Forleden måtte Folketingets Ombudsmand for anden gang på to år udtale kritik af Forsvarsministeriet for at forhale sager om aktindsigt. Sagerne tog i gennemsnit 41 arbejdsdage, mens adskillige trak ud i over 100 dage, og flere af sagerne tog over et år. Det er forværring, siden Ombudsmanden i 2024 udtalte kritik af Forsvarsministeriet for nøjagtigt samme problem.

Som de fleste journalister på forsvarsområdet vil vide, er det oftest de politisk penible sager, der får lov at ligge i måneder eller år. Det er de sager, hvor Forsvarsministeriet har en interesse i, at oplysningerne ikke ser dagens lys. Tendensen flugter med skiftende regeringers bestræbelser på at kontrollere den offentlige debat og kvæle kritik, ikke mindst på forsvarsområdet.

En måske nok forståelig prioritering i et embedsværk, hvor karrierevejene er betinget af politisk musikalitet; viljen til at prioritere markedsføring af regeringen over alle andre hensyn. Det er derfor blevet en uofficiel mærkesag i Forsvarsministeriet at undgå kritisk omtale, kendt internt som “sager”.

Men det er et egennyttigt hensyn, som på papiret ikke findes i et land med et sagligt embedsværk, og som man derfor ikke kan tale åbent om.

I stedet kan man obstruere pressens muligheder for indsigt. For eksempel ved at afslå aktindsigt i stort set alting med henvisning til “rigets sikkerhed” eller “interne dokumenter” uden yderligere begrundelse. Offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser er, stik imod lovens intention, blevet udgangspunktet.

De hensyn, vi ikke taler højt om

Eller man kan, som Ombudsmanden nu igen slår fast, trække afgørelser om aktindsigt i langdrag. Offentlighedsloven stiller ganske vist krav om afgørelser inden for syv arbejdsdage. I helt særlige tilfælde med et meget stort antal dokumenter eller komplicerede juridiske spørgsmål er fristen 40 arbejdsdage. Men det er et krav, der nemt kan omgås ved blot at beklage forsinkelsen og oplyse nye forventede tidsfrister gang på gang.

Når man som journalist modtager endnu en beklagelse og en melding om, at Forsvarsministeriet nu forventer at træffe afgørelse om få dage, så ved man godt, at det ikke passer. Den oplyste dato byder bare på en ny beklagelse og fristudsættelse, og sådan fortsætter det i månedsvis.

Her på OLFI-redaktionen er den aktuelle rekord ét år med udsættelser i en sag om Forsvarsministeriets egne rapporter om mangler indenfor IT og etablissementer, som blev præsenteret for forsvarsforligskredsen sidste forår.

Værre bliver det imidlertid, når Forsvarsministeriet finder på tilsvarende tricks for at holde Folketingets Ombudsmand fra døren.

Folketingets Ombudsmand er oprettet ved lov for at sikre legalitetskontrol og ordentlig forvaltning hos myndighederne. Det er med andre ord en af de institutioner, der adskiller Danmark fra lande uden demokratisk kontrol. Ombudsmanden er valgt af Folketinget og hedder i øjeblikket Christian Britten Lundblad, tidligere retspræsident og landsdommer, som råder over omkring 90 jurister og andre ansatte.

Men demokratisk kontrol fungerer kun, hvis regeringen og myndighederne ikke forsøger at undergrave den. Det forhold levner eksempelvis Donald Trumps præsidentskab ikke nogen tvivl om.

En usaglig manøvre

I januar anmodede undertegnede journalist om aktindsigt i Forsvarsministeriets oplysninger om den kontroversielle amerikanske softwareleverandør Palantir. Faktisk ikke engang aktindsigt, men blot en såkaldt aktliste over dokumenterne, der kunne have kvalificeret en egentlig aktindsigtsanmodning i konkrete dokumenter uden at lægge unødigt beslag på embedsværkets tid.

En ganske uvelkommen anmodning i Forsvarsministeriet, der ikke udadtil har anerkendt den offentlige hemmelighed, at Palantir leverer analysesoftware til Forsvarets Efterretningstjeneste, hvilket har udløst advarsler fra en lang række danske og internationale eksperter.

Således gik uger og måneder med den ene rutinemæssige udsættelse efter den anden fra Forsvarsministeriet. Indtil Folketingets Ombudsmand i marts gik ind i sagen og bad ministeriet om en forklaring. Forsvarsministeriet oplyste Ombudsmanden, at man denne gang forventede at overholde den senest angivne frist. Det fik Ombudsmanden til at trække sig.

“Forsvarsministeriet oplyste, at Forsvarsministeriet havde udsat fristen yderligere til nu den 9. marts 2026, og at de havde udmeldt den nye frist til dig. Ministeriet oplyste også, at de forventede at have færdigbehandlet din sag senest denne dato,” meddelte Ombudsmanden: “Jeg har på den baggrund besluttet, at jeg ikke vil indlede en nærmere undersøgelse på nuværende tidspunkt.”

Men med Ombudsmanden ude af billedet meddelte Forsvarsministeriet få dage senere, at man alligevel ikke ville overholde fristen.

“Forsvarsministeriet oplyser hermed, at det ikke er muligt for ministeriet at besvare din anmodning. Det skyldes, at behandlingen af din anmodning har taget længere tid end forventet. Forsvarsministeriet forventer at kunne færdigbehandle din aktindsigtsanmodning senest den 20. marts 2026,” skrev en fuldmægtig 11. marts.

Derefter fortsatte ministeriet i yderligere to måneder med at udskyde fristen gang på gang. På sociale medier fortæller andre journalister om nøjagtigt samme manøvre i Forsvarsministeriet.

Et ministerium, der ikke siger sandheden

Det principielle lag i sagen er selvsagt vigtigere end obstruktionen af én journalists muligheder for at dække en ømtålelig sag. Det er langt mere alvorligt, at Forsvarsministeriet de facto har fundet en måde at omgå en parlamentarisk besluttet kontrolinstans ved at binde Ombudsmanden noget på ærmet.

Det kan man godt slippe afsted med som ministerium. Man kan bare ikke gøre det med troværdigheden i behold.

Det er dybt forstemmende, at den øverste myndighed for landets væbnede styrker ikke i højere grad prioriterer troværdighed som et kriterium for sit arbejde. Der er trods alt tale om et ministerium med ansvaret for at værne om rigets suverænitet og sende soldater i krig, som i disse år får tilført 357 milliarder kroner til sit ressortområde. Et demokrati er ikke tjent med et forsvarsministerium, der ikke siger sandheden.

Forsvarsministeriet må tåle, at hensynet til egne særinteresser ikke vejer tungere end de rammer, Folketinget har besluttet.

Således bliver det et problem, hvis vi kun taler om undergravningen af de demokratiske kontrolinstanser som noget, der foregår i andre lande. Og nej, forløbet her er ikke det samme som den systematiske afmontering af demokratiske kontrolfunktioner, som vi ser i Donald Trumps USA. Men Forsvarsministeriet signalerer åbent, at det er værd at tage et par skridt ned ad den samme trappe.

Når et ministeriums ageren er styret af hensyn, man ikke kan tale højt om, er det helt evident de forkerte hensyn. Det tilkommer ikke Forsvarsministeriet at finde på veje uden om den kontrol, vi som samfund ellers var blevet enige om, fordi statsadministrationen ikke er sat i verden for at tjene sig selv.

Afgørelsen i den konkrete sag om aktindsigt landede i øvrigt forleden efter 18 ugers ventetid. Forsvarsministeriet afviser at udlevere den efterspurgte aktliste, fordi selskabet Palantir ikke er et tilstrækkeligt afgrænset “tema” til, at ministeriet overhovedet vil behandle sagen.