Michael Linden-Vørnle er astrofysiker (ph.d.) og chefkonsulent ved Institut for Rumforskning og Rumteknologi på Danmarks Tekniske Universitet (DTU Space).
Hvad forsker du konkret i lige nu?
I de senere år har jeg fokuseret min forskning på det område, der kaldes rumsikkerhed. Det handler grundlæggende set om de trusler fra rummet, der kan påvirke vores hverdag og endda kan være så ekstreme, at det kan have alvorlige konsekvenser for vores samfund, ja endda hele vores civilisation. Det handler om bedre at forstå og monitorere truslerne samt finde veje til at håndtere dem.
Vi arbejder med flere trusselsområder: rumvejr, asteroider og kometer samt menneskeskabt rumskrot. I disse år opsendes tusindvis af nye satellitter, og der er planer om i de kommende år at opsende mange flere.
Sammen med de mange satellitter ser vi også en bekymrende vækst i mængden af rumskrot, der er alt fra døde satellitter til små stumper skabt i forbindelse med opsendelser eller sammenstød i rummet. Bekymringen er, at kollisioner i rummet kan betyde, at vi mister vores frie og sikre adgang til rummet.
Konkret arbejder jeg aktuelt på flere rumsikkerheds-projekter, men bruger mest tid på et projekt, hvor vi siden 2024 har haft et teleskop placeret i Grønland for at observere, identificere og følge satellitter og rumskrot.
Projektet er finansieret af Forsvaret gennem Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses (FMIs) medfinansieringspulje. Der er tale om et pilotprojekt, der skal undersøge de praktiske udfordringer, som er forbundet med at operere et teleskop under arktiske forhold, samt at se, hvilken værdi et teleskop ved høje breddegrader kan bidrage med i forhold til at observere satellitter og rumskrot.
Hvorfor er det et vigtigt emne at belyse?
Vores moderne samfund er fuldstændig afhængigt af, at vi har en sikker og velfungerende ruminfrasturktur – altså satellitter, der kan sørge for kommunikation, navigation, timing af finansielle transaktioner og jordovervågning til mange formål: vejr og klima, naturkatastrofer, og mange former for videnskabelig udforskning.
Derudover er vores infrastruktur i rummet også en helt central forudsætning for sikkerhed i form af overvågning samt som en nødvendighed for effektivt at kunne gennemføre militære aktiviteter og operationer.
Med den voksende tæthed af satellitter, særligt i baner tæt på Jorden (lav jordbane), er der derfor et stærkt øget behov for en bedre overvågning af rummet, bl.a. for at kunne varsle om potentielle kollisioner.
Derudover er der i de senere år set en betydelig forøgelse af såkaldte proximity operations (nærheds-operationer), hvor en satellit bevæger sig hen til og omkring en anden satellit – enten for at indhente informationer eller gennemføre egentlige våbenafprøvninger. Kun med en effektiv overvågning af rummet kan beslutningstagere og operatører – såvel civile som militære – have et situationsmæssigt overblik.
Hvordan fik du idéen?
Mit arbejde med rumsikkerhed begyndte i 2018, men idéen om at placere et teleskop i Grønland for at observere og følge satellitter og rumskrot blev født i 2020, hvor Danmark startede drøftelser om medlemskab af organisationen EU Space Surveillance and Tracking (EU SST).
Medlemslandene i EU SST driver teleskoper, radarsystemer og andre typer sensorer for at observere og følge rumobjekter for at kunne levere advarsler om mulige kollisioner, fragmenteringsbegivenheder (opbrud) af rumobjekter i kredsløb og forudsigelser af, hvor og hvornår døde satellitter, rakettrin m.m. genindtræder i atmosfæren.
Fra dansk side var det FMI, rumkontoret under Uddannelses- og Forskningsministeriet samt mig fra DTU Space der førte drøftelserne med EU SST. Her opstod tanken hurtigt, at et teleskop ved høje breddegrader kunne bidrage til en bedre dækning, da en stor del af satellitterne i lav jordbane overflyver polområderne. Året efter blev projektet en realitet med en bevilling fra FMI.
Hvad har særligt overrasket dig i de foreløbige resultater?
Det burde ikke være kommet som en overraskelse, men mine kolleger på projektet og jeg er alligevel gang på gang blevet overrasket over at se, hvor udfordrende det er at anvende avanceret teknologisk udstyr under arktiske forhold. De lave temperaturer – ned til 40 minusgrader Celsius – betyder, at materialer og systemer ikke fungerer optimalt eller slet ikke fungerer.
Men det er jo en del af projektets formål netop at finde løsninger på udfordringer af den type. Det er bl.a. blevet gjort ved at anvende kabler og andet udstyr, der er beregnet til at virke i meget lave temperaturer. Derudover er der blevet installeret varmelegemer forskellige steder på teleskopet, så de enkelte elementer når en passende driftstemperatur.
Hvad er den største udfordring i arbejdet med at belyse den sag?
Jeg vil sige, at der ikke er en enkeltstående “største udfordring” i dette arbejde. Der er tale om en lang række større og mindre udfordringer, der løbende skal håndteres.
Og det gælder både i forhold til de tekniske udfordringer med drift ved de meget lave temperaturer og i forhold til at udvikle og optimere databehandlingen af vores observationer. Heldigvis er vi endnu ikke stødt på en forhindring, der ikke kunne overvindes.
Ud over at håndtere udfordringer, så arbejder vi også løbende på at videreudvikle projektet. Således er vi nu gået i gang med at implementere et hjælpeteleskop udstyret med et såkaldt event-kamera.
Denne teknologi er inspireret af insekters øjne, så kameraet kun registrerer ændringer, hvilket er optimalt, hvis du vil fange noget der bevæger sig som fx en satellit. Vi er i gang med at afprøve udstyret og få det gjort klar til at komme til Grønland til september, når observationssæsonen starter.