Ombudsmanden ind i sag om forsvarschefens udtalelser

Allerede den 21. marts rettede Ombudsmanden henvendelse til Forsvarsministeriet for at få en udtalelse på baggrund af forsvarschefens udtalelser under et møde med medarbejderne på Flyvestation Karup. Foto: Screendump

Forsvarschef Peter Bartrams trussel om at fyre illoyale medarbejdere har fået Ombudsmanden til at gå ind i sagen. Tænketanken Justitia vurderer, at forsvarschefens ageren og udtalelser på flere punkter strider mod forvaltningsretlige principper og efter Ombudsmandens praksis vil være et brud på offentligt ansattes ytringsfrihed.

Historien om forsvarschef Peter Bartrams udtalelser under en rundtur til landets tjenestesteder får et efterspil, idet ombudsmanden af egen drift har besluttet at gå ind i sagen. Den opstod, da DR for to uger siden bragte et videoklip sammen med to artikler, hvoraf det fremgik, at forsvarschefen truede illoyale medarbejdere med en fyreseddel.

Allerede den 21. marts skrev ombudsmanden til Forsvarsministeriet.

“I artiklerne citeres forsvarschefen bl.a. for at have udtalt følgende om ansattes ytringer på de sociale medier: “Jeg har til hensigt at fyre de folk, jeg kan komme afsted med, som jeg synes er direkte illoyale”. Det fremgår videre, at forsvarschefen over for DR har oplyst, at han ikke vil acceptere medarbejdere, der optræder illoyalt over for Forsvaret på de sociale medier, og at han derfor har bedt Forsvarets jurister om at undersøge, hvilke konsekvenser han kan drage over for sådanne medarbejdere,” skriver ombudsmand Jørgen Steen Sørensen og fortsætter:

“I lyset af reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed, jf. Justitsministeriets vejledning nr. 87 af 14. september 2006, beder jeg Forsvarsministeriet om en udtalelse om sagen.”

Ud over en udtalelse fra Forsvarsministeriet ønsker ombudsmanden også en udtalelse fra Den Værnsfælles Forsvarskommando. Fristen for aflevering af den såkaldte høring er sat til seks uger, hvilket vil sige i begyndelsen af maj.

Udtalelse er egnet til at afskrække medarbejderne

I en artikel på Olfi onsdag understregede Peter Bartram, at han opfordrer Forsvarsets medarbejdere til at deltage i den offentlige debat, så længe at det foregår i en ordentlig tone. Men han gentog samtidig, at han vil fyre illoyale medarbejdere – om end det er svært i forhold til lovgivningen.

»Jeg synes bare, at det stikker af, når nogle kritiserer kollegerne og cheferne. Og jeg synes, at medarbejderne har krav på at vide, hvor jeg står. Selvfølgelig skal jeg holde mig inden for loven, og det er derfor, at det her er vanskeligt. Derfor siger jeg, at jeg spørger dem med personalejuridisk indsigt. Ind til da skal I kende min holdning, og inden for de rammer har jeg til hensigt at fyre de medarbejdere,« lød det fra Peter Bartram.

Jacob Mchangama er direktør i og stifter af den juridiske tænketank Justitia. Foto: Justitia
Jacob Mchangama er direktør i og stifter af den juridiske tænketank Justitia. Foto: Justitia

Jacob Mchangama er direktør i – og stifter af – den juridiske tænketank Justitia, som har til formål at styrke respekten for grundlæggende retsstatsprincipper og frihedsrettigheder i offentligheden. Han er overrasket over forsvarschefens udtalelser og vurderer, at de formentlig strider mod forvaltningsretlige principper og efter Ombudsmandens praksis vil være et brud på offentligt ansattes ytringsfrihed.

”Offentligt ansattes ytringsfrihed er en central hjørnesten i den offentlige debat om den offentlige sektor og nyder høj beskyttelse i Grundloven og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Peter Bartrams Udtalelse fremstår som en trussel om fyring, såfremt forsvarets ansatte anvender deres ytringsfrihed. Det er egnet til at afskrække de ansatte fra at ytre sig, fordi de frygter negative konsekvenser,” siger Jacob Mchangama.

Problematisk indkaldelse af læserbrevsskribent

I onsdagens artikel på Olfi fortæller reserveofficeren Klaus Kroll, hvordan han i november blev indkaldt til samtale med forsvarschefen efter at have skrevet et kritisk læserbrev i Berlingske om det fornuftige i, at politikerne ville sende danske F-16 fly til Syrien få måneder efter, at de var taget hjem med en nedslidt medarbejderstab.

I samme artikel forklarede Peter Bartram, at han indkaldte Klaus Kroll, fordi han havde skrevet noget faktuelt forkert.

»Jeg synes jo, at det er så smukt, hvis man beskriver noget, som er rigtigt. I stedet for at skælde ham ud eller gå i rette med ham i medierne, ville jeg bare fortælle ham, at det var forkert og så klæde ham på.«

Ombudsmanden har tidligere udtalt kritik af Forsvarsministeriet i en lignende situation, hvor Forsvarsministeriet sendte et brev til en offentligt ansat, der havde skrevet et kritisk indlæg i en avis. Det var ifølge Ombudsmanden heller ikke efter reglerne, da daværende forsvarsminister Søren Gade (V) offentligt kritiserede manden for at have skrevet læserbrevet.

Herudover har Ombudsmanden i en anden sag slået fast, at en samtale om en ansats loyalitet efter debatindlæg var i strid med reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed. 

“Forsvarschefens indkaldelse af Klaus Kroll til samtale vil formentlig være i strid med offentligt ansattes ytringsfrihed, hvis formålet var at afskrække ham fra yderligere ytringer. Peter Bartram udfordrer Forsvarets ansattes ytringsfrihed. Det er en skam for den offentlige debat og for den enkelte ansatte, som nu kan være afholdende over for at ytre sig af frygt for sanktioner og fyringer,” siger Jacob Mchangama.

Læs også: Forsvarschefens hårfine balancegang

OPRÅB! Olfi værdsætter det frie ord og opfordrer læserne til at debattere artiklen nedenfor.