Hvem holder øje med statens spioner?

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har i dag adresse på Kastellet i København, indtil tjenesten flytter sine aktiviteter i et nyt hovedkvarter på Svanemøllens Kaserne i 2027. Foto: Wikimedia Commons/Mapbox

DEBAT. Når ansvaret for PET, FE og tilsynet med tjenesterne samles hos ministre fra samme parti, udfordres en vigtig politisk magtbalance. I en tid, hvor efterretningsarbejdet bliver stadig mere afgørende, bør regeringen gentænke ressortfordelingen, skriver Jesper Olsen, ekstern lektor i offentlig ret.

Det er altid klogt for en regering at have mere end én efterretningstjeneste. En væsentlig del af den helt nødvendige magtbalance, også i den del af regeringsarbejdet, er, at deres opgaver er tydeligt definerede og ikke har alt for uklare snitflader. Der kan opstå situationer, hvor man som regering kan have behov for, at den ene holder øje med den anden.

At det ikke er fri fantasi fra spionromaner, ved vi fra FE-sagen om situationen i Danmark. Hvorvidt der blev varetaget usaglige hensyn, da Politiets Efterretningstjeneste (PET) overvågede Lars Findsen, daværende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), får vi måske et svar på, når de tre undersøgelsesdommere fra Vestre Landsret på et tidspunkt har afsluttet deres arbejde.

Under Mette Frederiksen II (SVM-regeringen) var det politiske ansvar for de to efterretningstjenester delt mellem Socialdemokratiet (PET) og Venstre (FE). Jeg har gjort det til en tradition, når der dannes ny regering, at bruge lidt tid på at nærstudere Den Kongelige Resolution, særligt med fokus på opgavefordeling og ressortændringer, for at blive lidt klogere på den nye regerings indre magtbalancer. Og én af dem er naturligvis ansvaret for efterretningstjenesterne.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Modsat Danmark: Norge sætter hærchef i spidsen for spiontjeneste

Her skal man holde øje med Justitsministeriet, Forsvarsministeriet, samt hvor Datatilsynet ressortmæssigt er placeret. Datatilsynet har en helt central rolle, når det kommer til data, og er den myndighed, der organisatorisk huser sekretariatet for Tilsynet med Efterretningstjenesterne, TET.

Det er dermed også ministeren med det ansvar, der har opgaven med at sikre økonomiske ressourcer eller fordele administrative besparelser, der er på enhver regerings program.

Samlet hos socialdemokratiske ministre

I regeringen Mette Frederiksen III er det politiske ansvar for de to tjenester og tilsynet forankret hos to socialdemokratiske ministre. Det synes jeg er bemærkelsesværdigt.

Det er positivt i den forstand, at den magtbalance tilsyneladende ikke har været vigtig for partierne, da de valgte ministerier. Det vidner i bedste fald om høj tillid partierne imellem eller også viser det noget om, hvad der ikke er top-of-mind, for nu at bruge et velkendt udtryk fra Slotsholmens inderste cirkler. Der er nogle helt andre politiske magtbalancer, der førte til, at de andre klynger end det, der traditionelt hører til “den dybe stat”, er blevet skilt på kryds og tværs. Økonomi-, velfærds-, uddannelses- og miljøklyngerne er et kludetæppe, hvor den politiske magtfordeling er tydelig.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Regeringens politisering af spiontjenesterne forringer rigets sikkerhed

At de tre myndigheder er samlet under kontrol og tilsyn af ministre fra samme parti, gjorde mig nysgerrig på at gå tilbage i historien. Jeg har været samtlige regeringer igennem tilbage til regeringen Hilmar Baunsgaard, der fra 1968 til 1971 bestod af Radikale, Venstre og Konservative.

Der tegner sig et interessant mønster. Når socialdemokraterne indgår i en flertalsregering, har de begge poster – bortset fra de to gange, de har været i regering med Venstre (Mette Frederiksen III og Anker Jørgensen III).

Når Venstre og Konservative er i regering sammen, er posterne fordelt, så Konservative har justitsministerposten, og Venstre har forsvarsministerposten, bortset fra Poul Schlüter I og II, hvor Konservative sad på begge poster. De rene et-partiregeringer, dannet af henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre, siger sig selv.

Det store billede

At viden om efterretninger og sikkerhedsspørgsmål skal deles med flere partier vidner sammensætningen af sikkerhedsudvalget i regeringen Mette Frederiksen III om. I SVM-regeringen sad fem ministre, der alle havde et ressortansvar, der kunne begrunde at sidde i sikkerhedsudvalget. Det hang sammen med, at forsvarsministeren også var partileder.

Nu er udvalget udvidet til syv ministre, fordi de to partiledere uden et relevant ressortansvar også sidder der.

Men man skal ikke undervurdere betydningen for de ministre, der har deres eget system til at briefe dem på forhånd eller har “det store billede” på daglig basis, som det hedder i efterretningsverdenen, og som er afgørende for at kunne vurdere de oplysninger, man får. Men man skal heller ikke i disse sager undervurdere betydningen af, at oplysninger ikke deles med flere personer end allerhøjest nødvendigt.

Jeg fulgte retssagen mod den tidligere PET-chef Jakob Scharf fra tilhørerrækkerne i Københavns Byret for at blive klogere på efterretningsvæsenets arbejde og logikker. Senere fulgte jeg fra medierne FE-sagen tæt og var også meget aktiv i den offentlige debat herom. Her gentog jeg igen og igen, hvor vigtig en funktion de to tjenester har, og hvor vigtigt det er, at der er tillid til dem – og ikke mindst tilsynet med dem.

Den tillid har fire dimensioner. Befolkningen, eksterne samarbejdspartnere (herunder kilder/informanter), medarbejdere og politikere.

Ikke bare konspirationsteorier

Siden da er betydningen af efterretningsarbejde vel kun blevet vigtigere, udviklingen i den sikkerhedspolitiske situation taget i betragtning. Der er blevet vedtaget ændringer i tilsynet, hvor det vigtigste for partierne var, at flere blev en del af kontroludvalget. Men det ønske om spredning har ikke været en prioritering for det daglige arbejde: Alle de sager, som skal forelægges en minister, uden at de skal i sikkerhedsudvalget, og hvor det, at flere partier har det ansvar – og viden, der ikke er rar at have.

Den slags skal ikke deles med for mange, men det kan være meget godt, at opgaven, især i de sager hvor der er snitflader mellem de to tjenester, er forankret hos ministre fra mere end et parti – med dertilhørende loyalitet eller interne magtkampe.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Hvis FE-chefen taler sandt, fastholder Danmark et kompromitteret samarbejde

Er det ikke bare mig, der er konspirationsteoretiker? Nej, faktisk det modsatte.

For det, jeg altid er optaget af, er at få systemet til at virke. Jeg har ofte udtrykt tillid til tjenesterne, og det vil jeg fortsat gerne gøre. Men jeg føler mig også helt overbevist om, at virkeligheden overgår fantasien.

Når det kommer til den rå brutale magt, som det er vigtigt, at der er nogen, der ikke tøver med at bruge, når nationens interesser står på spil, er det ekstra vigtigt at have øje for den del af magtbalancen også.

Vi ved jo aldrig, om den næste regering også er en flerpartiregering eller en et-partiregering. Fordelingen af ministerposter indgår i andre politiske hensyn. Derfor synes jeg også, at det står lidt og blinker, at Datatilsynet fortsat hører under Justitsministeriet. Data bliver stadig vigtigere. Også uden viceværtsfunktionen for Tilsynet med Efterretningstjenesterne.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Nye tendenser breder sig i indhentning af efterretninger

Så meget desto mere kunne der argumenteres for en anden ressortmæssig forankring, som kunne være sammen med den øvrige digitaliseringsopgave.

Når det kommer til ministeriernes interne magtstruktur, så betyder kompetencer, økonomi og personale noget. Måske det kunne være med til at løfte lige præcis denne opgave, som vil være tiltagende vigtig.

Den tid, hvor digitalisering var en mulighed og et økonomisk potentiale, er for længst forbi. I dag er det også national sikkerhed. Derfor er ressortplaceringen ikke uden betydning.

Jesper Olsen er ekstern lektor i offentlig ret ved Københavns Universitet, bestrider en række bestyrelsesposter og er tidligere formand for Transparency International Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *