Ifølge nogle af stats- og regeringscheferne fra de europæiske medlemslande af Nato opfattes og tolkes aftalen om Grønland mellem USA, Danmark og Grønland selv som positiv og – mener man – med til, at fastholde USA i den nordatlantiske alliance.
Men ved nærmere eftertanke – og ifølge min opfattelse og tolkning – er det ikke Europa, som har ”sovset” USA ind i Nato men snarere USA, som indirekte har integreret eller annekteret de europæiske medlemslande i USA.
På papiret anerkender og bekræfter USA rigtigt nok, at aftalen garanterer kongeriget Danmarks integritet og suverænitet samt det grønlandske folks ret til selvbestemmelse over egen fremtid, i eller uden for Rigsfællesskabet.
Selvom der ikke er meget nyt siden aftalen fra 1951 og den reviderede udgave fra 2004, så er der dog en lille detalje, som er værd at hæfte sig ved. Nemlig at et eventuelt uafhængigt og selvstændigt Grønland forpligter sig til at være fortsat medlem af Nato.
Og det er lige netop her, at det for alvor bliver interessant, for skulle Grønland vælge at handle anderledes, hvilket nok ikke vil ske aftalen taget i betragtning, så er det stadig ikke sikkert, at Nato vil eksistere i al evighed.
For hvis aftalen mellem USA, Danmark og Grønland står til troende, så forudsætter det jo samtidig at NATO heller ikke har nogen udløbsdato. Og det er her, mange i de europæiske medlemslande ånder lettet op. Amerikanerne bliver i Nato, alliancen lever og overlever, lyder analysen.
En tilbagevendende trussel
Om det kommer til at passe, må vi afvente. Men at sikkerheden i og omkring Grønland og i det arktiske område er et Nato-anliggende, er ikke er at forveksle med at vi i Europa kan eller skal sætte oprustningen af vores væbnede styrker i bero eller tage den med ro.
Aftalen om Grønland er nemlig langt fra nogen garanti for, at USA for tid og evighed vil engagere sig i Nato, som man tror. USA vil med tiden kunne true og vil true med, at trække sig fra Nato, hvis de ikke gang på gang får deres helt eller delvise krav indfriet, hvad end de så måtte være.
Denne gang handlede det om Grønland, i morgen eller om et halvt eller helt år kan det dreje sig om noget andet, og Europa vil i givet fald stå samme sted, men forhåbentligt i en stærkere position – eller hvad?
Vores rustningsindustri er ikke på det niveau, vi har brug for, og det går stadig for langsomt. Samtidig køber mange europæiske lande stort ind af amerikansk militært isenkram. Noget, som ikke gør det nemmere for Europa at stå i egen ret eller for den sags skyld at kunne varetage egne interesser.
Det er af samme årsag så bedrøveligt og uforståeligt, at Europas største land, nemlig Tyskland, som vil råde over den største konventionelle armé i Europa – ifølge forbundskansler Friedrich Merz – ikke køber tysk, ikke køber fransk, ikke køber italiensk, ikke køber svensk eller indgår i et stadig tættere samarbejde mellem de europæiske forsvarsindustrier.
Skal man være meget direkte i sit ordvalg, så kan det godt være, at Tyskland kommer til at opbygge og råde over Europas største konventionelle armé, men den bliver mere amerikansk end tysk, og det er ærgerligt og problematisk. Slet og ret fordi Tyskland og de andre europæiske lande, som er på storindkøb i USA, vil være reduceret til amerikanske vasaller og satellitstater.
Divergerende interesser
Hvis vores interesser ikke er i USA’s interesse, er det ikke sikkert, at vi rent faktisk vil kunne varetage og beskytte egne interesser eller føre vores egen udenrigs- og sikkerhedspolitiske dagsorden, idet vi vil være afhængig af reservedele og software, som USA vil kunne nægte os, hvis det ikke er i deres interesse.
Med andre ord: Fald ikke bagover, hvis Nato igen og igen bliver bragt i spil af den amerikanske præsident Donald Trump. Manden er uberegnelig og uforudselig. Uanset hvem, der bliver den næste præsident i USA og rykker ind i Det Hvide Hus, så vil samarbejdet og partnerskabet med USA aldrig blive det samme igen.
Og slutteligt, hvad angår Grønland, vil man sikkert indgå en blot bilateral aftale med USA, hvis og såfremt Nato en skønne dag bliver til fortid.