jacobsen

    Dette er netop en, af mange ting, som udstiller vores folkevalgte og viser hvor langt de nogle gange er fra vælgerne!
    De siger et når de står på Folketingets talerstol, eller foran journalisterne og de rullende kameraer. Men det er skåltaler som oftest ikke kan tages for pålydende. For når der kradses i overfladen, er det sognerådspolitik og egeninteresser som er styrende for deres handlinger…
    Og det er først når den enkelte politiker bliver taget med fingrene i småkagedåsen, at der ændres adfærd… Og så er indrømmelsen/erkendelsen indsvøbt i fraser om “underskudsgivende forretninger” eller andre groteske undskyldninger, ikke dybfølt anger.
    Senest er det en konservativ ordfører som der blev taget. Men uanset hvor man kigger rundt i salen, så er der eksempler på samme adfærd! Det er jo ikke uden grund at betegnelsen den “Jyske motervejsmafia” og andre udtryk er opfundet.
    Meget af borgernes Politikerlede udspringer netop fra denne dobbeltmoral og ikke som nogen påstår, fordi at kompleksiteten af politik er vokset de seneste årtier. Hvis politikerne kunne opføre sig ordentligt, ville vælgerne også have tillid til at de samme politikere nok skulle tage sig af komplekse ting, uden at skulle forklare alt i detaljer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *