KOMMENTAR. Socialdemokratiet og Venstre bærer hovedansvaret for Forsvarsministeriets ineffektive organisering, der som et bureaukratisk kviksand står i vejen for Forsvarets genoprustning. Bundlinjen er, at vi travlt – ufatteligt travlt – med at få genopbygget et totalforsvar til at imødegå truslerne.
En markant del af vores kritiske infrastruktur ligger på havbunden og binder os sammen med vores nabolande i form af kommunikationskabler, gasledninger og elkabler. Kablerne ligger spredt ud i Nordsøen, Østersøen og indre danske farvande, hvilket russerne allerede ved bedre end os selv, fordi de har haft flådefartøjet Admiral Vladimirsky til at kortlægge stort set samtlige installationer. Nordstream II er sprængt, adskillige kabler i Østersøen klippet, og et ukendt antal er forsøgt ødelagt.
GPS jamming af den østlige Østersø er et stigende problem, og vi risikerer uheld med fly- og skibstrafik, hvis aktiviteten med udgangspunkt i Kaliningrad fortsætter eller intensiveres. IT kriminalitet i form af hackerangreb og destabilisering af vores gennemdigitaliserede samfund er ligeledes et stigende problem, og overvej hvad det ville betyde, hvis internettet var lagt ned i et par dage. På min matrikel var teenagerne gået i total panik, og virksomheder, der lever af at være online, ville blive dygtigt udfordrede for ikke at tale om effekten på sundhedssystemet, uddannelsessystemet og hele energisektoren.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Brug ferien fornuftigt – lyt til 35 års skandaler i Forsvaret
Rusland truer jævnligt med deres svindende militære muskler og hiver kontinuerligt atomargumentet frem, men uagtet der næppe kommer et nukleart angreb på Europa qua kinesernes de facto vetoret, så sidder Kreml trods alt på verdens største arsenal af atomsprænghoveder. Mens vores verden generelt bliver alt andet end mindre fredelig, kan man fra politisk hold høre dybe stemmer tale om, hvor mange penge vi bruger på genrejsningen af Forsvaret og sikkerheden. Men bruger vi nu også så mange penge?
Penge til Ukraine kan ikke tælle med
Første del af svaret er nej. De midler, vi bruger på støtten til Ukraine, kan og skal ikke tælle med i opgørelsen over udgifter til forsvar, og så bruger vi pludselig langt fra 2 pct. af bnp. Det er ret klart slået fast af vores alliancepartnere. Uanset hvor snedigt det er at betale sig fra egen utilstrækkelighed tæller den ikke, og ret venligst på enhver socialdemokrat og venstrepolitiker der suser rundt med det budskab.
Anden del af svaret er også nej. De mange planlagte indkøb fejler på hovedrystende vis igen og igen. Senest er droneindkøbene blevet en farce, som får enhver udenforstående til at kigge på Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) og få tankerne ledt hen på et amatørteater i provinsen. To gange er et planlagt indkøb fra samme amerikanske leverandør skyllet ud med badevandet, fordi en konkurrent har brokket sig til ”Klagenævnet for udbud”. To gange er et vitalt indkøb til 1,3 mia. kr. skrinlagt, fordi man ikke har regnet dette og hint med i udbudsmaterialet. Hver gang kommer Liberal Alliances forsvarsordfører, Carsten Bach, ud af busken og fanger, hvad der efterhånden er en pæn del mere end 15 minutters berømmelse og kræver bedre styr på økonomi og dygtigere hoveder i materielstyrelsen.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Men den gode forsvarsordfører har desværre totalt misset pointen og kommer til at se lidt komisk ud, fordi hovedårsagen til problemet slet ikke er feset ind. FMI kan på mange måder fint levere de rigtige elementer til et udbud, men styrelsens arbejdsvilkår er håbløse, fordi de er sovset ind i krav og regler fra et DJØF-okrati, der konstant udvider sig som blågrønalger på en vindstille sensommerdag i Østersøen. Danmark har overimplementeret udbudsreglerne og har konsekvent undladt at bruge undtagelserne for udbudskrav, når det kommer til sikkerhed.
Samtidig lever FMI med en utidig politisk indblanding, hvor man ikke er bleg for at blande sig i alt fra kaliber til oprindelsesland, uagtet at ens faglige baggrund er en uddannelse i humaniora på RUC. Med andre ord så er vi som så meget andet ved at sætte vores sikkerhed over styr på grund af et ufatteligt bureaukrati og et markant fravær af indsigt fra politisk hold. Hvis der skal fart og faglighed på materielindkøbene, så få pauset udbudsreglerne, styrket tjenestegrenenes studie- og udviklingssektioner og lad FMI få ro til at købe det nødvendige grej baseret på en forsvarschefs helhedsplan.
5.000 værnepligtige er slet ikke nok
Den tredje del af svaret er desværre også et nej. Det vælter ikke ligefrem ind af portene med nye soldater på de skimmelramte kaserner. Man har politisk formået at svinge sig op til 5.000 værnepligtige men det er for det første slet ikke nok, og lykkes man med de 5.000 unge håbefulde M/K´er i grønt tøj, så held og lykke med at uddanne dem, for dem der skulle det, er enten sendt til Baltikum eller på afspadsering. Til gengæld vælter det ind ad porten med kreative individer, der skal booste visuelle koncepter. Forsvarsministeriets Personalestyrelse søger i øjeblikket en art director, der skal arbejde sammen med 30 andre kollegaer i marketingafdelingen.
Må jeg sådan helt stilfærdigt anbefale, at de 30 stillinger konverteres til skiverejsere i Boris eller rustbankere på et tilfældigt flådefartøj? Forsvaret skal genrejses efter finsk forbillede (eller dansk for et par årtier siden), hvor man genskaber en mobiliseringsstyrke, der kan foldes ud i tilfælde af krig eller krise. Kvalitet kan ikke fuldstændigt afløse kvantitet, uanset hvor længe man end har arbejdet i konsulentvirksomheden Boston Consulting Group (BCG).
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Tidligere Maersk-direktør skal lede ekspertudvalg for veldrevet forsvar
Den fjerde del af svaret er overraskende nok også nej. Der er ikke brugt en flad femmer på at kigge på totalforsvaret. Altså hele den civile del af infrastrukturen, det civile beredskab, og den kæmpe opgave politiet har fået tildelt, men langt fra magter at løse.
Lige syd for min stilling går der adskillige kabler i land fra en vindmøllepark, kabler der forbinder elnettet og dermed er en væsentlig del af forudsætningen for, at du kan læse dette indlæg, bestille tid til kastration af katten og køre i din elbil. Igennem længere tid har jeg forsøgt at finde svaret på, hvem der egentlig har ansvaret for at passe på kablerne, og det tætteste jeg er kommet, er en tekniker ved navn Jørgen, hvis mobilnummer ikke virker. Enhver ondsindet og meget lidt teknisk begavet person ville kunne blæse koblingerne fra sø til land i luften og adgangen til placeringen af koblingerne er i skrivende stund bevogtet af en havtornbusk og en rusten rukolås. Man behøver altså ikke engang få våde poter – det kræver bare en boltsaks og lidt krudt, hvis man skal udtørre energikilden til Teslaerne på Østsjælland.
Ingen forsvar mod droner
På samme måde man filosofere lidt over, hvor nemt det er at flyve ind i lufthavne, havne og anden kritisk infrastruktur med droner. Sådan fuldstændigt uantastet sende den kinesiske DJII drone over hegnet til enhver civil og militær installation, hente billeder og de geolokationer, man skal bruge, ned og suse hjem med det hele på drevet. Det er i hvert fald ikke Forsvaret, der skal i krig med den opgave, så den ender på politiets bord, der i al fairness er relativt langt fra at have de nødvendige forudsætninger for at fjerne den trussel.
Som jeg indledte, er vi dygtigt udfordret til søs dels af de internationale maritime regler, men i særdeleshed på evnen til at overvåge den infrastruktur, vi lidt skødesløst har lagt frem til fri destruktion. Med de mange episoder omkring de ekstremt sårbare installationer skulle man tro, at der var sat fart på at skaffe langt mere overvågningskapacitet, men også her halter den gevaldigt. Man kunne bruge Marinehjemmeværnet langt mere aktivt, man kunne sætte turbo på at finde nogle let udrustede havgående skibe, der hurtigt kunne males grå og få et tungt maskingevær i stævnen, og man kunne måske lokke en del af de sømænd, civile som militære der er gået pension, og lade dem tage et par år mere på søen i nationens tjeneste, indtil nye kuld er udklækkede.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Sidste del af svaret er et klart måske. Den politiske vilje er til stede til at genskabe noget af det nedlagte. Man har erkendt, at der er enkelte udfordringer, men at det naturligvis skyldes Putin, Xi og en Ayatollah eller to. Men vi er der ikke endnu. Vi er langt fra kommet til punktet, hvor man politisk har erkendt at have gjort i nælderne i årtier, fordi så kommer man til at træde tidligere partikollegaer over tæerne og det er langt farligere end at afsløre rigets egentlige udfordringer.
Del ansvaret mellem to ministerier
Socialdemokraterne skal sluge den kamel at have stået fadder til den mest groteske omorganisering af det danske forsvar nogensinde. Venstre skal erkende at have været en drivende faktor for ekspeditionsforsvarets opståen og rundbarberingen af territorialforsvaret, og venstrefløjen skal over en kop biodynamisk kaffe blive enige med De Radikale om at tage ansvaret for gravrusten på skiltet over mobiliseringsforsvaret og værnepligten. Liberal Alliance kan nøjes med at finde en fagligt funderet forsvarsordfører, og de resterende partier kan reflektere lidt over, om de vil lægge stemmer til kommende forsvarsforlig, der givetvis fortsat vil indeholde fantasifulde sparekrav mod at få marginal symbolpolitisk indflydelse.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Danmark og otte EU-lande indkøber kortrækkende luftværnsmissiler
Hvis samtlige partier sendte en ordfører, og de i fællesskab kunne blive enige om at tage ansvaret for et par af dumhederne, der er begået de sidste årtier, så kunne vi komme videre. Man kunne i samme klub blive enige om at samle ansvaret under en civil instans (inderigsministeriet) og en militær (forsvarsministeriet). Slut med tværministerielle beslutninger og delt ansvar, det er bare et andet ord for ansvarsflugt og syltekrukke.
Bundlinjen er, at vi travlt – ufatteligt travlt. Bureaukratiet står i vejen, og alt for mange papirskubbere beskytter det, for uden bureaukratiet har de ingen rolle. Vi skal have luget voldsomt og hurtigt ud i de regler, der giver sig udslag i nøl og absurde udsættelser af indkøb, også selvom der er en risiko for, at nogle indkøb ender med at blive mindre heldige. Der skal tænkes i hastighed i genopretningen af de kapaciteter, der umiddelbart kan sikre infrastrukturen, og vi skal have gentænkt totalforsvaret, så det lægges under Forsvarsministeriet og en forsvarschef med helhedsansvar. Lige nu burde mottoet på Christiansborg være ”Why Flymo, when you can slowmo”.