
Chefen for Hærens Officersskole, oberst Nicolas Veicherts, angriber tre navngivne politikere og officerer – herunder en af hans egne kadetter – for i Berlingske at blande sig i debatten om Forsvaret. ”Mit råd til officerer, der også vil føre politik, er at finde andre emner end netop forsvarspolitik,” skriver han.
Forsvarsdebatten raser i Berlingske, hvor chefen for Hærens Officersskole (HO) er røget i totterne på officererne og politikerne Steen Holm Iversen (løsgænger og tidligere LA), Klaus Kroll (Nye Borgerlige) og kadetten på HO, Casper Stefani (Konservative). Sammen havde de tre den 17. september en kronik i Berlingske, hvor de angreb politikere fra begge sider af Folketinget for at bruge antallet af faldne soldater som undskyldning for ikke at anvende 2 pct. af bnp på forsvar.
»43 døde, 214 hårdt sårede i Afghanistan, otte døde og 19 hårdt sårede i Irak er delbetalingen for dansk manglende vilje til at opfylde Natos to-procentmål. Det må være den eneste konklusion, man kan drage, når det fra officielt hold igen og igen fremføres, at vi som land har leveret mere til internationale opgaver, end landets størrelse tilsiger, og samtidig har taget større tab, målt på indbyggere end vores allierede. Med andre ord er skiftende regeringers fodslæbende forsvarspolitik bygget på dyngen af døde soldater,« skriver de i kronikken.
Kronikken har skabt en del debat både eksternt og internt i Forsvaret. Lørdag fik de så svar på tiltale – fra en måske lidt uventet kant. Oberst Nicolas Veicherts er chef for Hærens Officersskole, og han gik i et læserbrev i rette med de tre officerer, hvoraf den ene, Casper Stefani, er en af hans egne kadetter. Chefen opfordrer dem alle til som politikere at beskæftige sig med andre emner end forsvar:
De døde kan ikke tale
»Krig er politik, hvorfor faldne soldater også kan blive til politik. Imidlertid kan de døde ikke tale, hvorfor vi alle skal være varsomme med at bruge deres og familiernes offer som argument for kortere eller længere krige eller større eller mindre forsvarsbudgetter. De faldne skal æres for deres offer – og ikke andet. Mit råd til politikere, der også vil føre soldater – og til officerer der også vil føre politik – er at finde andre emner end netop forsvarspolitik.«
Artiklen fortsætter under billedet …

Det er ellers ikke mere end tre år siden, at Ombudsmanden rettede en sønderlemmende kritik af den daværende forsvarschef Peter Bartram for at knægte soldaters ytringsfrihed ved at true med at fyre illoyale medarbejdere. Ombudsmanden skrev dengang, at han tvivlede på, at forsvarschefen havde gjort tilstrækkeligt for at sikre, at medarbejderne tør ytre sig.
Efter offentliggørelsen af læserbrevet i Berlingske delte Nicolas Veicherts indlægget på chefen for Hærens Officersskoles officielle Facebook-side. Med hans halvofficielle udtalelse om, at politikere med officersbaggrund ikke bør blande sig i forsvarsanliggender, kan en ny debat om ytringsfrihed for soldater og officerer være på vej.