KOMMENTAR. Forsvaret eksisterer stort set ikke mere, fordi skiftende regeringer og forsvarsledelser har sparet det i stykker. Nu er det på tide, at Forsvarets medarbejdere råber op og fortæller om de problemer, som de oplever, ellers reagerer politikerne ikke.  Reserveofficeren Klaus Kroll råber op.

I 2014 indledte den russiske præsident Vladimir Putin sin test af europæernes villighed til at forsvare dem selv og deres naboer. Altså for mere end 10 år siden. Krim blev annekteret, og som en tyv i natten sendte Putin sine små grønne mænd over grænsen til Ukraine og hjalp med at organisere og udruste de militser, der endte med at destabilisere hele Donbas.

Helle Thorning Schmidt (S) var på det tidspunkt statsminister, og hverken hun eller hendes forsvarsminister, Nicolai Wammen (S), fandt anledning til at styrke forsvaret eller ringe med alarmklokken. Tværtimod rundbarberede forsvarsforliget 2013-2017 Forsvaret fuldstændigt og rensede det for den sidste rest af kampevne.

Stort set ingen løftede et øjenbryn, og ethvert tiltag til diskussion om den voksende trussel fra Rusland blev affejet, hånet og latterliggjort. Men det er altsammen vand i åen og politik, som det plejer, så vi skal videre.

I 2022 væltede russerne ind over grænsen til Ukraine. Meget få troede, det ville ske, og reaktionerne op til invasionen var bagatelisering, anvendelse af stråmænd om russofobi og naive håb om Putins fredelige hensigter. Om morgenen den 24. februar slap Putin lænkehundende løs – givetvis med en ret god følelse i maven af, at europæerne og amerikanerne næppe ville gøre de store indsigelser, for det gjorde de ikke før, og det ville de næppe heller denne gang. Vinter-OL skulle bare lige overstås, og så tager vi Ukraine og laver en lydstat ud af det gamle Sovjetunionens kornkammer.

Rusland vidste alt om de europæiske forsvars forfald

Putin vidste i 2022 ganske udmærket, at europæerne set over en bred kam totalt havde negligeret deres respektive væbnede styrker. Han vidste, at den militære modernisering han havde gennemført på mange måder gjorde ham relativ stærk i forhold til den europæiske del af Nato, men ikke Nato med USA. Den relative kampkraft Rusland vs. Europa ser faktisk helt anderledes ud, end det man får indtrykket af, når man siger Nato. Primært fordi amerikanske skatteborgere i årtier har betalt for den sikkerhedsgaranti, vi som europæere har nydt godt af.

Artiklen fortsætter under opslaget …

Hvem er skurkene, og hvem er heltene i fortællingen om det danske forsvar?

Journalist og stifter af forsvarsmediet Olfi Peter Ernstved Rasmussen er aktuel med debatbogen “Forsvarsløs – Når den største trussel kommer indefra”, som opruller de største begivenheder i dansk forsvars… pic.twitter.com/uMt92gAIfs

— Frihedsbrevet (@frihedsbrevet) October 28, 2024

I Danmark har politikerne kollektivt brugt vores krigsindsats i Afghanistan og Irak som løftestang til at retfærdiggøre fraværet af forsvarsinvesteringer. Så sent som 5. november 2024 gentog udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) præcis samme budskab, nemlig at han ved et sikkerhedstopmøde havde taget ordet og fortalt Trump, at vi relativt set havde mistet ligeså mange soldater som USA i Afghanistan – og dermed implicit havde ydet vores del. Det er politik, så vi må igen videre.

November 2024 er budskabet fra regeringen, at danskerne kan sove trygt. Vi har for længst passeret det mål om at bruge minimum 2 pct. af bnp på forsvar, som er aftalt med Nato. De glemmer at fortælle, at det er inklusive det svimlende milliardbeløb på over 50 mia. kr., der er doneret til Ukraine. Dette til trods for at regnemodellen med at inkludere donationer til Ukraine i Nato-opgørelsen for længst er hældt ned af brættet af en række af vores allierede herunder USA.

Vi er milevidt fra at kunne levere de lovede bidrag til Nato

De faktiske forhold i jernindustrien er bare helt anderledes. Intet virker, og de styrkebidrag, vi skulle stille til rådighed for Nato, er vi milevidt fra at kunne levere. Selv rekrutteringen af værnepligtige må man lukke på Livgardens Kaserne, fordi man er faldet i så dygtigt udført skimmelsvamp baghold, at det er sundere at befinde sig på ethvert frontafsnit i Donbas.

Spørgsmålet er, hvorfor regeringen fortsætter med at opstille et glansbillede, der er så langt fra virkeligheden, som Harris er fra det amerikanske præsidentskab? Hvem er det, regeringen prøver at narre? Putin har for længst gennemskuet skuespillet. USA har med skiftende præsidenter også set skriften på væggen og har med skiftende stemmeføring gjort det klart, at vi skal tage os sammen. Verden er på rigtigt mange måder ikke blevet mere fredelig, så det er et absurdteater at se de politiske udmeldinger holdt op med den rå virkelighed, hvor selv stærkt kritiske øvelse bliver aflyst, fordi Forsvaret skal spare.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Nu går den ikke længere, Europa

Det er sagt rigtigt mange gange før, men få nu kylet politikken ud af Forsvaret og sæt en forsvarschef med røv i bukserne på posten. Giv ham/hende frie tøjler til at sammensætte en plan, der viser, hvordan vedkommende vil indrette et forsvar, der rent faktisk kan leve op til både Natos Artikel 5 – og måske vigtigst af alt Artikel 3, der omfatter evnen til at hævde egen suverænitet. Ud af en militærfagligt funderet plan kommer et budget, og derefter kommer implementering. Men det er politik, og derfor risikerer vi ikke at komme videre. Det nuværende politisk skabte organisatoriske monster med koncern, styrelser, direktører, HR og LEAN-principper burde begraves et sted på ukendtes grav, så det aldrig kunne genfindes. Når fagligheden er tilbage, evnen til at sige politikerne imod, som man fint kan finde ud af i Norge, er genvundet, så kan man sætte turbo på at udmønte penge til Forsvaret.

Lige nu køber vi grej hist og pist, uden en rød tråd eller en egentlig masterplan for, hvordan Forsvaret skal se ud om 10-20 år. Forsvarets problemer minder lidt om en alkoholikers. Man kan ikke fikse problemet uden at erkende, at det findes. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) er konstant ude med budskabet om, at onkel Jørgen måske får lidt rigeligt til julefrokosterne og sølvbrylluppet, men jo ellers er velfungerende. Nå ja, kørekortet røg også efter lidt promillekørsel, og fyringen havde intet med den flaske vodka, der lå i skuffen, at gøre. Ellers går det super, og han har jo lovet at skære lidt ned på de våde varer.

Overført til alkoholsammenligningen har Forsvaret behov for noget, der minder om en offentlig AA. Altså en åben diskussion om, hvor galt det rent faktisk står til, en diskussion om hvorfor der ikke er tilgået Forsvaret en krone, hvorfor man insisterer på ret markante besparelser og samtidig konsekvent nægter at sætte turbo på at genrejse forsvaret.

Det er nu, at du skal råbe op!

Derfor har jeg en bøn til alle jer, der stadig er i Forsvaret. Høj som lav, civil som uniformeret. Fortæl offentligt, hvilken situation I står i, uanset grad, funktion og tjenestested. Fortæl om, hvor aparte det er at spæne rundt i undervisningsøjemed uden ammunition, køretøjer eller uddannede kollegaer. Fortæl om det daglige stress, der opstår, når man skal besætte adskillige skråstregsfunktioner, fordi antallet af erfarne oversergenter er en katastrofe.

Skriv det, bland jer i den offentlige debat, fortæl det ved julebordet, konfronter jeres lokale politiker, uanset partifarve. Gør det lødigt og indenfor tavshedspligten, men brug jeres stemme i kor, for ellers lader I igen politikerne slippe afsted med at bilde befolkningen ind, at det kører på skinner. Skriv for jer selv, skriv sammen, få andre til at hjælpe jer med at formulere problemerne og tal gerne med en journalist, men sørg for udelukkende at sige noget, du kan forsvare og stå på mål for i morgen. Vi skriver med forskellig stil, taler med forskellige højder, men alle stemmer er nødvendige – også dem vi er uenige i, for den oplyste demokratiske samtale må og skal også omfatte Forsvaret.

Artiklen fortsætter under billedet …

Glem risikoen for gulvtæppeturen, den gør som regel slet ikke ondt, særligt ikke når I har fakta på jeres side. Det kan jeg sige med ret stor overbevisning i stemmen, for jeg har været der mere end en gang. Skulle der endelig være en misforstået karrieretype, der vil flette jeres næb – så henvis til ombudsmandens kritik af en tidligere styrelseschef den 28. juni 2016 eller henvis til Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed.

Det er jer, der dagligt står i skarpe ende, uanset om det er bag tastaturet i en styrelse eller ligger bag maskingeværet, der kender til problemerne. Det er jer, der kan se konsekvenserne, og det er kun jer, der kan beskrive, hvordan tingene ikke bare hænger i laser, men er fraværende og dysfunktionelle. Udtal jer på egne vegne, hold jer fra følsomme emner, der kan kompromittere jeres kollegaers eller landets sikkerhed, men fortæl den rå sandhed om de vilkår, der er milevidt fra indholdet af de politiske skåltaler. Det er kun jer, der kan fortælle den undrende befolkning, at nok har I en kanon på fordækket, men det er kun for syns skyld, da den hverken virker eller har ammunition.

Jo før det går op for den brede befolkning, at Forsvaret stort set ikke eksisterer og den rest af forsvar vi har, kører på den sidste cylinder, des før kan man gøre noget ved problemet. Det er nemlig noget, politikere forstår – en folkestemning, der er entydig i sit krav om handling, hvilket man skal være politisk tonedøv for ikke at forstå.

Spids pennen, klar stemmen og fortæl en undrende befolkning, hvor galt det reelt står til med Forvaret anno 2024. Den bærende overskrift må ikke være, hvor meget politikerne bidrager til Forsvaret, men derimod hvor stort bedrag, der ligger bag tallene.