Forsvaret bliver tilført syv milliarder kroner over de næste to år, og Danmark skal om med udgangen af 2033 leve op til Natos to procent-målsætning. Det er to af elementerne i et “nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik”, som regeringen i dag har indgået med Venstre, SF, Radikale Venstre og Konservative.
Ruslands invasion af Ukraine har vendt europæisk sikkerhed på hovedet og ansporet en lang række europæiske lande til at genoverveje deres aktuelle forsvars- og sikkerhedspolitiske indretning. Søndag aften meldte også Danmark sig på banen med en historisk forsvarsaftale mellem regeringen, støttepartierne SF og Radikale Venstre samt Venstre og De Konservative, som blev præsenteret af de fem partiers ledere ved et pressemøde i Statsministeriet.
Som en del af aftalen forpligter Danmark sig til at efterleve Natos målsætning om, at medlemslandene skal bruge to procent af bnp på forsvarsudgifter. Danmark kommer med partiernes tilsagn til at leve op til målet med udgangen af 2033 – ni år senere end målsætningen i Wales-erklæringen, som Natos medlemslande indgik i 2014, og som forpligtede dem til at stile mod efterlevelse i 2024.
»Det bemærkes, at Wales-målsætningen både rummer et bnp-mål og et mål om, at en given andel af forsvarsbudgettet skal gå til investeringer i nyt materiel. Aftalepartierne er enige om, at begge mål skal opfyldes,« skriver aftaleparterne i en fælles pressemeddelelse udsendt samtidig med præsentationen af aftalen.
Forsvarsforbeholdet til afstemning i juni
Udover at opstille en tidshorisont for Wales-målet, betyder aftalen mellem de fem partier desuden, at Forsvaret over de næste to år bliver tildelt i alt syv milliarder kroner i en ekstrabevilling – en såkaldt generel reserve – som afsættes »til aktuelle økonomiske ubalancer i Forsvaret, forhøjet beredskab, afledte indsatser, styrket diplomati, humanitær indsats mv«.
Endelig skal Danmark være uafhængig af russisk gas, ligesom det danske forsvarsforbehold i EU sættes til folkeafstemning den 1. juni i år. Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark i dag ikke deltager i de dele af EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, som påvirker forsvarsområdet. I praksis forhindrer det Danmark i at deltage i EU’s militære samarbejde og i at medfinansiere militære initiativer og operationer.
Flere partier, herunder Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, har allerede meldt ud, at man ønsker at bibeholde forsvarsforbeholdet. Beslutningen om at sætte forbeholdet til afstemning også er et nybrud for regeringen, som indtil for nylig var af den holdning, at det ikke forhindrede Danmark i at føre den udenrigs- og sikkerhedspolitik. I lyset af Ruslands aggression overfor Ukraine har man dog revideret sin holdning og erkendt, at situationen kræver tættere europæisk samarbejde, lød det fra statsministeren på pressemødet.
Først i 2033. Jeg er dybt rystet over den tidshorisont. Aftalen er tydeligvis en syltekrukke. De ved ikke hvad de vil med forsvaret. Udover altså, at de ikke ønsker at vi lever op til de to procent.
Ergo. Skal Danmark leve op til de to procent, så er der kun os, til den politiske kamp. Folketingets medlemmer vil ikke. Vi kan godt vinde kampen. For med Putins angreb, så vil befolkningen begynde at ønske sig, et stærkere forsvar.
Vi mangler en strategi for politisk aktivisme – for forsvaret. En strategi der resultere i at folketinget vedtager at Danmark lever op til de to procent. Dette med omgående virkning. Pengene er der nemlig. Ved sidste optælling, der havde Danmark en udlandsformue på 1.762 milliarder.
https://www.nationalbanken.dk/da/statistik/find_statistik/Sider/Danmarks-aktiver-og-passiver-over-for-udlandet.aspx
Er det ikke en meget rimelig plan?
I indeværende og næste år tilføres 7 milliarder, som jeg går ud fra skal bruges til at stoppe hullerne.
Derudover sker der (vel?) et løbende løft i takt med at mandskab, krudt og kugler (kan) anskaffes.
Der skal vel også bruges lidt tid på at planlægge et forsvar for fremtiden.
Personligt, har jeg en frygt for at man begynder at bygge et koldkrigsforsvar 2.0, med for mange soldater og ting der kun kan bruges i en egentlig eksistenskrig mod Rusland (af alle mulige grunde, eksempelvis at soldaterne forventer (kun) at forsvare nærområdet – hvilket jo er meget rimeligt – men måske ikke det vi har behov for i fremtiden). Det må i mine øjne påfalde de store NATO lande at stille de store styrker til territoriel forsvar (dvs. afskrækkelse) af NATO’s grænser (mon ikke også Tyskland vil have det bedst med det – altså rent forsvar af Europa?), imens kunne DK koncentrerer sig om mere kostbare kapaciteter, luftvåben og -forsvar, droner, (højsø)flåde, arktisk etc. og mindre landstyrker, eksempelvis en veludrustet brigade, som kan sendes ind globalt, med alt hvad der er behov for. Jeg går ud fra at det forudsætter at man har andre enheder til uddannelse osv. og noget af kan man jo placerer på Bornholm, så en fjende ikke bare kan vandre ind.
Om 10 år, er Putin-Rusland færdigt (af økonomiske grunde). Det er slet ikke Rusland som vil stå tilbage som vores egentlige modstander, men Kina og det er det fremtidens forsvar, skal være relevant i forhold til.
I mine øjne er Ukraine krigen en øjenåbner, ikke at Putin-Rusland ikke er et aggressivt land der ikke viger tilbage for invasionskrig af sine naboer (det mener jeg har været klart siden 2008) og en fjende der derfor skal tages meget alvorligt, men at Rusland har været ude af stand til bygge en moderne, effektiv hær. Ukraine efterlader det klare indtryk at det eneste de egentlig kan finde ud af, er at køre (i det omfang det hele ikke ender i trafikpropper) artilleriet i stilling og fyre løs (formentlig med ammo-lagre fra USSR-tiden) på alt hvad der bevæger sig, og det kan være at det virker i Ukraine, men mod en fjende der vil kontrollere luftrummet vil det jo hurtigt få en ende. Og NATO vil kontrollere luftrummet, da man kan se at russerne har problemer, selv, med det svage ukrainske luftforsvar.
Så det megen russiske pral om deres våben og militær, er blot det, pral (som de desværre selv tror på, men det kommer de nok hurtigt ud af, som det går i Ukraine) og de mange penge til det russiske forsvar er tydeligvis endt i korruption og dyre luksus-yachts i middelhavet, og ikke på slagmarken.