DEBAT. Europas sikkerhedspolitiske afhængighed af USA har nået en blindgyde. Årtiers amerikanske advarsler er blevet ignoreret, og Europa må nu tage ansvar og etablere en selvstændig og troværdig europæisk forsvarsalliance, skriver historiker Preben Bonnén.

Den franske præsident Emmanuel Macron udtalte engang, at Nato var hjernedødt, forstået som handlingslammet, og den amerikanske præsident Donald Trump har ikke på nogen måde arbejdet eller bestræbt sig på at få påstanden afvist. Tværtimod har han gjort sit til, at diagnosen ikke ændres, hvilket måske tydeligst er blevet demonstreret de seneste dage med truslerne om at besætte en allierets territorium og overtage Grønland om nødvendigt med militær magt.

At Nato aldrig bliver det samme igen, at USA aldrig bliver det samme igen, og at Europa aldrig bliver det samme igen, står lige så klart, som de funklende stjerner på nattehimlen. Europa må og skal vise og bevise for både sig selv og omverdenen, at kontinentet både vil og kan være sit ansvar bevidst og indtage og påtage sig den opgave, som europæerne for årtier siden burde have set komme.

I stedet for at handle og udvise rettidigt omhu, lod man sig selv overbevise om, at alt var som det plejede, og at der ikke var grundlag eller behov for at ændre på noget, som gennem årtier fungerede upåklageligt, nemlig at storebror på den anden side af Atlanten altid ville stå Europa bi.

Venlige henstillinger

Det er ikke, fordi det har skortet på signalerne fra Washington D.C. og Det Hvide Hus. Gentagne gange har amerikanske præsidenter på stribe gjort deres europæiske allierede ”venligst” opmærksom på, at de dels skulle indfri deres forpligtelser om at investere to procent af deres BNP i deres væbnede styrker, dels måtte indstille sig på at varetage egen sikkerhed i større udstrækning end hidtil.

Når det ikke skete, var det nok, fordi den amerikanske retorik mere fik karakter af opfordring snarere end krav, ligesom det amerikanske ordvalg var alt for diplomatisk, grænsende til en misforstået venlighed, som betød, at europæerne bevidst eller ubevidst ikke kunne eller ville tage Det Hvide Hus alvorligt. Kedeligt og sørgeligt er det, at venlighed ikke altid belønnes, omvendt reageres prompte og straks med overdreven høflighed (også kaldt spytslikkeri) på trusler og uforskammetheder. Som den kvikke og opmærksomme læser vil kunne gennemskue, falder talen på den nuværende amerikanske præsident Donald Trump.

Ikke fordi Donald Trump er unfair, han har det bare med at sige tingene på en anden måde, sin egen måde, som er det politiske establishment og diplomatiet fremmed. Men ret skal være ret, alt for længe har vi i Europa vendt det døve øre og blinde øje til, når amerikanerne gang på gang har forsøgt at få europæerne ud af starthullerne. Havde vi reageret tidligere, langt tidligere, havde vi ikke stået i den nuværende kedelige, sørgelige og katastrofale situation, som vi lige nu befinder os i. Havde vi lyttet til Bill Clinton, George W. Bush, Barack Obama og Joe Biden, ville vi i dag have stået et helt andet og langt bedre sted, end det desværre er tilfældet.

Indlægget fortsætter efter henvisningen …

Ét spor i lækagen om Steve Witkoff er særligt interessant

Men virkeligheden er en anden, og det er den, vi må tage bestik af, og således på rekordtid prøve at få det bedste ud af situationen, og bedre sent end aldrig, som man jo plejer at sige, når man ikke kan finde på noget bedre at sige.

Så hvad er situationen? Hvad er mulighederne? Situationen er indlysende, og skriften står malet krystalklart på væggen. Den er om end ikke håbløs, så vanskelig. Vender vi blikket mod mulighederne, er der flere af slagsen, alt afhængig af ambitionsniveauet og vel- og offerviljen blandt de europæiske lande.

Ingen europæisk søjle

At fæstne sin lid til Nato og forsøge sig med en europæisk søjle i den transatlantiske alliance var engang en mulighed, men det var dengang, chancen er forspildt. Og denne gang skal europæerne ikke have på hattepullen. Amerikanerne kan takke sig selv for, at det aldrig kom så vidt. Hver gang man fra europæisk side luftede tanken, føg det med amerikanske anklager om, at europæerne var godt i gang med at underminere Nato, og at der ikke var behov for at duplikere alliancens kapaciteter.

Selvom vi i Europa endnu en gang forsøger os lidt med samme, er der hverken tid eller råd til at dyrke et dødfødt projekt. Verden har ændret sig siden, og Nato vil ikke længere være det oplagte, logiske og relevante forum for pleje af europæiske sikkerheds- og forsvarsinteresser.

Indlægget fortsætter efter henvisningen …

Europa forstår slet ikke, hvor USA er på vej hen

Hvad så med EU kan man spørge? Hvor EU gennem en årrække i det små og i skyggen af andre politiske dagsordener har syslet med udviklingen af en fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik, er denne nu det altoverskyggende samtale- og diskussionsemne i Bruxelles, hvilket alt andet lige bør hilses velkommen.

Splinterny forsvarsalliance

Alligevel og desværre synes EU ikke lige for tiden, hverken i det rette element eller det rette forum, at hengive sig til varetagelsen af Europas sikkerhed, forsvar og interesser. Dertil er institutionen og dets lovgivnings- og regelværk for uegnet, ligesom visse medlemslande vil gøre alt for at langsommelig- og besværliggøre processen, medlemslande som Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet, som nærmest har karakter af ”femte kolonne” virksomhed.

Nej, skal Europa gøre sig gældende og undgå politisk undergang, er der intet alternativ til oprettelse af en splinterny pure europæisk forsvarsalliance. Hvorvidt en sådan vil komme i konflikt med Nato er uvist, men ikke særligt sandsynligt. Tænk blot på den meget unge militære alliance AUKUS mellem Australien, Storbritannien og USA, som blev oprettet tilbage den 15. september 2021. Formålet med AUKUS er at modvirke og inddæmme Kina i Det Indiske Ocean og komme hinanden til undsætning – som vi kender det med Nato og dennes musketered Artikel 5 – i tilfælde af et væbnet angreb mod et eller flere medlemslande og/eller dets interesser.

Indlægget fortsætter efter henvisningen …

At vælte Maduro var let – nu kommer den svære test for Trump

Hvad, skal bemærkes og fremhæves, er, at der ikke er nogen forviklinger overhovedet med Nato, når det handler om det britiske og amerikanske medlemskab af AUKUS, og det samme billede vil tegne sig, når det gælder en europæisk forsvarsalliance. Oprettelsen af en europæisk forsvarsalliance skal dog være mere fleksibel i sin struktur og opbygning end det nuværende Nato- og EU-samarbejde, ligesom den ikke skal involvere og invitere hvem og hvad som helst, igen tænkes på især Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet.

Med tiden, og over tid skal det heller ikke på forhånd udelukkes – når EU en gang har vokset sig tilstrækkelig stor og stærk – at den europæiske forsvarsalliance en gang vil kunne integreres i den europæiske union, hvor den rettelig vil høre hjemme. Summa summarum: Mens EU må bruge tiden på at gøre sig de nødvendige kraftanstrengelser til på længere sigt at kunne rumme og agere som en også militær stormagt, må gode og velvillige kræfter blandt de europæiske lande parallelt og uafhængig af EU – og på rekordtid – få etableret det europæiske svar på AUKUS. Tak til Donald Trump for at have ageret katalysator.