DEBAT. Svalbard er ikke bare en fjern øgruppe, men en mulig arena for russisk gråzonepres og en test af vestlig vilje i nord, skriver John Michael Foley.
Mens mange fortsat forestiller sig, at den næste store sikkerhedspolitiske prøvelse i Europas nord vil begynde med en synlig militær handling, er det mere sandsynligt, at den vil starte i gråzonen mellem fred og konflikt. Her er Svalbard et oplagt sted at se nærmere på. Debatten om Arktis har i de senere år ofte været præget af to yderpunkter: enten beroligelse eller alarmisme. Begge dele er utilstrækkelige.
Svalbard er ikke i sig selv et sandsynligt mål for en klassisk russisk invasion i morgen. Men netop derfor er øgruppen interessant. For hvis Rusland ønsker at teste norsk handlekraft, allieret politisk sammenhold og NATOs evne til at reagere i tide, er Svalbard et af de steder, hvor presset kan sættes ind uden nødvendigvis at udløse en umiddelbar og entydig artikel 5-refleks.Det er den centrale pointe.
Norske myndigheder ser allerede Svalbard som et udsat område. Det skyldes ikke mindst, at øgruppen både geografisk, politisk og folkeretligt befinder sig i et spændingsfelt, som gør den sårbar over for påvirkning, pres og iscenesatte konfrontationer. Samtidig har Rusland i de senere år skærpet både sin retorik og sin symbolske tilstedeværelse i området. Det er værd at standse op ved.
For det peger på, at problemet ikke først og fremmest er et spørgsmål om landgangsfartøjer og besættelsesstyrker. Problemet er snarere, at Rusland kan udnytte den særlige politiske og folkeretlige følsomhed omkring Svalbard til at skabe en krise, hvor usikkerhed bliver et våben i sig selv. Det er netop sådan moderne magtprøver ser ud.
Mål for operationer
Et sådant pres kan antage mange former: påvirkningsoperationer, iscenesatte protester, fortællinger om diskrimination af russiske borgere, forsyningsmæssige konfrontationer, cyberangreb, elektronisk forstyrrelse, maritime hændelser eller anden adfærd, der ligger under tærsklen for det, mange politisk instinktivt vil kalde et væbnet angreb. Formålet vil ikke nødvendigvis være at erobre Svalbard, men at demonstrere, at Rusland kan skabe usikkerhed på NATOs nordflanke og tvinge Norge og alliancen ind i en diskussion om, hvornår nok er nok.
Artiklen fortsætter efter henvisningen …
Det er netop her, Svalbard bliver strategisk vigtigt. Den norske position er i princippet klar. Norge har suverænitet over Svalbard. Samtidig lægger Svalbardtraktaten begrænsninger på etablering af flådebaser, befæstninger og anvendelse til krigsmæssige formål.
Men traktaten ophæver ikke norsk suverænitet eller Norges ret til at udøve myndighed og kontrol. Det er altså ikke korrekt at fremstille Svalbard som et juridisk vakuum eller et territorium uden forsvarspolitisk betydning. Men det er heller ikke et område, hvor enhver reaktion vil være enkel, uproblematisk eller uden politiske konsekvenser. Netop derfor er øgruppen velegnet til gråzonepres.
En bredere diskussion i Nato
Det bør give anledning til en bredere diskussion i NATO. For spørgsmålet er ikke kun, om alliancen vil forsvare Svalbard i tilfælde af et klart angreb. Spørgsmålet er, om alliancen er politisk og operativt forberedt på et scenarie, hvor Rusland bevidst søger at holde situationen under den tærskel, der udløser entydige reaktioner, men stadig højt nok til at skabe frygt, handlingslammelse og intern uenighed. Det er den farligste konfliktform, fordi den spiller på vores egne juridiske, politiske og mentale hæmninger.
Artiklen fortsætter efter henvisningen …
Oprustning på Natos østflanke: “Vi venter ikke på at blive beskyttet”
I den sammenhæng er det afgørende, at NATO og de nordiske lande ikke kun tænker i traditionel militær afskrækkelse. Det handler også om efterretninger, robust civil infrastruktur, maritim overvågning, strategisk kommunikation, beredskabsplaner og en fælles forståelse af, hvilke handlinger der skal opfattes som uacceptable forsøg på destabilisering.
Svalbard er med andre ord ikke kun et norsk anliggende. Det er en lakmusprøve på, om NATO og de nordiske lande har forstået karakteren af den moderne sikkerhedspolitiske konkurrence i nord. Hvis Rusland vælger at teste Vesten dér, vil det næppe begynde med et brag. Det vil begynde med tvetydighed.