DEBAT. Redningsberedskabet udgør en vital brik i den danske sikkerhedspolitik og bidrager på lige fod med Forsvaret til en troværdig afskrækkelse. Men beredskabet halter langt efter i den genopretning, som er i gang i Forsvaret. Det kræver en modig minister at igangsætte en markant styrkelse af beredskabet og udvikling af en ny, fleksibel mobiliseringsstyrke.

Når vi for tiden kigger mod vest, ser vi en stor allieret, som ikke bare udøver selvdestruktiv adfærd, men også hjemtager sit internationale engagement og ikke længere ønsker at være verdenssamfundets politibetjent. Konsekvenserne breder sig som ringe i vandet, og i Europa må vi erkende, at vi ikke bare er alene hjemme, men at det er vores egen opgave at passe på det, som er vores.

Milliarder ruller nu ud i samfundet, for vi skal have styr på vores sikkerhed. Forsvaret har fået sin egen accelerationsfond, mens beredskabet ikke accelererer eller flytter sig nævneværdigt. I beredskabet er der aktuelt fokus på bl.a. beskyttelsesrum, cybertrussel, kystredning og samarbejde mellem sektorerne. Der er mange brikker, der skal falde på plads i fremtidens beredskab. Endnu er blikket dog ikke rettet mod de helt store byggeklodser, så vi ikke bare får grundstrukturen på plads, men også får mere power i vores beredskab.

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) vurderer, at den militære trussel fra Rusland vil stige over de kommende år, lige som Nationalt Risikobillede 2025 (NRB) viser, at vi er mere udsatte end nogensinde før. Selv om vores øjne drages mod vest, er det mod øst, vi skal kigge og forholde os til Ruslands imperialistiske drømme.

Beredskab handler om eget andet end krig

Når vi taler beredskab, skal vi ikke kun have fokus på hybridkrig, sabotage og cyber, men også en lang række andre risici, som NRB beskriver: Pandemi, strømudfald, stormflod. Vi kender en række af disse risici alt for godt fra de senere år, hvor beredskabet har været presset og vist sig utilstrækkeligt.

Statsminister Mette Frederiksen (S) udtaler i forbindelse med offentliggørelsen af Nationalt Risikobillede 2025, at konklusionen er klar:

”Danmark står over for det mest alvorlige risiko- og trusselsbillede siden Anden Verdenskrig. Det er især den skærpede sikkerhedspolitiske situation i Europa samt vejrhændelser, som er både voldsommere og hyppigere end tidligere, som er væsentlige årsager til det skærpede risiko- og trusselsbillede.”

Kort sagt har truslerne mod Danmark og danskerne i nyere tid aldrig været mere alvorlige!

Siden august 2024 har vi haft et selvstændigt beredskabsministerium, hvor den organisatoriske opbygning af ministeriet formentligt har lagt beslag på mange ressourcer. Det er begrænset, hvor meget der konkret er sket ude i den spidse ende, hvor tingene sker – meget synes at være sat på pause.

Lad os vende tilbage til truslen fra øst for at forstå, hvorfor det ikke er nok at have fokus på det militære forsvar, men også beredskab og planlægningsprocessen i det nye ministerium.

Der vil komme fuldtræffere

En række lande råder over jordbaseret luftforsvar. Nogle har opbygget en hel paraply til at beskytte sig mod fjendtligt luftangreb – vi har ingenting. Vi er dog nu ved at opbygge et luftforsvar, som forventes at være operativt om nogle år; forventeligt i slutningen af 2020’erne.  Men det bliver aldrig så finmasket som fx det israelske ”Iron Dome”, da det nok nærmere vil kunne forsvare nogle større byer og militære installationer som flyvestationer, havne mm. Måske skal det heller ikke have den allerhøjeste prioritet, da vi i så fald også kan komme til at bruge en stor del af det militære budget på luftforsvar.

En væsentlig pointe er, at uanset hvor finmasket nettet er, kan vi aldrig afbøde samtlige angreb med missiler og droner. Der vil være fuldtræffere, hvor vi skal have redningsberedskabet i gang til at slukke brande og redde mennesker, og vi skal have et velfungerende civilt beredskab, som kan genetablere elforsyning, reparere vandforsyning og genopbygge skoler.

Hvis vi har et stærkt luftforsvar, kan det for en fjende ikke betale sig at angribe. Det samme kan man sige om beredskabet – redningsberedskabet og det civile beredskab. Hvis vi hurtigt og effektivt kan håndtere en skadessituation og genopbygge byer og infrastruktur, så er der ikke stor gevinst ved at sende dyre missiler mod os.

Vi taler her om det fænomen, som kaldes ”afskrækkelse” – et begreb, vi her skal have styr på. Nato har netop en doktrin, som bygger på både militært forsvar og afskrækkelse. Essensen er ikke blot at ”forskrække” en fjende og gøre ham bange for at angribe os – fordi vi slår hårdt tilbage. Det handler i bredere forstand om, at fjenden skal se, at det er en dum ide eller omsonst at angribe os. Fordi vi kan skyde hans missiler og droner ned, fordi vi (eller vores allierede) sender noget tilbage i hovedet på ham, og fordi vi hurtigt kan håndtere de opståede skader og komme videre med det normale liv.

Afskrækkelse handler at være forberedt

Afskrækkelse handler om det faktum, at vi har stor militær styrke, men ikke alene dette. Det inkluderer også et stærkt redningsberedskab og civilt beredskab, som er er i stand til at håndtere angreb: Vi kan hurtigt og effektivt håndtere skaderne, komme på fode igen samt få genopbygget samfundet.

Faktisk handler det ikke kun om at vi har et velforberedt og synligt beredskab – men om signalværdien i dette: For det har en psykologisk effekt på en potentiel modstander, som kan se, at landet ikke er let at destabilisere, at befolkningen er praktisk og mentalt forberedt på at håndtere disse situationer.

Så måske bliver Putin ikke bange for en dansk brandbil, men erkendelsen af, at den er et led i en robust infrastruktur og et stærkt beredskab, og at vi besidder en mental robusthed og har evnen til hurtig og effektiv genoprettelse – dét bidrager til afskrækkelsen.

Det er netop dette, som Natos doktrin lægger op til: At vi har et militært forsvar og et robust samfund, som bliver stående på benene, selv om vi angribes – så det er tydeligt for fjenden, at det er en rigtig dårlig ide at forsøge at gå i kødet på os. Derfor er beredskabet af vital betydning for afskrækkelsen og dermed en afgørende brik i dansk sikkerhedspolitik.

Den sikkerhedspolitiske situation udgør halvdelen af grundlaget for at opbygge et stærkt beredskab. Vi skal både konkret kunne håndtere store skadessituationer og lige så vigtigt kunne sende afskrækkende signaler om vores robusthed.

Forhåbentlig kan et stærkt dansk militært forsvar ”nøjes” med at afskrække – så vi aldrig får brug for det. Det samme kan man ikke sige om redningsberedskabet, for erfaringen viser, at det FÅR vi brug for. Her er der ikke tale om HVIS – for det er kun et spørgsmål om tid, før vi igen bliver ramt af den næste større hændelse eller katastrofe, om det så er oversvømmelser, massivt strømudfald, husdyrsygdomme, pandemier mm. Det er lige præcis dette faktum, som er den anden halvdel af grundlaget for at opbygge et stærkt beredskab.

Beredskabet mangler økonomiske midler

I det følgende fjerner vi blikket fra det civile beredskab, som handler om infrastruktur mm – og retter udelukkende fokus på redningsberedskabet – også kaldt ”blå-blink-beredskabet”.

Strukturelt består redningsberedskabet af de kommunale beredskaber, også kendt som brandvæsnet, og så den statslige Beredskabsstyrelse, som yder assistance ved større hændelser, og når der brug for specialmateriel.

Den overordnede chef for brandvæsnerne er den enkelte kommunes borgmester. Det betyder, at de kommunale beredskaber skal deles om en kommunal pose penge sammen med skolerne, hjemmeplejen mm: Penge som bevilges af Finansministeriet.

Foreningen ”Danske Beredskaber” har et stort ønske om, at den nye beredskabsminister ikke bare laver retningslinjer for, hvordan de kommunale beredskaber skal opgraderes for at håndtere den aktuelle trussel og risikosituation. De ønsker også at få øremærkede økonomiske midler og har i deres egen analyse kalkulereret, at et adækvat, tidssvarende kommunalt beredskab skal tilføres yderligere 1,3 milliarder kr.

Beredskabsminister Torsten Schack Pedersen melder dog hus forbi og fastholder, at dette ikke er hans ansvarsområde, jævnfør lovgivningen, da opgaveprioriteringen og finansieringen ligger ude i de enkelte kommuner.

Dette betyder, at det samlede danske redningsberedskab – den kommunale og statslige del – kun til en vis grad kan koordineres, da det hører under to forskellige ministerier. Det er forståeligt, at de kommunale beredskabschefer oplever sig forfordelt, og Danske Beredskaber retter en alvorlig kritik af den manglende koordinering, som bl.a. skyldes de vidt forskellige økonomiske vilkår.

Der mangler turbo på genopretningen

Konflikt og utilfredshed hos de kommunale beredskaber sammenholdt med et ministerium under opbygning, der endnu ikke har fundet sine ben at stå på, resulterer uundgåeligt i manglende turbo på den konkrete løsning af beredskabets mange presserende opgaver. Der sker meget lidt derude, hvor personellet med støvlerne på, løser de konkrete opgaver.

I februar lancerede Mette Frederiksen en ny strategi over for Forsvaret, da hun til Forsvarschefen sagde: ”Køb – køb – køb”. De fleste soldater oplever, at ekstrabevillingen faldt på et tør sted, men samtidig kom statsministeren til at skævvride dansk sikkerhedspolitik. For hun havde ikke det samme budskab til redningsberedskabet. Lige som på fodboldbanen kan man ikke bare opgradere angrebsspillerne uden forsvarsspillerne – for de udgør netop en helhed.

Der blev indgået en Beredskabsaftale i januar 2025, som nogen kaldte ”En fin lille aftale”, men desværre ikke blev et substantielt løft, som flere klart havde drømt om. Aftalen kan ses som startskuddet til en positiv udvikling og lapper de værste huller, men den sætter som sagt ikke turbo på noget som helst. Det er ellers en kendt sag, at Beredskabsstyrelsen ved større hændelser har været presset og har måttet bøje reglerne for at løse opgaverne.

Aftalen har konkret ført til, at der tilføres 50 ekstra værnepligtige og ansættes lige så meget uniformeret personel, indkøbes klimamateriel og afholdes flere øvelser, for at ruste personellet til scenarier som voldsomt vejr og hybride angreb som sabotage og cyberangreb.

Beredskabsaftalen førte ikke i denne omgang til, at man – som Forsvarschefen – kunne begynde at svinge kortet og få indkøbt materiel i større målestok.

Beredskabet mangler frem for alt personel

Vi skal kunne klare os selv i Europa, i Danmark – og i redningsberedskabet. Forsvaret er i fuld gang med opbygning af ressourcer. Redningsberedskabet har sammen med Forsvaret stor betydning for afskrækkelsen, men skal samtidigt udgøre et kompetent operativt beredskab, for vi ved, at vi får brug for det. Forhåbentligt ikke til krig, men skulle det ske, skal beredskabet også være klar til dette.

Beredskabet i Danmark skal i bred forstand kunne håndtere en lang række kritiske hændelser. Nogle kræver specialister og det rette materiel, mens andre er meget mandskabskrævende. Desværre mangler vi endnu strategien for stor-skalahændelser, hvor kortet for alvor skal svinges, og indkøbsafdelingen skal ud at købe større mængder materiel.

Redningsberedskabet skal kunne håndtere en lang række kritiske hændelser og være svaret på værktøjskassens multi-tool. Det skal fleksibelt med stor man-power kunne håndtere en række vidt forskellige storskala-hændelser.

Her kommer vi til en af de store nødvendige byggeklodser: Kompetence og styrke! Redningsberedskabet kan ikke bare nøjes med at indkøbe materiel, for der skal også personel til. Der skal bruges meget personel – og der er brug for kompetencer. Kompetente folk, som kan betjene udstyret, men ikke bare kompetente enkeltpersoner. Der er behov for kompetente STYRKER – det betyder enheder med uddannet personel, som kan indsættes til assistance i vidt forskellige situationer.

Vi skal også have en reserve i beredskabet

Det ord, som straks dukker op – især hos os, som er blevet lidt tynde i toppen og kan huske tiden med DDR og Sovjetunionen – er ”mobiliseringsstyrker”. Enheder, som kunne indkaldes i tilfælde af krig. I Forsvaret råder man flere steder fortsat over reserveofficerer og reservister, nogle steder er der kun få, andre steder mange. Billedet er, at man flere steder er ved at nytegne kontrakter med reservister.

I det kommunale beredskab rådede man dengang over mange frivillige, og i det statslige Beredskabskorpset, som det hed dengang, var ¾ af ledelsespersonellet reserveofficerer. På de afsluttende øvelser for værnepligtige på nationalt niveau kunne der samles omkring 200 personer, hvor reservisterne her havde mulighed for at træne føring og indsættelse af store styrker.

Mobiliseringsstyrkerne, træningen og øvelserne lukkede og slukkede i forlængelse af den kolde krigs afslutning, og herefter har der kun været få reserveofficerer tilbage i Beredskabsstyrelsen.

Vi skal ikke kopiere datidens mobiliseringsenheder én til én, for vor tid stiller andre krav til styrkerne, men vi kan lade os inspirere af datiden, og mange føringsprincipper kan umiddelbart genbruges. Det gælder i både kommunalt og statsligt regi.

Hvis redningsberedskabet igen skal kunne håndtere storskala-hændelser, er der som tidligere behov for et stort antal kompetente frivillige og reservister, som er trænede i håndteringen af denne type hændelser. Måske skal vi droppe betegnelsen ”mobiliseringsberedskab”, for i en tid med hybrid krigsførelse er det ikke muligt at skelne klart mellem krig og fred.

Lovgivningen skal indrette sig efter den nye tid, for det er slut med enten-eller: krig-eller-fred. For tiden er vi ikke i krig – men vi er heller ikke i en tilstand af dyb fred. Derfor skal redningsberedskabet opbygges som et fleksibelt beredskab, som også kan kaldes dual-use. Altså et beredskab, som ikke kun er til fuld-skala-mobilisering, men som i mindre skala og modulært kan aktiveres til brug for hybridkrigs-hændelser, stormfloder og andre større hændelser. Mon ikke andre tæt på ministeren allerede har tegnet streger på et stykker papir og har arbejdet videre med de samme tanker om et modulært mobiliseringsberedskab?

Det tager 10 år at opbygge kapaciteter

Der var ikke langt fra Chamberlains forsikring om ”Peace in our time”, til 2. Verdenskrig var en realitet. Historiske erfaringer viser, at politikere flere gange er taget med bukserne nede og ikke ville indse en fare, førend det var for sent. Der ligger en psykologisk – og økonomisk – lovmæssighed i dette. Ingen kan forudse, om der kommer krig, men et veludbygget og afskrækkende Forsvar og beredskab kan have en væsentlig betydning for, om det sker – så derfor dur det ikke kun at opruste Forsvaret.

Som bekendt tager det ikke lang tid at nedbryde beredskaber, men kan tage 10 år at opbygge kapaciteter på ny, hvilket Forsvaret er i fuld gang med. Derfor er det så vigtigt at få trykket på startknappen – også når det gælder beredskabet.

Lad os planlægge ud fra strategi og ikke håb, som det før er sket i historisk tid. Det er ikke nok at skrue op for antallet af værnepligtige. Vi skal i gang med at hverve tidligere ansatte beredskabsofficerer og sergenter og få søsat en efteruddannelse. Vi skal have købt køretøjer og materiel, opbygge styrker og etablere en organisation – og lad os udnytte, at der stadig er et par stykker, som kan huske, hvordan man gjorde under Den Kolde Krig.

Som det gælder i Forsvaret, skal vi have en accept af, at der begås fejl, for vi asfalterer, mens vi kører. Vi laver fejlkøb, og vi må justere organisationen undervejs. Vi må acceptere, at vi måske ikke har 100 % styr på, hvad vi har gang i og acceptere, at det bliver dyrt – men vi har ikke råd til at lade være!

Ja, det kræver mod at gå i gang – men det kræver også mod at lade være. For det er afgørende, at redningsberedskabet opgraderes og får opbygget en kompetent reserve og en mobiliseringsstyrke anno 2025.