»Det er på tide at skifte til en krigstidstankegang«

Foto: Nato

De europæiske Nato-lande er begyndt at opruste, men det går på ingen måde stærkt nok. Kommer der ikke snart gevaldigt skred i tingene, risikerer Europa at miste yderligere terræn til især Rusland og Kina. Sådan lyder skudsmålet fra Nato-generalsekretær Mark Rutte, som i en tale torsdag også kritiserede et fænomen, der i Danmark har fået sit helt eget navn.

Europa er »ikke i krig, men bestemt heller ikke i fred«.

Natos generalsekretær, Mark Rutte, slog de dystre toner an, da han torsdag holdt tale ved et arrangement afholdt af tænketanken Carnegie Europe i Bruxelles. Her lod han forstå, at tiden for længst er kommet til, at Europa omstiller sig til en »krigstidstankegang og sætter turbo på både forsvarsproduktion og forsvarsudgifter«.

Det startede ellers forholdsvis positivt og optimistisk.

»Der er ingen overhængende militær trussel mod vores 32 allierede, for Nato har gennemgået en udvikling for at holde os sikre: Forsvarsudgifterne er steget. Innovationen er accelereret. Vi har flere styrker med højere beredskab. Større og hyppigere militærøvelser. Flere tropper og mere hardware på vores østlige flanke. Og med Finland og Sverige flere Nato-allierede. Alt dette betyder, at vores afskrækkelse er god,« lød det betryggende fra Rutte, der dog hurtigt fulgte op med et »indtil videre«.

Læs hele Mark Ruttes tale her

Verden er som bekendt ikke statisk, og Mark Rutte brugte derfor også resten af sin tid på podiet til at slå fast, at de europæiske Nato-lande ingenlunde gør nok for at forhindre, at ufreden breder sig mere, end den allerede har gjort det i Ukraine.

»Det er morgendagen, jeg er bekymret for. Vi er ikke klar til det, der kommer til at ske om fire-fem år. Der er meget, der skal gøres for at sikre langsigtet afskrækkelse og genoprette freden. Vi er ikke, hvor vi ønsker at være. Forsvarsindustrien i Europa er blevet udhulet af årtiers underinvestering og snævre nationale industriinteresser, mens der var fred på vores kontinent, og forsvar blev et tilvalg,« lød det blandt andet undervejs.

»Resultatet er, at vores industri er for lille, for fragmenteret og for langsom. I mellemtiden producerer russiske våbenfabrikker krigsudstyr i døgndrift. Og på trods af vores ukrainske venners heroiske indsats genopbygger Rusland sine styrker langt hurtigere, end vi havde forventet. De lærer hurtigt af slagmarken.«

Slut med ”komma DK-løsninger”

Udover den geografisk nære trussel fra Rusland fremhævede Mark Rutte undervejs også Kina, som i disse år har gang i en massiv oprustning af både konventionelle og atomare våben. Hvis Europa skal kunne byde særligt de to lande trods, kræver det først og fremmest en større fælles vilje til at lægge penge i forsvarsindustrien, argumenterede han.

»Rusland og Kina løber foran. Vi risikerer at sakke bagud. Det er meget farligt, men det behøver ikke at være sådan. Hvis vi styrker vores industri, kan vi overhale vores konkurrenter, så hvad venter vi på?«

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Danmark og otte EU-lande indkøber kortrækkende luftværnsmissiler

Over hele kontinentet skal de europæiske regeringer allerede i dag blive mere risikovillige, slog Mark Rutte videre fast, inden han konkretiserede sine anker mod nogle af de forhold, der hæmmer forsvarsindustrien. Det gjorde han med henvisning til et fænomen, som her i landet undertiden omtales som ”komma DK-løsninger”:

»At omfavne risiko kræver, at I, regeringerne, ændrer forældede indkøbsregler og genovervejer jeres detaljerede nationale krav. Med en million ofre lige uden for døren har I ingen tid at spilde. Et eksempel er pansrede mandskabsvogne: Én nation har brug for, at bagdøren åbner til venstre. En anden har brug for, at den kan åbnes til højre. Og en tredje har brug for, at den åbner opad. Alle disse krav er obligatoriske. Er det sådan, vi definerer vores behov og prioriteter, især når tiden er afgørende? Det er nødt til at ændre sig!«

Endelig gentog Mark Rutte et budskab, som for længst har spredt sig til den danske regering, hvor flere fremtrædende ministre den seneste tid har advaret om, at den aktuelle to procent-målsætning formentlig bliver afløst af langt højere Nato-krav til de nationale forsvarsudgifter.

»Jeg kan fortælle jer, at vi får brug for meget mere end to procent. Jeg er klar over, at når vi bruger mere på forsvar, betyder det, at vi bruger mindre på andre prioriteter. Men det er kun en smule mindre.«

Kan koste billioner af euro

Senest har også statsminister Mette Frederiksen (S) været på en mindre medieturne, hvor hun i flere dagblade taler om »mørke kræfter« og »en meget farligere situation end før i vores levetid«. Danskerne skal forberede sig på at betale en større regning for sin sikkerhed i fremtiden, gør hun gældende i både Politiken, Berlingske, Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten.

Man skulle næsten tro, at den danske statsminister og den hollandske generalsekretær havde udvekslet talepapirer. I hvert fald var det i store træk samme budskab, Mark Rutte havde til tilhørerne i Bruxelles torsdag.

»Det er korrekt, at vi bruger flere penge på forsvar nu end for ti år siden. Men vi bruger stadig langt mindre end under Den Kolde Krig, på trods af truslerne mod vores frihed og sikkerhed er lige så store, hvis ikke større. Under Den Kolde Krig brugte europæerne langt mere end tre pct. af deres bnp på forsvar. Med den mentalitet vandt vi Den Kolde Krig,« lød det fra generalsekretæren, før han igen forlangte politisk mod og lederskab fra de europæiske regeringer.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Nu går den ikke længere, Europa

»Det kan være hårdt og risikabelt på kort sigt, men det er helt afgørende på lang sigt. Nogle mennesker vil fortælle jer noget andet. De mener ikke, at et stærkt forsvar er vejen til fred. Men de tager fejl. Uden et stærkt forsvar er der ingen varig sikkerhed, og uden sikkerhed er der ingen frihed for vores børn og børnebørn. Ingen skoler, ingen hospitaler, ingen virksomheder. Der er ingenting. De, der oplevede Anden Verdenskrig, ved det. Og vores ukrainske venner oplever det hver dag.«

Savner de europæiske statsledere syn for sagn, skal de da også bare skele til netop Ukraine, mener Mark Rutte. Ukraine bruger netop nu cirka en fjerdedel af sit bnp på forsvar, hvilket beløber sig til mere end ti gange så meget som de europæiske Nato-lande.

»Det er barsk påmindelse om, at frihed ikke er gratis. Hvis vi ikke bruger flere på at forhindre krig nu, kommer vi til at betale en meget, meget, meget højere pris senere for at udkæmpe den. Ikke milliarder, men billioner af euro.«

 

3 svar til “»Det er på tide at skifte til en krigstidstankegang«”

  1. Ole Ryberg, pens. Oberst og CH ATW.

    Der er mange eksempler på økonomisk udligning mellem de ministerielle områder, så hvorfor er det lige at udenrigsministeriet ikke skal betale for sine rejseudgifter med fly? Det er vel ikke sådan at transportministeren indløser Lars Løkkes rejseudgifter med tog, bus eller ministerbilen? Nå ja, han rejser jo helst med fly.

  2. Bjørn Toft Madsen

    Hvis Trump fremtvinger en fred i Ukraine næste år (hvilket selvfølgeligt kun sker, hvis forholdene er som Rusland ønsker, da de på nuværende tidspunkt har fremgang på slagmarken), og hvis han efterlader Putin med et indtryk om at NATO måske ikke forsvares fra amerikansk side, så starter stopuret; så har vi 3-5 år inden vi står helt og aldeles forsvarsløse overfor Rusland.

    Deres Oreshnik misiler flytter hele magtbalancen i Europa. 5-10 minutters flyvetid, vi kan ikke se om de er nukleare eller konventionelle, vi har intet forsvar imod dem og vi har ingen afskrækkelse imod dem (andet end et strategisk svar fra Frankrig som jo så starter MAD).

    Et Oreshnik missil har 6 våben ombord, hver med 6 submunitions. Send et imod Frederikshavn, et imod Skrydstrup og et imod Korsør og så ligger landet åbent for indtagelse – og der behøves ikke engang ABC udstyr.

    Det er jo heldigvis ikke sikkert at Trump finder en fred han er tilfreds med, efter hans generaler forhåbentligt giver ham en dosis virkelighed, og heller ikke sikkert at USA forlader NATO med samme kraft som han annoncerede under valgkampen. Så vi taler stadig om risici, snarere end forudsigelser.

    Men risikoen er der. Der er en reel og dødsensfarlig risiko for at Europa intet kan stille op imod Rusland om 5 år. Det er stort set kun Frankrig der har ekspertisen og erfaringen til at udvikle et IRBM svar her i EU – jeg håber de er i gang for uden USA og med russiske Oreshnik missiler og med en russisk krigsmaskine der kører i 6. gear så går vi godt nok en uhyggelig tid i møde.

    1. Palle Randløv

      Ja, det kunne da godt være man skulle finde den russiske marineuniform frem og pudse støvlerne og smutte østover. Hvordan var det nu vi sagde i 80erne:
      Hellere være krigsfange i Californien end skovle sne i Sibirien.

      Kan i have en godt weekend og nyde julen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *