
DEBAT: USA og Danmarks indsats i Syrien er i strid med international lov og koster millioner af kroner. Burde vi ikke overveje vores absurde deltagelse i denne konflikt og bruge pengene i kampen mod bevæbnede bander i stedet, spørger Claus Hyldahl.
Det er altid med interesse, at jeg noterer mig hvilke emner, som helt går under nyhedsmediernes radar. I en stort opsat artikel i Washington Post kunne man i juli læse, at Donald Trump har skrottet CIA’s ”hemmelige” støtte til de såkaldte ”moderate” rebeller i Syrien. Man har siden konfliktens start postet ca. en mia. dollars i et projekt, som har haft til hensigt at knuse styret i Syrien.
Sammen med allierede i regionen (Saudi Arabien, Qatar, Jordan) og med støtte fra en håndfuld vestlige allierede – herunder Danmark – har man økonomisk og militært støttet kendte terrororganisationer og anvendt deres krigere som lejesoldater. USA har lige fra begyndelsen været en aktiv og drivende kraft i forsøget på at styrte den syriske præsident Al Assad, men er nu nået til den erkendelse, at forsøget på at forvandle endnu et arabisk land til en ruinhob overgivet til fanatiske terrorgrupper er mislykket.
Artiklen fortsætter under billedet …

De af os, der ikke kun har USA’s udenrigsministerium eller Pentagon som kilder, har kendt til USA’s ageren i årevis. Historien, vi i den vestlige verden har fået fortalt, er, at Syrien er ramt af borgerkrig som følge af et folkeligt oprør mod Assad. Præsidenten og hans allierede er med jævne mellemrum blevet beskyldt for folkemord, giftgasangreb mm., uden at der nogensinde er ført bæredygtige beviser for disse påstande. Vi har fået fortalt, at ”demokratiske” og ”moderate” oprørere står i spidsen for ”frihedskampen” mod Assad; men vi har aldrig set skyggen af en leder eller repræsentant for disse påståede fredselskende, humanistiske, demokratiske oprørere.
Derimod har vi løbende fået rapporter om senator John McCains forbindelser til kendte terrorister herunder IS-kommandanten Abubakar Al Baghdadi og lederen af terrororganisationen Mujahedin-e Khalq Organization, Maryam Rajavi, og om USA’s økonomiske og militære støtte til terrorgrupper som Al Qaeda, Al Nusra m.fl.
Danmark bomber mål i Irak under dække af bekæmpelse af IS
USA’s og vores tilstedeværelse i Syrien handler officielt om kampen mod IS. Vi har sammen med USA i strid med international lov placeret landsoldater i Irak og Syrien og har bombet mål i Syrien under dække af, at det er for at bekæmpe IS. I den forbindelse forekommer det yderst bemærkelsesværdigt, at der siden indledningen på USA’s officielle kamp mod IS ikke er beskrevet et eneste succesfuldt anslag mod IS i Syrien.
Det, som USA har gjort med ”succes”, er at bombe syriske regeringstropper tre gange i 2017 og at bombe en syrisk flybase med krydsermissiler. Derudover har Israel som USA’s allierede haft held med at skyde syriske fly ned. Ved siden af den USA-ledede koalitions tilsyneladende fiasko i kampen mod IS har syriske regeringstropper støttet af Rusland haft held med at befri det ene større område efter det andet fra IS.
I kølvandet af at USA nu tager sig selv i barmen og erkender den mislykkede indsats, burde vi så ikke også her i Danmark overveje vores absurde deltagelse i denne konflikt? Vores indsats er i strid med international lov og koster millioner af kroner, som kunne være givet bedre ud til f.eks. bekæmpelsen af bevæbnede bander i København.
