For få uger siden spurgte Megafon mere end tusind danskere for TV 2, til dokumentaren “Klar til krig?”, om ét bestemt spørgsmål:

“Hvis Danmark blev invaderet af en fremmed magt, tror du så, at du vil være klar til at gå i væbnet kamp for at forsvare landet?”

34 procent svarede ja, halvdelen nej.

Tidligere forsvarsminister Hans Engell kaldte det “et virkelig skuffende resultat” og forstod ikke, at vi lever i et land, hvor halvdelen ikke vil slås for det.

Debattøren Jarl Cordua var ude i samme ærinde. Han meldte sig sidste år selv ind i Hjemmeværnet og erklærede sig “parat til om nødvendigt med våben at ville forsvare vores vidunderlige land” – og fra den position havde han svært ved at forstå de mange, der svarede nej.

Kommentatorerne stod i kø for at skælde ud på de unge. Men den dom holder ikke.

Det forkerte spørgsmål

For det første er spørgsmålet noget hø. “Tror du” og “klar” beder danskerne gætte på, om de er forberedt på noget, ingen har forberedt dem på. Langt de fleste danskere er ikke trænet til krig.

Og “klar” bliver man af uddannelse, af materiel, af en enhed at møde op i, og det har skiftende regeringer sparet væk.

En hel generation er vokset op med, at værnepligt var noget, man valgte til – for få år siden meldte samtlige værnepligtige sig frivilligt – og at krig foregik i en ørken langt væk. Spørger man mere præcist, står det bedre til: Tre ud af fire danskere siger i World Values Survey ja til at kæmpe for deres land.

Engell ved det godt. Han pegede selv på, at rekordmange meldte sig ind i Hjemmeværnet sidste år, og at “flere ville melde sig, hvis der rent faktisk skete noget”. Alligevel rakkede han svaret ned i stedet for at spørge, hvem der har ansvaret for, at ingen har gjort danskerne klar.

Apatien findes hos de voksne

For det andet peger målingen slet ikke på de unge, når man læser den ordentligt. De mindst villige er de 30-39-årige – voksne mennesker med job, børn og huslån – og de mest villige er danskere i halvtredserne. De yngste ligger midt imellem, på niveau med resten af landet. Vil man endelig finde apatien i tallene, finder man den hos de voksne.

Selve tallene kunne jeg leve med. Det, der for alvor var forstemmende, var kommentarsporene på sociale medier, hvor debatten som altid var livlig. For det var ikke forargelsen over målingen, der gjorde indtryk på mig, men voksne menneskers helt og aldeles tossede kommentarer – apati og politikerlede, der her stod frem som den egentlige trussel mod forsvarsviljen.

“Hvorfor skulle vi kæmpe for et land, der ikke kæmper for os?” skrev én, som var særligt bitter.

En anden, der skriver, at han tidligere var klar til at kæmpe: “Ville gøre alt for Danmark for nogle år siden. Men følelsen af at være til grin i Danmark er efterhånden så stor, at om det er russere, amerikanere eller nogen anden, der bestemmer, det kan gå ud på et.”

Kommentarerne kom fra voksne mennesker, ikke fra trolls, og de bygger alle på den samme forveksling af landet med den regering, der tilfældigvis sidder lige nu.

Jeg har selv skrevet skarpt om, at de politikere, der sendte danske soldater i døden i Afghanistan, gav sig selv ret til at slette deres egne navne af den udredning, der skal forklare hvorfor – og det krævede 50.000 underskrifter på et borgerforslag at få dem til at gøre det rette. Så jeg forstår godt vreden, og jeg deler en stor del af den.

Men jeg forstår ikke, at man vil lade sit hjem, sin familie og sit land i stikken, fordi man er vred på en politiker, vi kan stemme ud ved næste valg.

En regering sidder på lånt tid. Men barndomskvarteret, det danske sprog, vore traditioner og endda retten til at være rasende på magten og stemme den hjem igen står længe efter, at regeringen er glemt.

Christiansborg er ikke Danmark

Den, der nægter at gribe til våben og forsvare nationen i en misforstået protest mod Mette Frederiksen, straffer ikke regeringen. Han svigter sit fædreland. At der er vrede, forstår jeg.

“Vores folketing er fyldt med landsforrædere,” skrev én – men et folketing kan man stemme ud, mens landet består. En anden: “Med den regering vi har, kunne jeg ikke drømme om at risikere liv eller førlighed.”

Begge forveksler regeringen med landet. Men det er ikke regeringen, der er “et yndigt land” – det er Danmark. Vores hjem.

De, der kæmpede for Danmark under Anden Verdenskrig, kendte udmærket den forskel. Modstanden mod nazismen begyndte, mens vores lands regering endnu samarbejdede med besættelsesmagten og bad danskerne holde sig i ro. Churchill-klubben, der var med til at sætte det hele i gang, var skoledrenge på 14 til 17 år fra Aalborg Katedralskole.

Et af de unge medlemmer forklarede det senere sådan: “De voksne ville jo ikke gøre modstand. Derfor måtte vi gøre det.” De kæmpede ikke for regeringen. De kæmpede imod den, for et Danmark, den havde givet op.

De unge har kæmpet

Og da Danmark senest sendte sine egne i krig, bar de unge byrden igen. Mere end halvdelen af de 44 faldne i Afghanistan var under 25 år. Tre ud af fire under 30. Den yngste var 21. De var ikke slappe. De stillede op, mens deres forældres generation blev hjemme og skrev vrede kommentarer.

Så vend blikket væk fra de unge og hen på de voksne, der har gjort deres egen ligegyldighed til en dyd og pakket den ind i store ord om landsforræderi og korruption. Om World Economic Forum og WHO. Corona og Agenda 2030. Om Mette Frederiksens og Lars Løkkes fortrædeligheder.

Får den ligegyldighed lov at brede sig, behøver vi ingen fjende – så har vi selv gjort arbejdet.

Målingen bad danskerne gætte på, om de var “klar” til krig. Det siger intet om viljen, og det peger i en helt anden retning end det, historien har vist os igen og igen: at hver gang Danmark har haft brug for nogen, var det de unge, der rejste sig. Intet i denne måling siger, at de ikke gør det igen.

Morten Kromann er jurist og var udsendt fire gange som soldat i Afghanistan mellem 2008 og 2013. Han var initiativtager til borgerforslaget om åbenhed i Afghanistan-udredningen.

OLFI har givet TV 2 mulighed for at kommentere kritikken, men har ikke modtaget svar. Jarl Cordua og Hans Engell har ikke ønsket at kommentere.