Arbejdsmarkedsudvalget i Holstebro Kommune har besluttet at løfte kommunens samlede veteranindsats med en ny årlig pulje, der bl.a. skal understøtte eksisterende og nye aktiviteter og bruges som ekstra tilskud til driften af Veteranhuset Ved Åen.
De omkring 1.000 veteraner i Holstebro Kommune kan se frem til flere tiltag målrettet dem. Det ligger fast, efter at kommunens arbejdsmarkedsudvalg mandag besluttede at afsætte 100.000 kr. i en ny årlig pulje, der skal understøtte både eksisterende og nye aktiviteter for veteraner.
Det bliver kommunens veterankoordinator, som skal administrere pengene. Midlerne kan ifølge kommunen bruges til at støtte nye indslag på flagdag den 5. september, ligesom de skal give et løft til DIF Soldaterprojekts såkaldte ‘Safe Zones’. Det er et idrætsfællesskab for skadede veteraner og politifolk.
“I Holstebro Kommune anerkender vi alle, der har båret uniformen på nationens vegne. Vi er i udvalget bevidste om, at medansvaret for støtte og forebyggende indsatser følger med. Det gælder både for veteraner i overgangen fra udsendt til civil og for deres familier, der nogle gange har brug for støtte til at komme tilbage til en normal hverdag,” siger Dorthe Pia Hansen (S), som er formand for Arbejdsmarkedsudvalget.
Led i ny veteranstrategi
Jydske Dragonregiment (JDR) har hjemme i Holstebro, og i løbet af de kommende år kommer endnu flere soldater til at forrette tjeneste på dragonkasernen, som er ved at blive udvidet med nye indkvarteringsbygninger.
I 2025 gav byrådet en kvart million kroner i støtte til renovering og stillede Veteranhuset Ved Åen gratis til rådighed i 20 år samt 10.000 kr. årligt i supplement til driften. Det har siden vist sig ikke at være nok, og derfor skal nogle af de ekstra penge gå til driften af Ved Åen. Veteranhuset benyttes flittigt af bl.a. Veteran Café Nordvest og andre aktører som eksempelvis sagsbehandlere fra Forsvarets Veterancenter.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Holstebro Byråd godkendte i december 2023 en veteranstrategi, som skal sikre en sammenhængende og respektfuld indsats for veteraner og deres familier. Strategien fokuserer på forebyggelse, trivsel og anerkendelse – og at veteranernes oplevelser og behov er forskellige. Der er også fokus på aktiviteter, der styrker fysisk og mental sundhed, fremmer sociale fællesskaber og modvirker isolation.
Veteranstrategien er både et klart politisk signal og en konkret guideline for kommunens praksis i mødet med veteraner og deres familier. Den beskriver også veterankoordinatorens rolle og samarbejdet mellem frivillige, kommunale og statslige aktører.
Veteranpuljen finansieres via en omplacering fra en integrationspulje med overskydende midler, da Integrationsrådet nedlagde sig selv i 2025.








