DEBAT. Argumentet for baseaftalen mellem Danmark og USA var, at Danmark burde trække USA tættere på Europa i en sikkerhedspolitisk usikker tid. Et år efter Trumps genindtræden i Det Hvide Hus er der tungtvejende årsager til at genoverveje, om det argument fortsat holder, skriver analytiker Jan Werner Mathiasen.
I januar forsøgte Donald Trump at overtage kontrollen med Grønland gennem økonomisk og politisk pres på Kongeriget Danmark. Samtidig svingede Det Hvide Hus toldhammeren over de lande, der med politiske udmeldinger og troppebidrag bakkede op om Grønlands ret til at bestemme selv. Truslerne aftog først, da EU trådte i karakter og raslede med den økonomiske bazooka, og Nato-generalsekretær Mark Rutte lovede massiv militær tilstedeværelse omkring Grønland.
Efterfølgende er debatten vedrørende baseaftalen om amerikansk anvendelse af danske flyvestationer blusset op igen. For er det reelt set i dansk sikkerhedspolitisk interesse at give en utilregnelig Trump frit spil inden for egne grænser? Det mener flere af aftalepartierne fortsat, imens folketingsmedlem Theresa Scavenius har stævnet statsministeren, udenrigsministeren og forsvarsministeren: Aftalen giver USA grundlovsstridige magtbeføjelser over danske statsborgere.
Artiklen fortsætter efter henvisningen …
Retssikkerhed er vigtigt, men baseaftalens reelle udfordringer ligger sandsynligvis et helt andet sted. Problemet er nemlig ikke amerikanske soldaters handlinger på dansk jord. Det er tværtimod deres handlinger rettet ud i verden fra danske baser. For med aftalen fik USA ekstraordinære beføjelser til militær magtanvendelse med afsæt fra Danmark. Dette fordi aftalen ikke er betinget af, at anvendelsen sker i rammen af Natos kollektive afskrækkelse og forsvar.
Baseaftalen fra 2023 er i forvejen et markant brud med den danske udenrigspolitik under Den Kolde Krig og tiden efter den. Perioder, hvor afskrækkelse og afspænding gik hånd i hånd ved, at permanente baser og atomvåben ikke var tilladt på dansk jord i fredstid.
Efter Finlands og Sveriges medlemskab af Nato og indgåelse af tilsvarende baseaftaler med USA, gav det måske god mening, at Danmark også indgik en aftale med den daværende Biden-administration. Udfordringen er blot, at Danmark ligesom de øvrige nordiske lande lavede en aftale, der giver USA mulighed for at føre sikkerhedspolitik uden om Nato, der ellers traditionelt har udgjort Washingtons forsvarssamarbejde med Europa.
Amerikanske interesser i Europa

Siden afslutningen på Anden Verdenskrig har USA’s sikkerhedspolitiske interesser i Europa været centreret om den nukleare trussel fra først Sovjetunionen og sidenhen Rusland. I forhold til varsling om angreb blev Grønland afgørende for USA, hvorfor Truman-administrationen i 1946 ønskede at købe kolonien af Danmark.
Efter krigen ville USA kontrollere Sovjetunionens adgang til Atlanterhavet, så Grønland, Island, Storbritannien og Norge blev afgørende for forsvarssamarbejdet. USA’s tredelte sikkerhedsstrategi for Europa med økonomisk opbygning af demokratier, politisk inddæmning af sovjetkommunismen og kollektiv sikkerhed kom først til senere.
I 1948 var det fælleseuropæiske sikkerhedssamarbejde så langt fremme, at Washingtons bilaterale forhandlinger blev indhentet af fransk-britiske forhåbninger om en europæisk forsvarspagt.
Artiklen fortsætter efter henvisningen …
Amerikansk softwaregigant er dybt integreret i FE og PET: Forskere advarer om spionagerisiko
På dagen for vedtagelsen af Bruxelles-traktaten den 17. marts 1948 holdt Truman en tale i Kongressen, hvor han optegnede konturerne til en samordning af Marshall-hjælpen, inddæmningsstrategien og en militæralliance. De efterfølgende politiske forhandlinger skabte Nato, og det er værd at hæfte sig ved, at Grønland var en afgørende faktor for, at Danmark blev en af Washington-traktatens grundlæggere.
Fra 1949 var USA’s officielle sikkerhedsstrategi, at forsvarssamarbejdet med og om Europa lå forankret i Washington-traktaten og Nato. Derfor er forsvarsaftalen om militær anvendelse af Grønland fra 1951, indlejret i og betinget af Natos forsvarsplaner. Under forhandlingerne stillede Danmark krav om at have kommandoen over det militære forsvar af Grønland bistået af USA og øvrige Nato-lande. Selvom USA sandsynligvis læser aftalegrundlaget anderledes, ligger forsvaret af Grønland fortsat ved den danske chef for Arktisk Kommando.
Verden ifølge Trump
Argumentet for indgåelsen af 2023-aftalen var, at Danmark burde trække USA tættere på Europa i en sikkerhedspolitisk usikker tid. Et år efter Trumps genindtræden i Det Hvide Hus udgør USA’s sikkerhedsstrategi fra november 2025 og i særlig grad Grønlandskrisen fra januar 2026 væsentlige årsager til at genoverveje, om det argument fortsat holder.
Den nuværende præsidentadministration ser ikke verden på samme måde som Danmark og vores tætteste allierede. Vicepræsident J.D. Vance ønsker at splitte Europa indefra, og Trump mener ikke, at europæisk sikkerhed bør tage udgangspunkt i staters suverænitet eller allieredes bekymringer.
Artiklen fortsætter efter henvisningen …
Relationerne til Washington anno 2026 er derved så langt fra den amerikanske udenrigspolitiske tradition, man overhovedet kan komme. Truman ønskede at styrke de liberale værdier og minimere Moskvas indflydelse i Europa. Trump og Vance arbejder aktivt for at smadre de demokratiske lande og de bærende institutioner i Europa.
Samtidig er genrejsningen af Rusland i den europæiske sikkerhedsorden en integreret del af USA’ officielle politik. Resterne af Truman-doktrinen er væk, og de transatlantiske sikkerhedsinteresser synes nu kun rettet mod kontrol med Ruslands kernevåben.
Artiklen fortsætter efter henvisningen …
Hollandsk forsvarsminister vækker opsigt med ny udtalelse om F-35 kampflyet
Disse bekymrende forskelle mellem USA og Europa aktualiseres af, at Norges forsvarschef general Eirik Kristoffersen offentligt har udtalt, at det militære samarbejde med USA forøger den militære trussel fra Rusland.
Dette fordi USA’s tilstedeværelse i Nordnorge primært er rettet mod den nukleare kappestrid med Rusland og ikke eksplicit indlejret i Natos kollektive afskrækkelse og forsvar. Dermed risikerer Norge, at Rusland invaderer Finnmarken for præventivt at imødegå en amerikansk militær operation rettet mod Kola-halvøen.
NATO som anker i de bilaterale aftaler
Med Trump i Det Hvide Hus er det sikkerhedspolitisk afgørende, at Nato fastholdes som ankeret i Grønlands sikkerhed. Spørgsmålet er, om ikke tiden er inde til, at en tilføjelse til den danske baseaftale med USA bør skubbes ind under døren, når højniveaugruppen forhandler den nye aftale med USA om Grønland.
Begge fremtidige aftaler bør ligesom 1951-aftalen koble amerikansk anvendelse direkte til NATO’s kollektive forsvar af det Nordatlantiske område. Dermed vil USA’s anvendelse af militær magt fra baser i Grønland og Danmark skabe sikkerhed frem for trusler samtidig med, at sikkerhedsgarantien i Natos artikel 5 styrkes.
Læren af de seneste 13 måneder må være, at ethvert forsøg på at trække USA tættere på Europa bør forankres i NATO og den kollektive sikkerhed. Enhver statsleder skal acceptere, at USA af i går ikke vender tilbage lige foreløbigt. Derfor bør supplerende sikkerhedsaftaler som udgangspunkt forhandles multilateralt, og amerikansk adgang til basefaciliteter bør utvetydigt betinges af, at anvendelsen sker inden for NATO’s kollektive afskrækkelse og forsvar.
Jan Werner Mathiasen (f. 1972) er uddannet officer og kandidat i politisk kommunikation fra Copenhagen Business School. Han er medlem af Rådet for International Konfliktløsning og folketingskandidat for de Radikale på Fyn.







