ANALYSE. De seneste angreb mod Irans øverste militære og politiske ledelse illustrerer, hvordan moderne efterretninger, specialoperationer og præcisionsvåben gør det muligt at ramme strategiske mål dybt inde i en modstanders territorium – uden nødvendigvis at lamme statens evne til at slå igen.
De seneste dages begivenheder i Mellemøsten har fået mange – både militære analytikere og almindelige iagttagere – til at stille det samme spørgsmål: Hvordan kan USA og Israel ramme mål i Iran med en næsten kirurgisk præcision?
Angrebene har ikke blot været rettet mod militære installationer, missilbaser og kritisk infrastruktur. De har også ramt helt ind i kernen af Irans magtstruktur – herunder centrale personer i landets militære, politiske og religiøse ledelse.
Dermed illustrerer operationerne en vigtig udvikling i moderne krigsførelse: Strategiske mål er ikke længere kun baser, radarer eller våbenlagre. Strategiske mål kan også være de personer, der træffer beslutningerne og leder et lands militære og strategiske programmer.
Den moderne “kill chain”
I militær terminologi taler man om den såkaldte “kill chain” – processen fra identifikation af et mål til det øjeblik, hvor det rammes. Den beskrives ofte i seks trin: Find, fix, track, target, engage, assess. Altså find, løs, spor, mål, involver, vurder. I den proces er det afgørende ikke ét enkelt system eller våben, men integrationen af flere typer efterretninger: Menneskelige kilder (Humint), signalefterretning (Sigint), satellit- og billedanalyse (Imint), cyberoperationer og avanceret dataanalyse.
Når disse informationsstrømme kombineres, kan efterretningstjenester opnå en meget præcis forståelse af, hvor et mål befinder sig – og hvornår det er mest sårbart.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
I de seneste angreb har målene ikke alene været militære installationer. Ifølge åbne kilder og internationale medier er også centrale personer i Irans øverste ledelse blevet ramt. Blandt de personer, der er blevet nævnt i den internationale dækning, er blandt andre Irans øverste leder Ayatollah Ali Khamenei. Tidligere har målrettede operationer også ramt nøglepersoner som lederen af Irans revolutionsgarde Qasem Soleimani og den iranske atomfysiker Mohsen Fakhrizadeh.
Disse eksempler illustrerer en udvikling i moderne krigsførelse, hvor fokus i stigende grad rettes mod de personer, der udgør knudepunkterne i et lands militære og strategiske beslutningssystem. Når sådanne personer rammes, kan det skabe betydelig usikkerhed og forstyrrelse i en stats kommandostruktur.
Operative elementer tæt på målet
En faktor, som ofte undervurderes i den offentlige debat, er tilstedeværelsen af operative elementer tæt på målene. Selv de mest avancerede satellitter og signalefterretninger kan sjældent stå alene, når der skal gennemføres præcisionsangreb mod specifikke personer eller følsomme installationer. Derfor vurderer mange analytikere, at sådanne operationer også kan involvere, egne agenter, lokale samarbejdspartnere, mindre operative enheder samt specialoperationsstyrker.
Disse kan blandt andet bekræfte målets tilstedeværelse, overvåge bevægelser tæt på målet eller bidrage til at koordinere timingen af et angreb. Når et angreb rammer et bestemt køretøj, et specifikt mødelokale eller en bestemt person i en større bygning, er det ofte resultatet af meget detaljeret efterretning kombineret med information fra personer tæt på målet.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Trumps angreb mod Iran markerer stort skifte i USAs udenrigspolitik
Operationer af denne kompleksitet gennemføres sjældent af ét land alene.
Selv om Israels efterretningstjeneste Mossad ofte nævnes i forbindelse med operationer mod iranske mål, er det sandsynligvis, at sådanne operationer bygger på et bredere internationalt samarbejde. Efterretningstjenester og militære specialstyrker fra flere lande kan bidrage med forskellige kapaciteter – fra efterretningsindsamling og teknologisk overvågning til analyse af mål og operative kapaciteter.
I praksis kan sådanne operationer derfor være resultatet af et omfattende sikkerheds- og efterretningssamarbejde mellem flere stater.
Iran kan stadig slå igen
Selv meget præcise angreb mod en stats ledelse betyder dog ikke nødvendigvis, at dens militære kapaciteter forsvinder. Iran har fortsat vist, at landet råder over betydelige militære midler. Efter angrebene har Iran affyret missiler og droner mod mål i regionen – herunder områder, hvor USA og dets allierede har militære baser. Samtidig har iransk-støttede grupper i regionen gennemført angreb mod amerikanske og israelske interesser.
Dette viser, at moderne konflikter i stigende grad udvikler sig til regionale netværkskonflikter, hvor en stat kan reagere gennem både egne styrker og allierede grupper.
Iran har samtidig rettet angreb mod kurdiske oppositionelle styrker i regionen. Iranske missiler og droner har ramt baser for iransk-kurdiske oppositionsgrupper i den kurdiske region i det nordlige Irak. Organisationer som PDKI, Komala og Kurdistan Freedom Party har i årevis opereret i områder tæt på den iranske grænse og bekæmper det iranske regime. Angrebene kan derfor ses som et forsøg fra Teherans side på at forhindre, at kurdiske oprørsgrupper udnytter den aktuelle konflikt til at åbne en ny front mod regimet.
Det kan umiddelbart virke paradoksalt, at Iran på den måde fortsat er i stand til at affyre missiler og gennemføre angreb i regionen, selv efter at dele af landets øverste ledelse er blevet ramt. Forklaringen ligger blandt andet i den måde, Irans militære struktur er organiseret på. Revolutionsgarden og de iranske missilstyrker opererer i høj grad gennem decentraliserede kommandostrukturer, hvor mange operative beslutninger gennemføres uden direkte instruktion fra den øverste politiske ledelse.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Samtidig har Iran gennem mange år opbygget et netværk af regionale allierede og militante grupper, som fungerer som forlængede arme for iransk militær strategi.
Et strategisk paradoks
De seneste begivenheder illustrerer et vigtigt strategisk paradoks. På den ene side viser operationerne, hvor langt moderne efterretninger og præcisionsvåben er kommet.
På den anden side viser Irans gengældelsesangreb, at selv meget præcise angreb mod en stats øverste ledelse ikke nødvendigvis stopper statens evne til at reagere militært.
Strategiske mål kan i dag rammes med en præcision, der for få årtier siden ville have været utænkelig. Men moderne konflikter viser samtidig, at selv meget præcise angreb mod en stats ledelse ikke nødvendigvis afslutter en konflikt – de kan også blive begyndelsen på en ny og mere kompleks fase i en regional krig.