Forsvaret bliver tilført syv milliarder kroner over de næste to år, og Danmark skal om med udgangen af 2033 leve op til Natos to procent-målsætning. Det er to af elementerne i et “nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik”, som regeringen i dag har indgået med Venstre, SF, Radikale Venstre og Konservative.
Ruslands invasion af Ukraine har vendt europæisk sikkerhed på hovedet og ansporet en lang række europæiske lande til at genoverveje deres aktuelle forsvars- og sikkerhedspolitiske indretning. Søndag aften meldte også Danmark sig på banen med en historisk forsvarsaftale mellem regeringen, støttepartierne SF og Radikale Venstre samt Venstre og De Konservative, som blev præsenteret af de fem partiers ledere ved et pressemøde i Statsministeriet.
Som en del af aftalen forpligter Danmark sig til at efterleve Natos målsætning om, at medlemslandene skal bruge to procent af bnp på forsvarsudgifter. Danmark kommer med partiernes tilsagn til at leve op til målet med udgangen af 2033 – ni år senere end målsætningen i Wales-erklæringen, som Natos medlemslande indgik i 2014, og som forpligtede dem til at stile mod efterlevelse i 2024.
»Det bemærkes, at Wales-målsætningen både rummer et bnp-mål og et mål om, at en given andel af forsvarsbudgettet skal gå til investeringer i nyt materiel. Aftalepartierne er enige om, at begge mål skal opfyldes,« skriver aftaleparterne i en fælles pressemeddelelse udsendt samtidig med præsentationen af aftalen.
Forsvarsforbeholdet til afstemning i juni
Udover at opstille en tidshorisont for Wales-målet, betyder aftalen mellem de fem partier desuden, at Forsvaret over de næste to år bliver tildelt i alt syv milliarder kroner i en ekstrabevilling – en såkaldt generel reserve – som afsættes »til aktuelle økonomiske ubalancer i Forsvaret, forhøjet beredskab, afledte indsatser, styrket diplomati, humanitær indsats mv«.
Endelig skal Danmark være uafhængig af russisk gas, ligesom det danske forsvarsforbehold i EU sættes til folkeafstemning den 1. juni i år. Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark i dag ikke deltager i de dele af EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, som påvirker forsvarsområdet. I praksis forhindrer det Danmark i at deltage i EU’s militære samarbejde og i at medfinansiere militære initiativer og operationer.
Flere partier, herunder Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, har allerede meldt ud, at man ønsker at bibeholde forsvarsforbeholdet. Beslutningen om at sætte forbeholdet til afstemning også er et nybrud for regeringen, som indtil for nylig var af den holdning, at det ikke forhindrede Danmark i at føre den udenrigs- og sikkerhedspolitik. I lyset af Ruslands aggression overfor Ukraine har man dog revideret sin holdning og erkendt, at situationen kræver tættere europæisk samarbejde, lød det fra statsministeren på pressemødet.









