Malala besøger det sted, hvor Taleban skød hende i hovedet

0
Nobelprisvinderen Malala Yousafzai landede lørdag i Swat-dalen i Pakistan, hvor Taliban for over fem år siden skød hende i hovedet. Det er første gang siden attentatforsøget, at hun er tilbage. Foto: Abdul Majeed/Ritzau Scanpix

Malala Yousafzai vendte lørdag tilbage til Swat-dalen i Pakistan, hvor Taleban for over fem år siden skød hende i hovedet. Det er første gang, at den pakistanske vinder af Nobels fredspris er tilbage.

Nobelprisvinderen Malala Yousafzai vendte lørdag tilbage til Swat-dalen i Pakistan, hvor Taleban for over fem år siden skød hende i hovedet. Det er første gang, at den pakistanske nobelprisvinder er tilbage.

Ved attentatetforsøget blev hun livsfarligt såret og måtte føres til Storbritannien for at blive behandlet. Den 20-årige kvinde er samtidig tilbage, hvor hun blev født og gik i skole. Under hendes rundtur sørger soldater fra Pakistans hær for hendes sikkerhed. Hendes mor, far og to brødre ledsager hende, rapporterer en korrespondent for nyhedsbureauet AFP.

Malala Yousafzai ankom til Swat-dalen fra Islamabad i en af hærens helikoptere. Her har hun mødt venner og familie, inden hun uden for hovedbyen Mingora besøgte et lokalt college. Den unge kvinde virker glad og skal senere tale til skolens elever, før hun vender tilbage til Islamabad. Mingora er byen, hvor Malalas familie boede, og hvor hun gik i skole.

Skød den 15-årige pige i hovedet

Den 9. oktober 2012 blev hendes liv ændret drastisk. Her steg en bevæbnet mand om bord på en skolebus og spurgte: “Hvem er Malala”. Derefter skød han den 15-årige pige gennem hovedet. Hun var som 11-årig begyndt at skrive en blog om livet i Swat-dalen, og det gjorde Taleban rasende, at en pige på den måde lod sin stemme høre.

Malala Yousafzai fik behandling for sine kvæstelser på et hospital i den britiske by Birmingham, hvor hun efterfølgende begyndte i skole. I dag bor hun i Storbritannien. Under en tale, som blev vist på pakistansk tv, brød hun sammen i gråd, da hun sagde, at det var hendes “drøm at være tilbage”.

Der har de seneste par dage været mange spekulationer om, hvorvidt hun også ville besøge Swat-dalen. Området blev i 2007 overløbet af Taleban, der indførte et blodigt og strengt religiøst styre, men er i dag atter – efter omstændighederne – fredeligt.

20180401 Malala2
Nobelprisvinder Malala Yousafzai med sin familie og Pakistans informationsminister Marriyum Aurangzeb under besøget i sin hjemby Mingora i Swat-dalen i den nordlige del af Pakistan. Foto: Ritzau Scanpix
guest
0 Kommentarer
Inline Feedback
Læs alle kommentarer