Vesten har styrken, men ikke viljen til at stoppe krigen i Syrien

Assad-regimet anvender et syrisk flag med røde-hvide-sorte striber og grønne stjerner, mens oprørsstyrkerne anvender uafhængighedsflaget med grønne-hvide-sorte striber og røde stjerner.

ANALYSE: Krigen i Syrien udstiller Vestens manglende vilje til at stoppe, hvad der udefra virker til at være et brud på stort set samtlige internationale love og menneskerettigheder. Det skriver Johannes Riber Nordby fra Forsvarsakademiet i denne analyse.

Våbenhvilen i Syrien fik ikke mange dage at leve i. Officielt er Vesten blevet beskyldt for at have brudt den, da koalitions fly dræbte 62 regeringstropper den 17. september. Et angreb, som også danske F-16 fly med stor sandsynlighed deltog i. Men meget tyder på, at koalitionen blev lokket i en fælde. USA havde på forhånd informeret Rusland om, at man ville bombe i det pågældende område, uden at russerne havde protesteret. De 62 syriske soldater blev dermed ofret i et storpolitisk spil om Aleppo og i sidste ende om Syrien. Dagen efter angrebet blev en nødhjælpskonvoj ramt af enten det russiske eller syriske luftvåbens bomber, hvor 20 civile blev dræbt. Ingen har taget skylden for angrebet, men modsat angrebet på de syriske soldater var der her tale om en klar krigsforbrydelse. I dag knap tre uger efter indgåelsen af våbenhvilen står det klart, at våbenhvilen alene er blevet brugt af Assad og Putin til at planlægge et nyt angreb på Aleppo for i sidste ende at indtage byen. Den mistanke er blevet bekræftet efter de sidste dages angreb på dele af Aleppo. Russerne beskylder Vesten for at have brudt våbenhvilen, og efterfølgende har det russisk-syriske angreb på nødhjælpskonvojen stoppet nødhjælpen. Aleppo skal tvinges og pines til at overgive sig uanset de menneskelige konsekvenser.

Får mere ud af bomber end dialog

Vesten og USA står måbende og handlingslammede tilbage. Hvis man var i tvivl om det før, så må det selv for de største skeptikere stå klart, at den laveste fællesnævner definerer forholdet mellem Rusland og Vesten i Syrien – og den fællesnævner hedder militær magt. Rusland og Assad er stadig overbeviste om, at der er mere at vinde ved at bombe end gennem dialog. De har sandsynligvis ret. For hvem skal udfordre dem? Hvis Vesten ikke gør det, kan Assad og Putin fortsætte deres bombardementer og fortsætte med at reducere Vestens indflydelse og rolle, når det gælder Syriens fremtid. Som det ser ud lige nu får Vesten ingen indflydelse på Assads fremtid, eller på hvem der skal have kontrollen over det vestlige Syrien. Det skyldes, at Vesten ikke er villig til at sætte magt bag ord. Det ville kræve, at Vesten skiftede fokus og begyndte at angribe Assads styrker på jorden og i luften, hver gang han eller russerne bombede hospitaler, konvojer eller andre humanitære mål. Men det tør Vesten ikke af flere grunde.

Assad forstår kun krigens sprog

For det første er der ikke politisk vilje til at gå i krig mod Assad, selv om krig er det eneste sprog, som han forstår. Den anden grund er frygten for at ramme russiske soldater med de efterfølgende konsekvenser, som det måtte have. En krig mod de syrisk-russiske styrker i Syrien ville have nogle omkostninger, som vi i Vesten ikke ville bryde os om. Rusland har deployeret antiluftmissiler til Syrien og ville dermed kunne nedskyde Vestens fly. For at gardere sig mod dette, ville Vesten være nødt til at fjerne disse kapaciteter, og så er vi tilbage ved frygten for at dræbe russiske soldater. Dette scenarium betyder, at Vesten reelt set kun kan bruge krydsermissiler mod Assad og det i et antal, som alene USA råder over. Da Putin og Assad ikke er interesserede i forhandling eller dialog, er Vestens strategiske handlemuligheder låst fast. Vesten og USA står derfor over for et nærmest umuligt valg. Skal man lade Assad og Putin udsulte og udpine Aleppo mere, end man allerede har gjort? Eller skal Vesten lægge fløjlshandskerne og udfordre Assad of russerne med en risiko for en yderligere eskalering af konflikten? Når slaget om Aleppo engang er slut og tragediens omfang endeligt kendt, vil det stå som symbolet på Vestens manglende vilje til at stoppe, hvad der udefra virker til at være et brud på stort set samtidige internationale love og menneskerettigheder.

Johannes Riber Nordby er militæranalytiker på Forsvarsakademiet.
Johannes Riber Nordby er militæranalytiker på Forsvarsakademiet.
Kommentarer

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here