DEBAT. Der mangler nytænkning og blik for de store sammenhænge, når minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V) afviser at tildele de kommunale beredskaber midler. Det nytter ikke kun at sikre den statslige del af beredskabet, protesterer Ole Borch, som selv er pensioneret kommunal beredskabschef.
Nu fik vi et ministerium og dermed en minister, der skal varetage sikkerhed og beredskab i Danmark i en udfordrende tid. Det lyder rigtig godt, og ministeriet har fået ansvaret for en lang række samfundsmæssigt vigtige funktioner og områder. Dermed skulle der også være grundlag for at skabe nogle beredskabsmæssige forudsætninger for, at samfundet kan være bedst mulig forberedt på kriser – og på krig!
Der er stor usikkerhed om ministeriets kompetencer; hvor kan man stille krav, og hvad skal der ske? Området har heller ikke fået sit eget udvalg i Folketinget – det hører under forsvarsudvalget. I den nuværende periode, hvor usikkerheden er rigtig stor, kan der så ”fiskes i rørt vande” – alle sektorer skal positionere sig for at stå bedst muligt!
Jeg kan konstatere, at der næppe er megen nytænkning, når den nye minister meddeler, at der ikke kommer økonomiske midler til kommunerne i de kommende beredskabsforhandlinger. I stedet har den nye minister – som så uendeligt mange før ham – sagt, at »kommunernes behov skal forhandles ifm. forhandlingerne om kommunernes økonomi«!
Det er ikke en beredskabsminister. Han har ikke forstået den unikke mulighed, der ligger for at sikre beredskab og sikkerhed for den danske befolkning – en mulighed for at vurdere det risikoniveau, som samfundet er udsat for, og derefter bestemme, hvilket serviceniveau den danske befolkning kan få – hvis man vil!
Vi starter en ny situation med den ”sædvanlige” holdning – godt hjulpet af Beredskabsstyrelsens, der givet har orienteret m.v., så man kan sikre, at det statslige operative beredskab (det eneste i Europa!) kan få sin ”vigtige” plads!
Jeg er langt fra enig med Preben Bonnén, der netop har haft et debatindlæg i OLFI, men han sætter fokus på det lokale og regionale niveau. Danmark har et velfungerende kommunalt redningsberedskab, som bliver målt, hver gang det er indsat. Et beredskab, som opfanger kommunernes udfordringer og prøver at løse disse ift. det serviceniveau, som den enkelte kommune har fastlagt.
Indlægget fortsætter efter henvisningen …
De kommunale beredskaber skal opprioriteres, moderniseres og styrkes
Men lige nu er vores nationale udfordringer for store til, at ”vores minister” kan se sammenhængene. Et redningsberedskab er netop ikke et ”statsligt redningsberedskab” og et ”kommunalt redningsberedskab”, men et beredskab, hvor de nære og lokale hændelser løses lokalt, og hvor det statslige operative beredskab kan levere supplerende ydelser, som vi har det nu.
Hvis man bruger den nuværende situation – nationalt og internationalt – til at sikre penge til kun den statslige del, har man slet ikke forstået sammenhængene, og man vil aldrig blive en minister for det samlede beredskab!
Kære minister, tal med dine kolleger i regeringen og find ud af, at man godt kan sikre et kommunalt beredskab med flere penge, uden at det nødvendigvis skal diskuteres ifm. kommunernes økonomi, og find derefter ud af, at du også er ”kommunernes beredskabsminister” – ellers mister du megen opbakning derude, hvor det tæller!









