Hvordan reagerer Danmark, når flere samfundsvigtige funktioner rammes samtidig? Hvem skaber overblikket, hvem prioriterer ressourcerne, og hvem sørger for, at beslutninger bliver omsat til handling?

Det er væsentlige spørgsmål, som DR bringer ind i danskernes stuer med programmet “Kriseøvelse: Hybridangreb på Danmark”. Det fortjener anerkendelse. National krisestyring er for vigtig til alene at være et anliggende for myndigheder og beredskabsfolk.

Jeg har imidlertid efter første afsnit et væsentligt fagligt forbehold: Udsendelsen må ikke efterlade befolkningen med det indtryk, at det viste forløb er et dækkende billede af, hvordan Danmarks nationale krisestyring vil foregå.

Denne vurdering vedrører alene første afsnit. Hvordan serien efterfølgende udvikler og forklarer sit scenarie, må vurderes særskilt.

Fem års erfaring fra NOST

Jeg repræsenterede gennem fem år IT- og Telestyrelsen i Den Nationale Operative Stab, NOST, og deltog i en række krisestyringsøvelser.

Det er på den baggrund, jeg ser udsendelsen. Jeg hævder ikke, at virkelighedens krisestyring fungerer fejlfrit. Tværtimod er netop øvelser nødvendige for at afdække svagheder, uklarheder og mangler, inden en alvorlig hændelse indtræffer.

Min erfaring er, at effektiv krisestyring afhænger af langt mere end deltagernes drøftelser omkring et bord. Den afhænger af deres mandat, forbindelsen til deres egne organisationer, kvaliteten af oplysningerne og evnen til at følge beslutninger helt ud til praktisk handling.

Det arbejde er mindre synligt og ofte mindre dramatisk end selve mødet. Men det er afgørende for resultatet.

Hvad skal NOST faktisk gøre?

NOST er det centrale operative forum for tværgående myndighedskoordinering ved større nationale hændelser og kriser.

Opadtil skal staben understøtte regeringens krisestyringsorganisation med et samlet situationsbillede og relevante, koordinerede oplysninger. På tværs skal den sikre overblik over hændelsernes konsekvenser, myndighedernes indsats og behovet for fælles prioriteringer.

Udadtil og nedadtil skal koordineringen hænge sammen med sektormyndighederne og de lokale og regionale beredskabsstrukturer. Oplysninger om situationen, ressourcerne og de udestående behov skal løbende indgå i det nationale overblik.

Den enkelte myndighed beholder ansvaret for indsatsen på sit område. NOST’s koordinerende funktion skal derfor fungere i samspil med myndighedernes egne ledelses- og kommandoveje.

Ledelsen af NOST er overgået fra Rigspolitiet under Justitsministeriet til Styrelsen for Samfundssikkerhed, SAMSIK, under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Ansvaret for at få den nationale koordinering til at fungere er dermed forankret her, mens sektoransvaret fortsat ligger hos de respektive myndigheder.

Knappe ressourcer kræver prioritering

En central del af arbejdet er at koordinere og prioritere, når flere dele af landet samtidig efterspørger ressourcer, som ikke kan være alle steder på én gang.

Hvor er behovet størst? Hvilke ressourcer kan flyttes mellem landsdele, politikredse og regioner? Hvilke opgaver haster mest, og hvilke må vente?

Det skal afklares i samarbejde med de myndigheder, der råder over ressourcerne og har ansvaret for at indsætte dem. Et nationalt overblik har først praktisk værdi, når det bidrager til, at hjælpen når frem dér, hvor behovet er størst.

Fra mit eget område gjaldt det også IT- og telekommunikation. Behovet for at opretholde eller genetablere kritiske forbindelser skulle indgå i koordineringen med relevante myndigheder og teleoperatører.

Hvis forbindelserne svigter, påvirker det også selve krisestyringens mulighed for at indhente oplysninger, koordinere og formidle beslutninger. Derfor er telekommunikation en grundlæggende forudsætning for indsatsen.

Også informationen til befolkningen skal hænge sammen. Det Centrale Operative Kommunikationsberedskab, DCOK, er knyttet til NOST og skal bidrage til, at myndighedernes budskaber og handlingsanvisninger er koordinerede.

Øvelsesformen er ikke problemet

I første afsnit oplever jeg i høj grad et iscenesat forløb, hvor deltagerne indtager roller som en national krisestab og reagerer på hændelser fra øvelsesledelsen.

At anvende sådanne indspil er helt almindeligt i krisestyringsøvelser. Metoden er ikke i sig selv anledning til kritik. En øvelsesledelse skal netop skabe situationer, der udfordrer deltagerne og stiller organisationen over for vanskelige valg.

Det afgørende spørgsmål er, hvad øvelsen skal vise eller afprøve.

Et tv-format kan illustrere dilemmaer og skabe debat. En afprøvning af det faktiske nationale beredskab kræver derimod, at myndighedernes ansvar, mandater, procedurer og forbindelser til deres bagland indgår meningsfuldt.

For mig bliver det større organisatoriske samspil ikke tilstrækkeligt tydeligt i første afsnit. Dermed risikerer deltagernes præstationer omkring bordet at fylde mere i seernes forståelse end de strukturer, som en virkelig kriseindsats afhænger af.

Hvad foregår uden for kameraets rækkevidde?

Fjernsyn har brug for personer, tempo og synlige dilemmaer. Det er forståeligt. Men en væsentlig del af krisestyringens kvalitet viser sig i spørgsmål, som ikke nødvendigvis giver dramatisk tv:

Hvordan efterprøves oplysningerne? Hvad gør man, når myndighedernes situationsbilleder er forskellige? Hvordan bliver et behov fra en politikreds eller en region løftet til national koordinering? Og hvordan kontrolleres det, at en aftalt handling faktisk er gennemført?

En beslutning er ikke afslutningen på en opgave. Der skal være en ansvarlig myndighed, de nødvendige ressourcer og en tilbagemelding om resultatet.

Jeg forventer ikke, at DR viser alle arbejdsgange. Men jeg savner en tydeligere forklaring af, hvilke dele af virkelighedens krisestyring formatet gengiver, og hvilke dele der er forenklet eller udeladt.

Uden den forklaring kan udsendelsen skabe både uberettiget tryghed og unødig utryghed. Seerne får vanskeligt ved at skelne mellem begrænsninger i tv-formatet og svagheder i det faktiske beredskab.

Opmærksomheden bør føre til krav

Min kritik udspringer af, at emnet er vigtigt, og at udsendelsen har mulighed for at præge befolkningens forståelse af beredskabet.

Den opmærksomhed bør bruges til at stille spørgsmål til de myndigheder og politiske beslutningstagere, som har ansvaret: Er rollefordelingen klar? Kan der skabes et fælles situationsbillede under pres? Kan ressourcer prioriteres på tværs? Og kan organisationen fungere, hvis de normale kommunikationsforbindelser svigter?

Vi bør også spørge, hvordan det bliver afprøvet, og hvad der sker med de mangler, øvelserne afdækker.

Efter min erfaring ligger værdien af en krisestyringsøvelse i dens evne til at gøre organisationen bedre. Det kræver klare mål, en ærlig evaluering og opfølgning, hvor ansvar og frister er fastlagt.

DR har åbnet for en nødvendig debat. Tak for det. Men opmærksomheden bør følges af en faglig forklaring, så befolkningen får et mere retvisende billede af den nationale krisestyring.

Det afgørende er, om myndighedernes samlede organisation kan omsætte usikre oplysninger og vanskelige prioriteringer til en sammenhængende indsats, når krisen rammer.

John Michael Foley er it- og cybersikkerhedsekspert, pensioneret major og tidligere stabsofficer i Forsvarskommandoen.