Historien om Danmarks indsats i Afghanistan her 25 år efter terrorangrebene den 11. september skal ikke kun handle om, hvad vi udrettede derude. Den skal også handle om, hvad krigen gjorde ved os herhjemme. Ved vores politik, vores Danmark, vores familier og vores forståelse af det ansvar, der følger med at sende andre i krig.

»For at gøre en forskel.«

Sådan svarede jeg, når jeg blev spurgt, hvorfor jeg var taget til Afghanistan. I mit speciale fra 2009 skrev jeg om frustrationen ved at komme hjem og møde mennesker, som havde svært ved at forstå det svar. Nogle reagerede med rullende øjne. Selv var jeg undervejs blevet mere kritisk over for politikernes begrundelser for krigen. Men min opbakning til dem, der var sendt afsted, var ikke blevet mindre.

Jeg var selv udsendt i 2005 og 2006. Siden har Afghanistan fulgt med ind i mit arbejde med veteraner og med at fortælle historien om Danmarks internationale indsatser. Derfor er spørgsmålet om, hvorvidt vi gjorde en forskel, heller ikke blevet enklere med årene.

For hvilken forskel taler vi om? Den, som den enkelte soldat kunne se på sin patrulje? Den, en afghansk familie oplevede? Den, vi havde lovet os selv og hinanden fra Folketingets talerstol? Eller den, som stadig kan mærkes i et dansk hjem, længe efter at uniformen er lagt væk?

De spørgsmål hænger sammen. Men de har ikke nødvendigvis samme svar.

Det begyndte ikke med Helmand

Der er gået 25 år siden terrorangrebene i USA og den danske beslutning om at deltage militært i Afghanistan. Folketinget gav sit samtykke den 14. december 2001. De første danske soldater blev indsat i januar 2002. Den militære tilstedeværelse varede knap 20 år, men ansvaret og eftervirkningerne har en længere tidshorisont.

Danmark opdagede ikke internationale missioner i 2001. Allerede på Balkan i 1990’erne havde danske soldater oplevet beskydning, miner, tab og opgaver, hvor der var langt mellem betegnelsen fredsbevarende og den virkelighed, de stod i. Forestillingen om, at danske soldater først for alvor mødte krigen i Afghanistan, gør tidligere generationers erfaringer mindre, end de var.

Men Afghanistan kom til at fylde på en anden måde.

Udgangspunktet var terrorangrebene og solidariteten med USA. Danmark skulle bidrage til indsatsen mod al-Qaeda og det Taliban-styre, som havde givet terrornetværket plads. Samtidig var der allerede i de første politiske beslutninger tanker om sikkerhed, humanitær hjælp og genopbygning. Det var ikke én enkel opgave, der først senere blev kompliceret. Flere ambitioner var til stede fra begyndelsen.

Specialoperationsstyrker, kampfly og transportfly indgik i den amerikanskledede indsats. Andre danske bidrag blev en del af den internationale sikkerhedsstyrke. Der blev ryddet ammunition og miner, støttet genopbygning og uddannet afghanske sikkerhedsstyrker. Fra 2006 blev Helmand et centralt og særdeles krævende kapitel. Senere blev indsatsen gradvist omlagt til rådgivning, uddannelse og støtte.

Og det er vigtigt at huske bredden. Afghanistan var ikke kun en patrulje i en støvet landsby. Det var også civile rådgivere, politiuddannelse, diplomati og udviklingsarbejde. Ambitionen var, at sikkerhed, myndigheder og bedre levevilkår skulle understøtte hinanden, så afghanerne efterhånden kunne overtage ansvaret.

På papiret var der sammenhæng. I praksis var det vanskeligere.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg selv under min anden udsendelse desillusioneret ringede hjem til min veninde og græd min frustration ud på en meget dyr satellitforbindelse. Bureaukrati, nationale ”caveats” og de mange nationers forskellige politiske tilgange og begrænsninger. Historien følger med. Tyskerne måtte ikke være i syd eller flyve i mørke. Nordmændene og svenskerne begik sig i nord og italienerne havde det bedst indenfor hegnet med deres dyre solbriller og utroligt høje udetillæg, så for dem var det pengene, der drev lysten til overhovedet at være i landet.

Og nu viser det sig, at selv den daværende forsvarschef Jesper Helsø havde sine tvivl om indsatsen allerede tilbage i 2008 – og han var ikke alene. Flere gode mennesker rejste tvivlen, bl.a. oberst Søren Bo Bojesen – og erfaringsopsamlingen fra 2016 pegede også på problemer med at få de internationale militære, politiske og udviklingsmæssige indsatser til at hænge sammen. Så spørgsmålet om, hvad de enkelte bidrag skulle føre til i fællesskab, opstod længe før, at Trump 1 administrationen i februar 2020 lavede en aftale med Taliban, som siden hen førte til Kabuls fald i august 2021.

En stor opgave båret af en forholdsvis lille gruppe

Omkring 12.000 danske soldater havde tilsammen mere end 21.000 udsendelser til Afghanistan. Mange tog afsted flere gange. 44 mistede livet. Andre kom hjem med fysiske eller psykiske skader. Indsatsen satte samtidig varige spor i Forsvarets uddannelse, kultur og måde at løse opgaver på.

Men heller ikke de tal fortæller hele historien.

En udsendelse består ikke kun af de øjeblikke, der bliver til nyheder. Den består også af forberedelser, rutiner, ventetid og ansvar for, at andre kan løse deres opgave. Af mennesker, som passer deres arbejde under forhold, hvor fejl kan få helt andre konsekvenser end hjemme.
Når vi fortæller om Afghanistan, skal der være plads til den faglighed. Til dygtigheden, sammenholdet og de opgaver, der faktisk blev løst.

Ellers efterlader vi kun to roller til de udsendte: helten eller den ødelagte veteran. Ingen af dem rummer et helt menneske.

Samtidig må respekten for den enkelte aldrig blive en genvej i forsøget på at slippe for at kigge på resultatet af den. De danske soldater – og de andre nationers soldater for den sags skyld – kan have løst sin opgave fremragende, uden at den politiske strategi holdt. En lokal indsats kan have hjulpet mennesker, uden at den skabte en bæredygtig stat.

Soldaterne kan og må derfor gerne være stolte.

Danskerne fulgte indsatsen

Fortællingen om danskernes forhold til Afghanistan er ikke en lige linje fra begejstring til modstand. Forskningen har tværtimod peget på, at Danmark opretholdt en bemærkelsesværdig høj opbakning til krigen, også mens tabene voksede og udsigten til en klar sejr var vanskelig at få øje på. Peter Viggo Jakobsen og Jens Ringsmose fremhævede blandt andet den brede politiske enighed og begrundelser, der knyttede indsatsen til dansk sikkerhed, alliancefællesskabet og demokratiske værdier.

Det er værd at holde fast i. Danskerne vendte ikke automatisk krigen ryggen, hver gang en soldat mistede livet. Og politikerne blev ikke blot skubbet rundt af skiftende folkestemninger. De var også med til at forme dem. Men opbakning er ikke det samme som opmærksomhed. Og opmærksomhed er ikke nødvendigvis det samme som indsigt.

Med Armadillo i 2010 fik krigen en plads i biograferne og en debat, som rakte ud over de sædvanlige forsvarspolitiske kredse. Filmen blev fulgt af debatarrangementer og senere en tv-aften, hvor politikere, soldater, pårørende og kritikere diskuterede indsatsen. Soldaternes virkelighed blev noget, man kunne se og forholde sig til – også uden selv at kende en udsendt. Da den danske indsats i Helmand nærmede sig sin afslutning, ændrede fortællingen karakter. Allerede i 2014 kunne man i den politiske kommunikation se, hvordan der blev lagt op til at sætte punktum og takke for indsatsen, selv om spørgsmålene om dens resultater langt fra var afklaret.

Danmark var heller ikke færdig i Afghanistan. Efter Helmand fortsatte danske udsendte i den efterfølgende trænings- og rådgivningsmission frem til juni 2021. Og i den periode var der stadig opgaver, risici og familier, som ventede hjemme.

Det er her – i “stilleperioderne” – at vi skal være opmærksomme. Mellem den store dokumentar og den næste dramatiske nyhedsudsendelse. Mellem beslutningen om at sende soldater afsted og billederne af soldaterne, der kommer hjem.

En mission bliver ikke mindre virkelig for dem, der deltager, blot fordi den fylder mindre i samtalen herhjemme.

Vi hverken behøver eller kan følge hver eneste folketingsdebat eller skal kende forskel på missionernes forkortelser. Men vi kan heller ikke både overlade krigen til de udsendte og overlade spørgsmålene om den til politikerne. Vi har et demokratisk medansvar! Men vi har ikke det samme ansvar. Der er forskel på den, der traf beslutningen, og den, der udførte den.

Krigens konsekvenser flytter til Danmark

Igennem årene har jeg mødt rigtig mange veteraner fra Afghanistan, talt med dem, hørt deres historier og set dem fortælle levende og ærligt om det, de oplevede. Og én af de mange veteraner, jeg nærer stor respekt for, er tidligere chef for Livgarden Lasse Harkjær, som var en af de chefer, der måtte overrække familier den værste besked, som findes – at ens nærmeste er faldet. Det er et helt andet billede af international sikkerhedspolitik end kort, mandater og ministermøder. Men lige netop den del hører lige så meget til historien. Og for familien er beskeden ikke afslutningen på en udsendelse. Den er begyndelsen på et liv, der skal leves med tabet.

For de sårede begyndte et andet forløb. Og i min daværende rolle som sekretariatschef for Soldaterlegatet blev jeg stærkt involveret i de mange traumepatienter, som kom hjem fra Afghanistan. Her modtog Rigshospitalet de sårede danske soldater – og var udfordret på kapacitet og evne. De mange unge traumepatienter udfordrede det danske sundhedsvæsen, men de mange komplicerede skader satte samtidigt et positivt præg på udviklingen af kirurgi og rehabilitering, da et omfattende samarbejde mellem hospitalets specialer, Forsvaret og andre aktører blev nødvendigt. Erfaringer, der efterfølgende er blevet en del af hospitalets rutiner til gavn for blandt andre civile tilskadekomne, infektionsramte og amputationspatienter. Afghanistan satte dermed også spor i sundhedsvæsenet, som rakte ud over veteranerne selv.

Det skal fortælles uden at gøre lidelsen til et regnestykke. Bedre behandling er ikke noget, vi kan stille på den ene side af en vægt og menneskelige tab på den anden. Men det viser, hvor utilstrækkeligt det er at betragte krigen som noget, der foregik langt væk og kun vedkom Forsvaret.

Også vores viden om psykiske efterreaktioner blev udviklet. Store forskningsprojekter, hos bl.a. VIVE, der i projektet ”Danske hjemvendte soldater” kiggede på data om veteranernes liv før, under og efter udsendelse, blev gennemført med over 30.000 personnumre. Forsvarets Veterancenter kom til i oktober 2011 og har siden hen lavet deres egne undersøgelser, hvor de har fulgt soldater fra før udsendelsen og flere år efter hjemkomsten.

Begge undersøgelse har vist, at andelen med symptomer på PTSD og depression stiger i årene efter, at soldaterne var kommet hjem. En erkendelse, der er vigtig for et samfund, der gerne vil have en start og en slutning til at passe i kalenderen, men for veteranerne slutter en udsendelse ikke ved hjemkomsten.

Familier ser noget, soldaten ikke vil eller kan se

En af de veteraner, jeg har skrevet om, er Mikkel, der var udsendt til Afghanistan i 2010. Efter hjemkomsten trak han sig følelsesmæssigt fra sin familie. Han arbejdede og fungerede, men mente efterhånden ikke, at ægteskabet gav mening. Inden udsendelsen havde han og hans hustru lavet en aftale: Hun måtte én gang kræve, at han gik til psykolog, hvis hun oplevede, at han havde forandret sig. Det gjorde hun. Han mente ikke selv, at der var noget galt, men en aftale var en aftale. Samtalen blev begyndelsen på at få øje på det panser, han stadig bar, selv om han var kommet hjem. Et panser, han ikke er alene om at bære, men kendetegner mange af de veteraner, jeg har mødt gennem tiden. De fleste af os er blevet blødere med årene og har fundet ud af, at det ikke nytter at gemme sig, men at det er helt okay at være lidt blød en gang i mellem.

Og alle disse fortællinger er vigtige, fordi de ikke ender med et menneske, der kun kan beskrives gennem sine problemer og fortællingerne giver os noget, vi kan spejle os i. De handler også om handlekraft, relationer og muligheden for at komme videre. Og dem er der mange af. Forleden mødte jeg Bob – en veteran, jeg første gang stiftede bekendtskab med i 2009. Han var helt ude i tovene, ubehandlet PTSD og havde praktisk talt smadret sit liv. Jeg har siden hen fulgt ham, som så mange andre, på sidelinjen i mange år – og i fredags så han fantastisk ud.

Langt de fleste af dem, der for år tilbage sad på bunden af et stort hul gravet med misbrug, vold, dårlige beslutninger og dømmekraft grundet en ubehandlet PTSD, har i dag fået styr på det meste. Fået uddannelse, fået job, fået familie – så selvom vi ynder at stigmatisere veteraner, så vil jeg gerne bede dig om at se dig omkring. Langt de fleste mennesker rammer bunden på et eller andet tidspunkt, og heldigvis kommer langt de fleste på fode igen. Det gælder også veteraner! Husk det!

Det leder mig videre til et spørgsmål, vi som samfund skal tage alvorligt: Hvor meget af ansvaret lægger vi hos dem, der står nærmest?

En ægtefælle skal ikke være behandler. Et barn skal ikke have ansvar for, at far eller mor har det godt. En familie skal ikke først bevise, at den er ved at gå i stykker, før dens behov bliver taget alvorligt. Heldigvis har Veteranindsatsen lært at se mere end personen med missionen. Den øver sig i at se det samlede billede og Danmark er stadig ved at lære at tale om veteraner.

Mens Afghanistan fyldte, fik Danmark nye fælles måder at anerkende de udsendte på. Den første officielle Flagdag blev markeret i 2009. I 2010 kom den første samlede veteranpolitik, og i oktober 2011 blev Forsvarets Veterancenter indviet.

Afghanistan blev en kraftig påmindelse om, at internationale indsatser skaber forpligtelser, som ikke kan rummes inden for hegnet. Anerkendelse måtte følges af behandling, rådgivning og hjælp til at finde en vej tilbage til uddannelse, arbejde og familieliv. Det er ikke nok, at ét sted i systemet gør det godt, hvis overgangen til det næste sted ikke fungerer. Det er heller ikke nok at have et tilbud, som kun kan findes og bruges af mennesker, der allerede har overskud. Og der er sket meget siden de første nationale initiativer. Veteranaftalen fra 2024 styrkede blandt andet fokus på familier og børn. I 2025 blev der iværksat udvidet adgang til psykologhjælp til børn under 16 år i veteranfamilier og en styrket familieindsats før, under og efter udsendelse.

Det skal anerkendes. En historie, hvor intet nogensinde bliver bedre, er lige så misvisende som en historie, hvor alle problemer er løst. Men det allervigtigste er, at vi målet indsatsen på, hvordan hjælpen virker i et menneskes liv. Ikke kun på, hvor mange initiativer en aftale indeholder!

Og samtidig skal vi holde fast i, at veteran ikke er en diagnose. Man skal kunne være stolt af sin tjeneste, bruge sine erfaringer og leve et godt liv uden at blive mødt som et menneske, der nødvendigvis er gået i stykker. Og man skal kunne bede om hjælp uden at opleve, at stoltheden dermed bliver taget fra en.

Kabul faldt. Det gjorde vores erfaringer ikke!

I august 2021 overtog Taliban igen magten i Afghanistan. Det politiske projekt, som den internationale indsats havde understøttet gennem to årtier, brød sammen. Det gjorde spørgsmålet om meningen med indsatsen blev løftet og drøftet af mange umiddelbart efter. Og der er to alt for lette svar. Svar, som vi bør holde os fra. Det ene er, at alt var forgæves. Det andet er, at fordi vi gav nogle mennesker et lyspunkt i en årrække, var den samlede indsats en succes.

Begge svar gør historien for lille.

Der blev skabt muligheder i Afghanistan. Adgangen til sundhed og uddannelse blev forbedret, også for piger. Der opstod frie medier, og mennesker fik en anden hverdag og andre forventninger til deres fremtid. Det var reelle forandringer, som også blev beskrevet i erfaringsopsamlingen, længe før sammenbruddet i 2021. Men gode resultater på enkelte områder er ikke det samme som, at det samlede politiske og militære projekt, var holdbart.

Vi skal kunne anerkende den forskel, et menneske gjorde, uden at bruge den som skjold mod kritik. Og vi skal kunne kritisere strategien uden at gøre den enkelte udsendtes indsats værdiløs. Det gælder også afghanerne selv. De må ikke reduceres til baggrundsfigurer i en dansk fortælling om vores mod, vores tab og vores skuffelser. Der var afghanere, som arbejdede for et andet samfund og løb store risici. Der var familier, som mistede. Og der er mennesker, som fortsat forsøger at skabe muligheder under forhold, vi for længst har forladt.

Vi skylder mere end et tilbageblik

25-årsdagen er en anledning til at mindes. Men den bør også være en anledning til at insistere på at blive klogere. Og den historiske udredning, som politikerne bad DIIS om at lave over indsatsen blev afsluttet allerede i februar 2025, men vi venter stadig trods nu mere end 50.000 underskrifter, der støtter en offentliggørelse af rapporten. Det kan være, at der er reelle sikkerhedshensyn at tage. Men udgangspunktet må være størst mulig åbenhed.

Vi har brug for at forstå, hvad politikerne vidste, hvad de forventede, og hvordan de reagerede, når virkeligheden ikke udviklede sig som ønsket. Hvilke hensyn vejede tungest? Hvor godt hang mål og midler sammen? Og var vi gode nok til at lytte til viden, der udfordrede den retning, vi allerede havde valgt?

Den viden skal ikke kun blive i forskningsrapporter og militære undervisningslokaler. Historien om Afghanistan hører også hjemme i skolerne, på bibliotekerne og i den offentlige samtale. De udsendtes fortællinger skal møde andre end dem, der allerede kender uniformen indefra.

Vi skal kunne fortælle om både faglighed og fejl. Om sammenhold og afmagt. Om afghanske håb og danske beslutninger. Og om et samfund, som undervejs måtte lære, at det ikke er tilstrækkeligt kun at kunne sende mennesker ud. Man skal også kunne tage imod dem, når de vender hjem – og ikke mindst blive ved med at være der.

Det er en erfaring, vi får brug for, når vi planlægger fremtidens forsvar og beredskab. Ikke fordi alle krige er ens. Men fordi mennesker ikke bliver mindre menneskelige, når opgaven bliver en anden.

Jeg tror stadig på, at den enkelte kan gøre en forskel.

Afghanistan lærte os, hvor stor afstanden kan være mellem den opgave, et menneske løser, de politiske beslutninger og det resultat, et land opnår. Den afstand skal vi turde tale om.

Vi skylder de udsendte andet end at bede dem forsvare krigen resten af deres liv. Vi skylder deres familier, at vi er der. Og vi skylder afghanerne, at vi husker dem – også når det er ikke er en mærkedag.

Denne artikel blev også bragt på Forsvarshistorien.dk fredag den 11. september 2026.