DEBAT. I Danmark er lodsvæsenet privatiseret, og vi har modsat vores nordiske brødre ingen krav om brug af sikkerhedsgodkendte lodser. Det er et brist i sikkerheden. Russiske og kinesiske lodserier kan etablere sig i Danmark, men ønsker vi det?
Der bliver i denne tid gjort meget ”væsen” af sig i nyhedsmedier, kronikker og debatindlæg om de nye maritime trusler i vores farvande og nærområder. Der er påfaldende mange hændelser om tabte ankre, der river kabler og infrastruktur over på havbunden. Begrebet ”Ruslands skyggeflåde” er også opstået omkring den stadigt voksende armada af ældre tankskibe, solgt til ukendte kapitalinteresser, indregistreret i obskure lande og forsikret i Sibirien. Bemandet med ikke altid kompetente skibsofficerer og søfolk. Skibene fragter hundredtusindvis af tons sanktionsbelagt russisk olie ud gennem Storebælt og Kattegat hver eneste dag.
Skal vi som samfund være bekymrede? Ja, det skal vi. Vores medlemmer i DMP (Danish Maritime Pilots) lodser næsten alle disse skyggetankere. For tiden lodser vi også rigtigt mange af de bulkskibe, der fragter anden russisk last som kul, der ikke er sanktionsbelagt, og som måske er en endnu større risiko for kollision, da disse tørlastskibe er endnu ringere end tankskibene.
Der er rigtigt mange tætte passager mellem store skibe i den sydlige del af Storebælt, hvor skibene samtidig skal navigere i vanskelige strømforhold og lave større drej for ikke at gå på grund. Får vi en voldsom kollision, der rammer uheldigt ind i eksempelvis en gammel ”skyggetanker”, kan vi godt stå med en miljøkatastrofe, der mange gange overstiger kapaciteten i vores gamle og slidte olieberedskab.
Kombinationen af ældre skibe med dårligt uddannede besætninger, som ikke bliver synet eller udsat for havnestatskontrol, udgør naturligvis en større risiko. Derfor er det godt, at vi lodser er om bord på langt størstedelen af skibene, men uheldet lurer derude et sted. Antallet af skibe, der ”taber” deres ankre i dansk farvand eller Østersøen, er også påfaldende højt. Ligesom det ”tilfældigvis” også altid sker lige over et kabel eller anden infrastruktur på havbunden.
Måske skal vi se på lodstvang igen?
I den offentlige debat kalder nogle på lodstvang. Men det kan vi i Danmark ikke påtvinge skibstrafikken på grund af Københavnertraktaten fra 1857 – i sin tid indgået med bl.a. Rusland og andre østersølande på opfordring og pres fra USA. Traktaten er international ret og beskytter den frie skibsfart.
Andre mener alligevel, at vi nu bør gennemtvinge en lodspligt. Det tror jeg ikke på. Med hvilken flåde og fra hvilken magtposition vil Danmark kunne det? I det almindelige nyhedsbillede oplever vi som borgere og vælgere kun et svar på de store forandringer og truslerne mod vores sikkerhed. Oprustning og hundredvis af milliarder til vores fælles forsvar.
Det er sikkert både rigtigt og klogt. Men sætter vi også kikkerten for det blinde øje, når vi ikke samtidig vil kigge tilbage på de beslutninger, som vi har truffet i en anden tid? Når vi ikke tager stilling til, om de værdier og grunde, hvorpå vi dengang traf beslutning om at markedsgøre lodsning, stadig holder vand?
Privatiseringen gik stik modsat forventningen
Et ”væsen” er også et ældre dansk ord for en ”offentlig myndighed”. Indtil 2007 havde Danmark et statsligt Lodsvæsen. Historisk var ydelsen KDL ”Kongelig Dansk Lods”. Lodsvæsenet blev ikke skåret ned eller sparet væk som ”fredsdividende”, ligesom vores forsvar og olieberedskabet til søs er blevet det. Vi blev i stedet liberaliseret og konkurrenceudsat i en tid, hvor skiftende regeringer troede på alle lyksalighederne ved den globaliserede verden.
Lodsvæsenet blev derfor taget ud af Forsvarsministeriet og flyttet til Erhvervsministeriet som virksomheden DanPilot. Målet var, at statens selskab skulle konkurrenceudsættes af private lodsfirmaer. Konkurrencen om kunderne (rederier og skibe) skulle drive priserne ned og dermed øge antallet af skibe, som ville benytte lods gennem danske farvande.
Kort sagt er intet gået som planlagt, og målene er ikke nået. Alligevel holder vi på 18. år fast i løsningen. Statsrevisorerne reviderer og kritiserer fortsat bevidstløs på målene i det opfundne lodsmarked. Jeg vil ikke gå i detaljer her, men blot påpege at dansk lovgivning fortsat er, at ”udenlandske interesser” kan etablere og drive lodsvirksomhed i dansk farvand, uden at lodseriet er hjemhørende i Danmark. Udenlandske interesser er ikke begrænset til EU, men er åbent for eksempelvis Rusland, Kina eller USA.
DanPilot er langt den største operatør. Selvom staten ejer DanPilot, er målene stadig økonomiske, og man ser forholdet som en kunderelation, hvor kunden ”altid har ret”. Filosofien er, at når kunden er glad, kommer kunden igen, og så kan både bestyrelse og direktion få sin bonus for omsætning og overskud.
Danmark kan gøre brug af lods gratis
Hvis vi ser skibene som ”trusler” mod Danmarks samfundsmæssige interesserer, som burde vi måske starte med at genetablere lodsservicen som et lodsvæsen, med rigeligt med lodser, der også er sikkerhedsgodkendte. Dette kriterium har man fastholdt i Norge, Sverige og Finland. Bare ikke i Danmark.
Hvis Danmark gerne vil have flere danske lodser på så mange skibe, som overhovedet muligt, kan politikerne vælge oveni at sætte priserne ned eller gøre det helt gratis. Vi ser ind i en situation, hvor Danmark skal øge sine forsvarsudgifter til 3, 4 eller 5 % af BNP. Vores forsvarsbudget er gået fra ca. 27 mia. kr. før krigen til nu 68 mia. kr. (medregnet donationer til Ukraine), og ved 4 pct. ag BNP skal vi op at bruge oomkring 110 mia. kr. på forsvar hvert enste år.
Flytter man lodsvæsenet tilbage, som en operativ enhed, under Forsvarsministeriet – så kan man bruge ca. 0,5 mia. kr. på at tilbyde alle skibe gratis lods. Det vil øge brugen af lods og samtidig øge Danmarks tilstedeværelse med myndighedspersoner på alverdens skibe i dansk farvand.
Dertil vil man kunne spare millionvis af kroner på de mange ”kolde hænder”, der i dag servicerer en ”lodsbranche” i kommercielle og administrative stillinger samt i de offentlige tilsynsroller.
Indlægget er skrevet i samarbejde med Lars Sigvardt, som er formand for Danish Maritime Pilots.





